Usynlig

En novelle jeg skrev i 2008, som jeg har fundet frem fra skrivebordsskuffen. Den handler om et stort emne der var i medierne i 2008. Læs den og nyd den.

4Likes
1Kommentarer
689Visninger

1. Usynlig

Casper har - når jeg her bagefter tænker over det - aldrig helt været med i sammenholdet, har altid været et stykke væk fra os andre. Han har altid haft blikket rettet imod gulvet, og når man spurgte ham om noget, så svarede han næsten aldrig - Hvis han overhoved kiggede på en, var man ret så heldig. Det var nok derfor man næsten altid glemte ham. Det var nok derfor, man altid sukkede, når man skulle side ved hans side, der vidste man, at de næste to uger, ville være to uger med en sidemakker, som var der fysisk, men aldrig rigtig var der psykisk. Ikke fordi jeg har noget imod at sidde ved hans side. Han var ikke irriterende at side ved siden af, nogle gange har et menneske bare brug for lidt opbakning fra en sidemand, og det kunne man ikke helt vide sig sikker på at få fra Casper. Folk blev med tiden utrygge ved ham. Men at reagere så voldsomt som han gjorde? Jeg syntes, det var noget af en overreaktion. Altså det hele startede jo, den dag vi begyndte i skole, allerede der udstødte han sig. Selv første skoledag! Efter at han havde fortalt, at han hed Casper, satte han sig ned på en stol, vippede tilbage og begyndte at lukke øjnene. Det så mest ud som om, at han ønskede sig langt væk. Det bed alle mærke i, trods vores alder. Alle vi andre legede sammen med det samme, mens han endnu engang bare gik rundt for sig selv. Tit kom han i skole med blå mærker, steder man helst ikke skulle se, steder man ikke ville finde, uden at man studerede ham nøje. Med årene forsvandt mærkerne, men de havde efterladt et stort sort hul omkring ham, de havde indelukket ham. Selv med den behandling, burde han tænke sig lidt mere om? Det jo ikke fordi, vi ikke har prøvet at snakke med ham, han har bare aldrig helt ville snakke med os. Jeg husker engang i de små klasser, hvor vi legede at vi var dyr. Han kom hen og spurgte, med en lav og lettere forskræmt stemme, som om han havde ventet på dette øjeblik meget længe, om han måtte være med? Da havde nogle af drengene kigget på ham, brudt ud i latter og sagt: ”Gå din vej, vi vil ikke lege med dig!” Selv dengang, hvor jeg var mindre, tænkte jeg nogle gange på, om jeg ikke skulle få ham med i legen, få ham med i klassen. Med tiden blev han nærmest usynlig for nogle, nogle gange kunne han gå forbi en, uden at nogen lagde mærke til det. Som var han en del af væggen. Jeg kan huske en dag, da han havde glemt sin taske, han var bare forsvundet fra timen, ingen vidste præcist hvor han var. Jeg meldte mig frivilligt til at tage hjem og aflevere den til ham efter skole. Det var ikke fordi han ikke boede pænt, for da jeg kom til den adresse jeg fik opgivet af læreren, stod jeg ikke foran en lejlighed eller et lille hus på landet, men foran en villa, på størrelse med halvdelen af skolen. Da jeg havde tjekket tre gange på papiret, på vejskiltet og på husnummeret, om det her var den rigtige adresse, fik jeg overbevidst mig selv om, at jeg ikke var gået forkert. Jeg gik op af den flotte stenbelagte sti til husets hoveddør. Ringede på døren, en høj flot mørkhåret mand i midten af tredverne. Han var iført et tilsyneladende dyrt blåt jakkesæt og hans anstrengte ansigt viste at han havde travlt. ”Hvad vil du?” havde han sagt med en rug og mørk stemme. Jeg fik peget på tasken og sagt, at Casper havde glemt den. Hans far virkede hverken overrasket eller sur, men nærmere en smule ligeglad og sagde jeg bare skulle stille den inden for døren. Da jeg havde været inde på det marmorbelagte gulv og stillet tasken, skyndte manden på mig og sagde, at han måtte skynde sig ud af døren. Han skulle afholde et kursus for nogle firmaejere om økonomi i nogle dage. Der stod jeg så, efter han var kørt, og vidste ikke rigtig hvordan Casper skulle klare sig de næste dage. Jeg tog hjem, lod tanken ligge, og fik ikke snakket med nogen om det. Jeg ved ikke om det ville have gjort en forskel, om jeg havde sagt noget til nogen. Da jeg vågnede den morgen, vidste jeg selvfølgelig ikke, hvilken modbydelig dag, det ville blive. Jeg lavede de normale morgenritualer. Satte håret, uden at vide, det ikke ville give nogen mening senere på dagen. Og da jeg tog af sted uden at sige farvel, vidste jeg ikke, hvor meget jeg ville komme til at tænke på, at jeg ikke havde gjort det. Skolen lignede sig selv, den morgen. Klassen lignede sig selv, den morgen. Menneskerne omkring mig lignede sig selv, den morgen. De 2 første timer var også helt normale, vi havde engelsk – begge timer. Det var simpelthen bare noget, der kunne tage modet fra selv den bedste. Vores lærer havde det med at falde i en snakkerutine om sin morfar. Han havde boet i London og startet sin egen private sygehuskæde, som stadig eksisterer i dag. Ofte når vi omtale de 2 timer sagde vi dødsmorgenen, eller dræbertimerne Når man sagde det, vidste alle hvilke timer der var tale om. Vi fik engelsk stil for. Jeg ved ikke, om jeg var den eneste, der lagde mærke til det, men hans mund var i en buge nedadgående, og han var meget tom i blikket. I det øjeblik vores engelsklærer rejste sig og skrev på tavlen, at stilen allerede var til om 2 uger, så jeg øjne, der brændte af had, men kun i ét split sekund. Det var som om der stod flammer ud af hullerne, som øjnene burde have siddet i. Det ringede til frikvarter, og is erstattede flammerne. Som altid gik hele klassen ned til fællesspisning i kantinen, og som altid gik han alene derned. Tit har jeg tænkt på, om man skulle gå hen til ham. Men først nu bagefter kan jeg se, hvilken forskel det muligvis ville have gjort. I kantinen var der den sædvanlige snakken, gårsdagens tv, sport, om lærerne, alt hvad der faldt folk ind. Igen i dag satte han sig i et hjørne, med sin taske og en tallerken med dagens ret. Jeg satte mig i midten af salen, på det midterste bord, på den midterste stol, med fronten imod ham. Venner og veninder sad omkring mig, klassekammerater såvel som ekskærester og bedstevenner. Maden i dag var ikke dårligere end de andre dage, men der var bare et eller andet galt, jeg kunne mærke det i luften. Man siger, at nogle kan mærke, når en der er tæt på dem kommer til skade. Jeg husker, hvordan jeg lagde min kniv og gaffel fra mig, satte mig helt tilbage i stolen, lyttede passivt til hvad de folk der var omkring mig sagde. Jeg kan ikke forklare, hvad det var, et eller andet var galt og jeg kunne mærke det. Jeg kiggede hen på ham. En mørkhåret pige var på vej over imod ham. Han stak hånden i tasken. Pigen kom nærmere. Hans hånd var stadig nede i tasken. Jeg kunne se hendes mund forme et ’hej’. Noget var galt, han rejste sig op, råbte op ud over hele salen: ”GÅ DIN VEJ!”. Alle menneskerne i kantinen vendte blikket imod ham og pigen, og med et fyldte tavshed salen som mørket fylder et rum uden et eneste lys. Pigen slog blikket i gulvet, vendte sig på hælen. Om hun så var blevet stående, snakket videre, gået tættere på, det hele ville blive som han ville have det, det hele var i hans hånd. Frem af tasken trak han en pistol - en vaske ægte pistol - Pegede den imod den mørkhåret pigens ryg. Der lød skrig overalt fra salen, de blev overdøvet af det brag der fyldte kantinen. Den mørkhårede pige faldt sammen på gulvet. Livløs. Af ren refleks kastede jeg stolen bagud, trak alle nærværende mennesker hen til mig og væltede bordet, som et skjold imod alt ondt der kunne indfinde sig her i salen. Mit hjerte har aldrig nogensinde slået hurtigere. Jeg havde blikket lige over bordkanten, det var rettet imod ham. Jeg var nær ved at rejse mig, jeg ville råbe til ham og som i mine tanker rungede et råb i kantinen. Først troede jeg, det var min egen, men lagde så mærke til at min mund var lukket. Min engelsklærer stod forskrækket i venstre side af spisesalen og kiggede med fortvivlede øjne på ham: ”Casper!”. Stemmen rystede, men var langt mere fast end de tanker der netop passerede mit indre blik. Jeg så den mørkhårede pige for mig. Så hende synke til jorden. Hans øjne rettede sig imod hende. Hans had stod ud af dem som lange skygger. ”Læg det våben fra dig, inden flere kommer noget til! Det her er ikke det, du vil!” Læreren trådte et skridt tættere på. Han trak lidt på armen, han så pludselig ud som et såret truet dyr. Endnu et brag, endnu en livløs. Jeg havde allermest lyst til at løbe tværs gennem kantinen, hen til hende. Jeg var nu klog nok til at holde mig nede. Hun havde altid ville lytte, hvis man ikke helt havde forstået opgaven. Hun var hård i det ydre, blid i det indre, et storslået menneske. Altid klar til at gribe fat i forældrene hjemme, hvis hun følte, der var den mindste ting i klassen, som var galt. Jeg ved ikke, om hun nogensinde havde kontaktet Caspers far. Jeg lukkede øjnene, nu var hun også væk fra denne verden. Jeg vidste, at det kunne være hvem som helst næste gang, det gjaldt bare om at holde sig i skjul. Skrigene fortsatte, døden var trådt indenfor og alle kunne mærke hans kolde fingre glide nede over ryggen. Jeg forstod ikke, hvordan de kunne finde deres stemmer. Min var væk, min mund og hals var som én stor ørken. Jeg mærkede hænder overalt på mine arme, de piger der sad omkring mig, klyngede sig til mig. Jeg kiggede over til det næste bord, hvor min bedste ven havde valgt at følge mit eksempel med at smide bordet op på siden. Rundt om ham sad store som små, med øjne fyldt af skræk. Jeg kunne se, at nogle lærer og elever, var på vej ud af døren bag mig. Halvdelen var lige nået ud da… endnu et brag… Med ét smed alle bag mig sig ned på maven. Ingen var blevet ramt, men et hul i murstenen, lige der hvor en af lærernes hoved havde været tegnede døden. Jeg så en af drengene fra parallelklassen tage benene op til brystet og kravle hen imod bordet, min bedste ven lå bag. Mit hoved var som et stort tomt skab, der var ingen ideer, ingenting at sige, intet at gøre. Jeg havde engang hørt i en tv-udsendelse, at man skulle være på kanten af sindssyg, for at være et geni. Casper var bare gået ud over kanten for længe, længe siden. Caspers stemme var kold og tør, som om den aldrig havde været i brug: ”Jeg hader jer!” Stemmen var ikke højere end en normal samtalestemme, men ikke en i hele kantinen kunne undgå at høre den. Det kan godt være, at politiet var der utrolig hurtigt, men i vores verden var sekunderne som flere timer. Da sirenerne lød udenfor, virkede alle en smule mere trygge, så tryg man nu kunne være, når man er i samme rum med én, der lige har dræbt 2 personer, uden den mindste tøven. Drengen fra parallelklassen pressede sig ind bag bordet ved min ven, væk fra skudlinjen. Der var bare ikke plads nok. Han prøvede at få skubbet en af de små lidt væk, men i forsøget fik han overbalance og faldt bagover, ned på ryggen. Han skreg. Skriget forsvandt bag braget. Jeg lukkede øjnene, en stemme i mig råbte efter hjælp. 3 mennesker, uskyldige mennesker, havde forladt denne verden. Et brag, glas splintrede. Dette brag var ikke fra den nådesløse pistol. Med ét var der mænd med maskinpistoler, sorte hjælme og blå dragter overalt. Ved vinduerne, på taget, ved alle dørene. Casper kiggede rundt med store øjne. Han trykkede på aftrækkeren, pistolen var rettet imod den politimand, der var nærmest, Manden faldt til gulvet. Det drab var fuldkommen ubetydeligt for Casper, det stod så tydeligt i hans ansigt. Et skud fra 4 maskinpistoler blev affyret. Han faldt til jorden. Jeg rejste mig og forvirringen brudte for alvor ud. Jeg kiggede omkring: Børn der græd, drenge der græd, piger der græd, voksne der græd.. Og blod.. mørkerødt blod var der.. Ved den mørkhårede pige, hende som faktisk kun ville ham det godt. Ved min engelsklærer, der blot ville få ham til at indse fejlen i det han lavede. Ved drengen fra parallelklassen, der var faldet, fordi han satte sit liv højere end andres. Ved den faldende politimand, der bare var en pligtopfyldende politimand. Ved Casper… Alle 4 skud var blevet placeret dræbende steder. Ingen kunne beskrive, hvad der var sket med ord. Det var så brutalt, så urealistisk. Jeg så overskrifter for mig: Teenager Dræbte tre og en Politimand. Så forsidebillederne af grædende børn og en masse politimænd. Det hele var så tæt på, men alligevel føltes det som om det var kilometer væk.

Jeg husker, at vi alle kom ud i skolegården, hvor politimænd ventede os, tog imod os. Jeg husker, at vi alle kiggede i jorden, og de fleste græd af ren og skær forvirring. Jeg husker, hvordan det var, selv den dag i dag husker jeg, hvordan det var at ligge bag bordet og se de mennesker blive frataget deres liv. Intet kan være værre.. Casper.. Casper.. Casper.. Navnet vil til evig tid lyde som et ekko i mit hoved. Efter hvert eneste mareridt. Efter hver eneste blomst, der vil blive lagt foran lysene. Efter alt.. Jeg blev ikke ramt af skud, men arret jeg har fået vil aldrig forsvinde.

Skrevet 2008-2009

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...