Negeren, Kælling og Fjernsynet

Novellen er skrevet i 2008 og udgivet i novelle-samlingen "En Buket Blyanter"

MKS

1Likes
1Kommentarer
1008Visninger
AA

1. Negeren, Kællingen og Fjernsynet

Kællingen havde fand’me fundet en anden. Af ren overraskelse fik han skubbet sin cola ned i sit skød. Hans cola-klistrede bukser og undertrøjen fedtede ind til hans krop. Den klamme fornemmelse fik ham til at rejse sig fra sin elskede lænestol. Fjernsynet kørte som altid. Speakerestemmen blev utydelig, til en fjern summen i hans ører. Hun var virkelig en kælling, alligevel faldt han for hende. Der er bare noget ved hende, noget der gav en gnist i ham. ”Hvor fanden er det... viskestykke!?” Hans stemme knækkede over, da han havde sagt halvdelen af sætningen. Kællingen havde forladt ham. De havde snart årsdag, og så skred hun bare. Han kløede sig på maven, af ren vane begyndte han at lede efter sin usynlige navle mellem dellerne, det gjorde han altid når han enten var presset eller nervøs. Han gik ind på sit soveværelse. Bukserne klistrede til hans lår. I en bevægelse trak han dem ned. Da de var nået ned om hans ankler, trådte han ud af dem, bøjede sig og smed dem i hjørnet. De landede i denne måneds dynge tøj, ved siden af stod hans mange tomme cola-flasker, som han måtte flytte fra stuen, når der var fyldt op. Sukket han gav fra sig genlød i det lille soveværelse. En voksen mand græder ikke. Han tog en af de tomme flasker fra bordet, vejede den lidt i hånden. En tanke, en ild strøg igennem hans hoved. Han tog et fast tag om toppen af flasken og tog et skridt imod væggen, løftede flasken over hovedet, den nye stilling bragte ham ét øjeblik ud af balance og var ved at vælte bagover, så  smed han sig nærmest fremover. Selve bevægelsen gjorde ham en smule forpustet. En slags tilfredsstillelse strøg gennem hans store krop, da flasken smadrede. Det gav et fascinerende, fantastisk sug i maven. Han tog en ny om halsen og kastede den mod væggen. En glassplint sprang tilbage og borede ind i hans kind, blodet dryppede ned på det gamle gulvtæppe. Han måtte råbe af den kælling, den tæve, hun havde droppet ham for en anden. Hvordan kunne hun. Han havde givet hende et sted at gå hen, når hun var fuld. Havde givet hende sit liv. Han havde givet hende sin tid. Selvfølgelig havde hun brokket sig over al den tid, han sad foran fjernsynet, men hun kunne jo bare have sat sig og set med. Han fandt et par bukser i dyngen med brugt tøj og tog dem på. Han måtte finde kællingen. Han trådte ud af døren, og den tunge luft fra lejligheden, blev afløst af en lugt af nysprayet graffiti. Lige uden for hans dør var der blevet malet et ’Bitch’ med barneskrift. En dør smækkede i bunden af opgangen. Solen hang lige over de fjerne højhuse, og et lille pust af liv fyldte ham. Han havde ikke været i kællingens lejlighed særlig mange gange, hun kom altid til ham. I hendes opgang måtte man hverken ryge, drikke eller have drukket. Enhver der overtrådte reglerne måtte ud af ejendommen. Da han gik ned igennem hovedgaden, kiggede nogle drenge efter ham. Han kunne høre nogle af dem grine. De fulgte efter ham, det vidste han. En af dem råbte: ”Hey, du Fede! Ja, du der med den enorme mave!” Han måtte vende sig om, han kunne ikke ignorere det denne gang. Deres smil, de morede sig over deres ’sjove’ kommentar. Han prøvede at komme væk fra drengene. De holdt sig på afstand, men deres ord var som slag. ”Fede!” ”Fedesen!” ”Er du julemanden?” Han vendte om, han måtte få dem væk. ”Du bliver her!” Råbte den højeste af drengene, hans mørke hår strittede lige op i vejret. De indhentede ham på under to sekunder og deres ord var over ham igen. ”Svin! Fedeberg! Flæske-samler!”, de holdte brat op, da en fra gruppen fik kigget sig over skulderen. En politibil var lige drejet om hjørnet. De unge drenge løb forbi ham, rundt om det næste hjørne, og var væk. Politibilen kørte langsomt forbi ham, han så igennem forruden, at betjentene sad og grinte i deres små fine rene skjorter, mors ægte duksedrenge. Trangen til at råbe af kællingen var ikke blevet mindre. Elevatoren var i stykker, så han måtte tage trapperne. Kællingen boede på 2. sal, men han blev nødt til at holde pause efter 1., for han havde ikke luft nok til at tage det i et træk. Endelig stod han forpustet foran hendes dør. Fortvivlet, Forladt, For helvede! Han bankede på, der lød støj indefra, den mørkhårede kælling åbnede døren. Han glemte, hvordan man brugte stemmen. Hun havde virkelig gjort noget ud af sig selv i dag, hendes hår sad flot. Hans fod skrabede lidt i gulvet og kiggede med et let blik på hende. ”Hvad er der’?” Hun lænede sig op af dørkarmen med korslagte arme, hendes blik var stramt og hendes ord kolde. Han måtte tage sig sammen, men der stod hun foran ham og for første gang vidste han ikke, hvad han skulle sige til hende. ”Det slut. Jeg har en anden.” hendes stemme var rolig og kontrolleret, hun var på vej til at lukke døren i hoved på ham. Han fandt sin stemme. ”Hvad med det vi havde!?” Brummede han til hende. ”Forklar mig lige, hvad vi havde?” Han stivnede. Det var normalt ham, der stillede spørgsmålene. ”Hvad havde vi ikke?” Han slog blikket i gulvet. ”Kærlighed.” Hendes ord gjorde endnu mere ondt end drengenes. Vreden steg op i ham. Han råbte. Han skreg. Han forbandede Kællingen. Intet rørte hende, hendes blik var bare tomt, ligegyldighed skinnede ud af øjnene. Han råbte af hende som aldrig før, men hun virkede hverken forskrækket eller overrasket. Hun stod bare der. Hans forbandelser virkede ikke længere. Et lys tændte i hendes blik, og hun kiggede over hans skulder. Da han vendte sig om, stod han ansigt til ansigt, med en mand hvis hudfarve var ligeså sort som nypudsede laksko. Overarmene var formet som omvendte bowlingkegler, ved hans albue var de tynde og blev så tykkere og tykkere, som man så op af hans arme. ”Det er min kæreste.” Hendes stemme kom en smule ud af balance. ”Er du sammen med en neger!” ”Hey.” Sagde den sorte mand. Han vendte sig om og en sort næve fyldte hele synet. Det sidste, han mærkede, før det sortnede for hans blik, var sin store krop, der ramte gulvet med et underligt klask. Øjnene skulle lige vende sig til lyset. En hovedpine kastede sig over ham med det samme. Han prøvede at rejse sig, men hans krop var i vejen for hver en bevægelse. Hvert et åndedrag var et besvær. Han lå der i en evighed, før han fik rullet sig om på maven og fik skubbet sig op på knæ. Han støttede sig til væggen og kom op og stå. Han måtte hjem igen, han havde tabt, virkelig tabt. Entrédøren var ikke låst. Rummet, han kom ind, var mørklagt, han følte sig hjemme i mørket. Han gik igennem lejligheden, smed sig i sin lænestol, med sig havde han en kasse colaer, 3 poser chips og et dejligt stort tæppe af uld. Fjernsynet havde kørt, imens han var ude. Filmen i aften var godt i gang. Life of Brian hang på korset og sang: ”Alway look on the bright side of life”. Fornøjet fløjtede han med. Tæppet indhyllede ham, colaen stod klar og første chipspose var tømt. ”...Always look on the light side of life” Han trak på smilebåndet, fumlede lidt med fjernbetjeningen og trykkede på den røde knap.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...