Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51941Visninger
AA

52. Kapitel 51.

 

Jeg sætter mig på kanten af klippen, så mine ben hænger og dingler lidt ud i ingenting. Det er koldt for mine bare fødder, men jeg er ligeglad. Udsigten er fantastisk, og den friske luft gør alt klarere. Det er ved at være sent, så solen ude i horisonten er få meter fra at forsvinde – det er selvfølgelig kun sådan, det ser ud herfra. Himlen har den smukkeste lyserøde farve, jeg nogensinde har set. Hvis jeg havde et kamera ville jeg knipse løs, men jeg har ingenting med. Ingenting bortset fra et par sandaler, som jeg har sat på en sten lidt bag mig. Jeg betragter en båd, der sejler ud fra havnen nogle kilometer til højre for min klippe. Den er gammel, men den er sat godt i stand, så man tydeligt kan se den lille, hvide båd med det flotte, blå hav som baggrund. Endnu en grund til at skaffe et kamera. En måge, der indtil nu sad på kanten af båden, letter og flyver over imod mig. Jeg kniber øjnene lidt sammen, da solen stadig er ret stærk, og følger den med blikket. Den laver en masse sving i luften, men til sidst kommer den helt hen til min klippe. Først flyver den over mig og bagefter dykker den ned, så jeg ikke kan se den længere. Jeg læner mig over klippen, måske lidt for voldsomt og ivrigt, for en lille sten river sig løs fra kanten og falder ned dybet lige under klippen.

Jeg kunne med lethed ryge samme vej, hvis jeg ikke passede på. Men det gør jeg jo. Jeg har siddet på den her klippe hver dag i de sidste tre uger. I de to måneder på krydstogtskibet stod jeg også hver dag ved rælingen og så ud over vandet. Det var som en slags terapi for mig. Bare forsvinde og blive et med luften, havet, fuglene. I de minutter jeg tilbragte og stadig tilbringer med at sidde og kigge, kan jeg endelig være i fred for alle mine tanker. Jeg fortryder ikke, at jeg tog af sted, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg ikke behøvede det. At det ikke var det, der var det rigtige for mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare være normal og blive med mine venner og den dreng, jeg elsker. Jeg havde det jo godt. Eller noget der lignede. Okay, hvem prøver jeg at narre. Jeg har aldrig haft det godt. Det vil jeg sikkert heller aldrig få. Det er åbenbart sådan det er meant to be for mig. Zayn og de andre gjorde det bare en hel del nemmere at leve med, fordi de små øjeblikke med dem, hvor jeg også glemte og ikke tænkte på fortiden, rent faktisk var gode. Men de varede jo ikke evigt. De varede ikke engang særlig længe. Det er der ikke meget, der gør i mit liv. Det er vist endnu en ting, som bare er meningen for mig.

Jeg sukker over mig selv og mine selvmedlidende tanker og fokuserer på det smukke vand, der skvulper mod klippen under mig. Det ser så smukt ud, men udseendet bedrager. Det er dødsens farligt. Man ville ikke overleve det, hvis man faldt i. Hvis det ikke var selve faldet derned, man døde af, så ville de skjulte klipper under vandoverfladen sikkert gøre det. De er super skarpe, men man kan slet ikke se dem, så man skulle umiddelbart ikke tro, at de var der. Og hvis man nu skulle være så heldig at overleve det også, så ville man dø af chokket over kulden. Jeg kan ikke huske, hvor koldt det egentlig var, at vandet var, men vores tourguide sagde, at det var praktisk talt umuligt at overleve. Chancerne for overlevelse er simpeltheb minimale. Jeg ville rent ud sagt dø, hvis jeg sprang. Jeg mener, faldt…

Mågen er landet på et lille indhak i klippen, så jeg får først øje på den sekundet inden, den letter igen. Denne gang giver den sig ikke tid til at flyve omkring og lave dyk eller sving. Denne gang flyver den bare direkte mod solnedgangen. Jeg kan ikke lade være med at misunde den. Den er fuldstændig fri. Den har alle mulighederne for at gøre, hvad den vil. Den kan bare flyve i hvilken som helst retning, den finder passende, og så er det det. Den har totalt frihed og uafhængelighed. Der er ingen, der forventer noget af den. Inden andre end den selv. Og det er kun overlevelse. Hvis den overlever, så har den vundet. Men det er jo selvfølgelig også kun en begrænset tid, uanset hvor god den er til at finde mad og undgå selv at blive dagens måltid.

Jeg får pludselig en overvældende lyst til at følge efter mågen ud i solnedgangen. Bare forsvinde som en prik i horisonten. Det er selvfølgelig ikke muligt for mig, men der er jo en anden mulighed. Mit blik bliver draget ned mod vandet under mig. Det ville være så let bare at tage et skridt frem ad og forsvinde for altid. Så ville jeg ikke behøve at bekymre mig om noget mere. Jeg ville ikke behøve at overveje alle flugtmuligheder i alle situationer, jeg ender i. Jeg ville ikke engang behøve at tænke. Medmindre der er en eller anden form for liv efter døden, men det her er virkelig ikke tiden til den slags tanker. Jeg smiler svagt af mig selv og slapper lidt af. Mine skuldre sænker sig lidt, jeg havde åbenbart trukket dem op til ørerne. Det er også koldt lige nu. Blæsten er virkelig stærk. Måske ville jeg faktisk blive kastet ind mod klippevæggen, hvis jeg sprang. Hvem ved. Jeg ville nu alligevel foretrække at dø af faldet. Det virker som den mindst smertefulde måde. Okay, hvad sker der lige? Står jeg og overvejer min egen død? Jeg trækker igen på smilebåndet, da det faktisk ikke er så sært. Det mærkelige er, at jeg ikke har overvejet det noget før. Med alle de minder og den forfærdelige fortid, der hele tiden hjemsøger mig.. Ja, det er vel et mirakel i sig selv, at jeg stadig er i live. Det burde jeg vel ikke smide væk bare sådan? Men på den anden side hvad er der værd ved at leve, hvis man ikke kan være lykkelig? Måske ville det bare være bedst at forsvinde…

Jeg rejser mig langsomt og tørrer småstenene, der sidder fast i mine hænder, af i mine bukser, imens jeg prøver at finde den lille prik, der for nogle minutter siden var en måge. Jeg mistede fokus fra den, da jeg forsvandt i mine tanker, og nu kan jeg ikke få øje på den igen. Eller jo... Der! Som en lille prik flyver den rundt tæt ved vandet. Et par hundrede meter endnu og jeg vil ikke kunne se den mere, men det bliver. hvor den er. Den bliver ved med at svæve rundt om ingenting. Som om... Som om den venter på noget. På mig? Vil den have mig med? Jeg ville ønske, at jeg kunne tage med. Der er faktisk intet andet, jeg hellere vil lige nu. Hvis jeg havde et ønske, som jeg kunne få opfyldt, ville jeg ikke ønske, at jeg kunne vende hjem, blive lykkelig eller bare være mere normal. Nej, jeg tror, jeg ville ønske, jeg var en måge. Eller i det mindste bare, at jeg havde muligheden for at tage med den her måge.

Jeg... kunne jo egentlig bare… Nej, det vil jeg ikke. Eller vil jeg? Jeg ved det ikke. Jeg har så meget lyst til bare at tage et skridt mere og falde ud over kanten. Jeg ved, at det betyder den visse død, men er det nu også så slemt? Er det i virkeligheden ikke bare det, jeg venter på? Der er jo intet for mig her. Lige meget hvad, der sker, så vil jeg altid have min fortid. Min altødelæggende fortid, som jeg bare ikke kan give slip på. Den vil altid være der. Den slags ar forsvinder aldrig. Jeg vil altid være mærket, formet af min opdragelse og barndom. Altid. Det er der intet, der kan ændre på. Lige meget hvor mange venner jeg får, hvor meget kærlighed jeg får skænket.. Intet af det kan rode bod på den ensomme, kolde, hårde, forfærdelige og simpelthen bare kærlighedsløse barndom, jeg havde…

Jeg kan mærke en tåre løbe ud af min øjenkrog og bane sig vej ned til mit smil, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Lige om lidt vil hele min krop være våd, og jeg vil ikke engang kunne mærke det. Lige om lidt vil jeg være død, for endelig tog mine fødder det valg, som min hjerne har udskudt så længe. De tog det sidste skridt mod intetheden, som jeg så desperat længes efter. De tog det sidste skridt ud over klippen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...