Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14784Visninger
AA

33. Fyrværkeri.

Det er i dag. Den store dag hvor Weasley-tvilingernes største trick nogensinde skal udføres. Forberedelserne har taget en uges tid, men nu er vi klar. Fred og George er ved at tage afsked med Jordan, deres trofaste ven gennem mange år og narrestreger. Han skal hjælpe dem med at udføre deres allersidste trick på Hogwarts nogensinde, men i modsætning til tvillingerne skal han gøre det i det skjulte. 

"Alice..." Freds smil og drillerier er som altid velkommen.

"Freddie?" driller jeg og han griner.

"Vi ses vel i sommerferien?" griner han og løfter det ene øjenbryn. Jeg ryster leende på hovedet og giver ham et kram.

"Pas nu på dig selv, ikke? Og på min kæreste?" griner jeg og han blinker til mig.

"Selvfølgelig. Pas på dig selv, Al" griner han og går tilbage til Jordan. George smiler ikke, faktisk ser han ret trist ud.

"Søde..." sukker han og lægger armene om mig. Jeg knuger ham tæt ind til mig i et øjeblik og trækker mig så lidt tilbage.

"George, det er jo ikke fordi vi aldrig ser hinanden igen!" griner jeg, "vi kan skrive breve og mødes i Hogsmeade i weekenderne". Han smiler lidt mere opmuntret.

"Helt ærligt, så er jeg altså stolt af dig" hvisker jeg i hans øre og han virker meget opløftet. Det er ikke engang løgn, jeg er stolt af det han gør.

"Tillad mig at dedikere min største kunst nogensinde til dig, min smukke!" siger han og bukker. Jeg griner og tjatter til ham.

"George!" råber Fred. Han står allerede med sin kost, klar til at begynde. De har lige hidkaldt deres koste fra Nidkjærs kontor hvor hun har holdt dem konfiskeret siden Fred og George kom op og slås i en kamp og fik forbud mod at spille Qudditch nogensinde igen. Endnu en grund til at der ikke er noget tilbage på Hogwarts for dem. Qudditch var alt de blev her for - så hvorfor i alverden skulle de blive længere?

"Kommer!" råber George, kysser mig hurtigt og skynder sig hen til sin bror. Jeg sukker og begiver mig mod storsalen. Det her skal nok blive underholdende.

 

"HVAD SKER DER?!" skriger Nidkjær rasende og frustreret. Der er fyrværkeri. Overalt. Elever løber råbende og hujende ud i gården hvor Fred og George flyver rundt på deres koste med fyrværkeri flyvende om ørene. Jeg står bare og griner befriet. Nidkjærs ulykke redder min dag. Jeg klapper højt sammen med de andre og råber og griner som en sindssyg. Det her vil aldrig blive glemt. Weasley-tvillingerne vil gå over i Hogwarts historie, det er der ingen tvivl om. 

"I ER BORTVIST!!" skriger Nidkjær. Ih hvor overraskende. Lærerne står rundt omkring og prøver at skjule deres glæde over at nogen endelig sætter den krampe på plads.

"Desværre drenge, den her kan jeg vidst ikke redde jer ud af!" råber McGonagall grinende. Højdepunktet var nok da Nidkjær fandt drengene foran en sump i en korridor og de fuldstændig overrumplede hende ved at flyve væk på deres konfiskerede koste og overdængede skolen med festfyrværkeri. Fra bag den statue jeg stod ved var det i hvert fald hylende morsomt. 

"Vi ses ikke mere," siger Fred til Nidkjær.

"Så du skal ikke besvære dig ved at prøve at kontakte os!" fortsætter George. 

"I er alle velkomne til at besøge os i vores nye butik i Diagonalstræde! Nummer niogtredive! Vi yder særlige rabatter til Hogwartselever der lover at bruge vores produkt til at jage den gamle madam langt væk!" siger Fred ud over de mange elever, der griner velkomment. Deres sidste afsked kommer lidt bag på alle.

"Gør helvedet hedt for hende, Peeves" siger Fred til spøgelset der letter sin hat som en respektfuld hilsen. Jeg har aldrig set ham være respektfuld. Aldrig. George dykker professionelt på sin kost og svæver lige foran mig, hvorefter han kysser mig lidenskabeligt og intenst. Omkring mig hujer drengene i respekt over denne scene og pigerne "aww"'er. Da han trækker sig tilbage smiler jeg til ham med røde kinder.

"Ups. Der overtrådte jeg vist lige regel nummer 45!" griner han og blinker til mig. Jeg ler. Regel nummer 45 siger at piger og drenge ikke må have fysisk kontakt. Under hele skolens hjupelråb letter de to drenge, de største spagsmagere der nogensinde har gået på skolen og flyver mod den brændende solnedgang. Bifaldet bliver ved længe efter de er blevet en plet i horisonten. Det sidste jeg ser før jeg igen går ind i bygningen er Nidkjær der står og river sig frustreret i håret. Det billede vil jeg bruge næste gang jeg skal lave en Patronus! Dumme heks. For første gang i lang tid glæder jeg mig til at komme hjem på ferie. Fra nu af betyder ferie kun en ting: George.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...