Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51798Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Det er en uge efter ’køkkenepisoden’, og jeg er ved at gøre mig klar til at tage i byen med Moe. Det er femte gang, siden jeg fik hende overtalt den aften på Metallic Eyes. Det var med lidt besvær, men det lykkedes. De fire andre gange var det utrolig let, næsten som om hun bare ventede på, jeg skulle spørge. Jeg mistænker hende lidt for også at have noget, hun vil glemme, men jeg har ikke spurgt hende. Det har jeg heller ikke tænkt mig, for så kunne hun jo bare vende den om og spørger mig om det samme, og jeg vil virkelig ikke derhen. Overhovedet!

Jeg lægger sidste hånd på min makeup og smiler så til mig selv i spejlet. Jeg ser godt ud. Igen tænker jeg på, hvor mærkeligt det er, når jeg føler mig som det præcis modsatte indeni. Jeg sukker og smilet forsvinder igen. Jeg rejser mig fra stolen foran mit spejl og går ind i stuen. I samme øjeblik ringer det på døren, og jeg skynder mig ud for at åbne op. Jeg sætter et stort smil på til ære for Moe, men det er ikke hende, der står uden for min dør. Det er Louis.

”Hej, ” siger han og går forbi mig og ind i lejligheden. ”Jamen kom da endelig ind,” mumler jeg for mig selv, imens jeg hiver lidt op i min nedringede, korte kjole. Han ser hurtigt rundt i den pæne lejlighed og til sidst på mig. Han prøver ikke engang at skjule det elevatorblik, han sender mig, men på den anden side ved jeg, at han ikke tjekker mig ud på den måde. ”Du ser godt nok festlig ud. Skal du i byen? Igen? Med Moe?” Han ser lidt fordømmende på mig, hvilket gør mig vred. ”Ja, det skal jeg,” svarer jeg og sender ham et flabet blik. Han himler bare med øjnene. ”Drop det, April. Du skal ingen steder i aften.” Jeg dropper attituden, men vreden skinner stadig i gennem min stemme, da jeg siger: ”Nå, ikke? Hvad skal jeg så?” Han ser alvorligt på mig, men jeg kan skimte et glimt af tristhed i hans øjne. ”Du skal snakke med Harry.”

Først går det ikke rigtigt op for mig, hvad det er han siger, og da det gør, begynder jeg bare at grine. Louis bliver bare ved med at se på mig med sit alvorlige og samtidig triste blik, men da det går op for ham, at jeg ikke har tænkt mig at stoppe med at grine lige foreløbig, sukker han og halvt sætter - halvt læner sig op af sofakanten bag ham. Jeg stopper langsomt med at grine, men jeg står stadig med et stort smil, da han forsætter: ”Du er nødt til det, du er den eneste, han vil lytte til. Du er den eneste, der virkelig kender ham.” Tristheden stråler ud gennem ham nu, hvilket gør mig alvorlig. Han mener det. Han synes virkelig. jeg skal snakke med Harry. 

Louis fortsætter: ”Han er helt ude, hvor han ikke kan bunde. Han har det endnu værre end dig, og du har været på druktur hele ugen!” Han går væk fra sofaen, sikkert fordi han er ved at ophidse sig selv. Når han gør det, kan han ikke stå stille. ”Vil du ikke nok, April? For jeres begges skyld?” Jeg ser på ham med en rynke mellem mine øjenbryn. Det sker altid, når jeg tænker over noget, jeg ikke kan finde ud af. Jeg ender med at ryste på hovedet. ”Du forstår det ikke, Louis. Jeg kan ikke snakke med ham. Det er ham. Bolden ligger på hans halvdel af banen. Jeg kan ikke tvinge ham til at spille den tilbage, det er op til ham. Du forstår..” Jeg når ikke længere, for Louis afbryder mig. Endnu et tegn på, at han er ophidset: Utålmodighed. ”Jo, jeg forstår det godt. Jeg ved, hvad han sagde, det gør vi alle. Væggene er ikke lydtætte, at du ved det. Men pointen er, at han ikke mente det. Det må du forstå. Han elsker dig mindst ligeså meget, som du elsker ham. Han har bare en mærkelig måde, at vise det på.” Jeg ryster igen på hovedet. ”Han havde da ingen problemer med at vise det over for Sarah, Taylor, Nicole eller nogle af de andre piger.” Louis tager et par lange skridt og står pludselig lige foran mig. ”Det er fordi, du er anderledes. Du er ikke som dem. Du er.. Og han er.. Kan du ikke forstå det? Kan du ikke se det?” Han ser på mig og smiler mærkeligt. Nærmest vanvittigt. Han er skør den dreng, men på en eller anden måde virker det. På en eller anden virkelig mærkelig måde, får han mig til at sige ja.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...