Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51977Visninger
AA

6. Kapitel 5.

”Hej,” siger Harry, efter hvad der føltes som flere minutter. Han kigger på mig, men det er Louis, der svarer. ”Hey, hvor har du været, mand? Jeg har været bekymret for dig.” Han går over til Harry, og de krammer. Imens går Luce hen til mig og tager min hånd, så jeg kigger tilbage på hende. Hun ser spørgende på mig, og jeg smiler til hende. ”Det er okay,” hvisker jeg til hende, og hun nikker til mig. Så går hun hen til Louis, der er stoppet med at kramme Harry, og trækker ham ind i stuen igen. Harry ser efter dem og vender modvilligt blikket tilbage på mig. Jeg ser med det samme væk, hvilket han ligger mærke til, for han kommer langsomt hen til køkkenbordet, hvor jeg står. Han stopper lige ved siden af mig, så jeg ikke har noget valg. Jeg er nødt til at se op i hans øjne, og det gør jeg. Han ser bare på mig med et udtryk, jeg ikke helt kan læse. Jeg vælger at tolke det som et meget svagt smil, som jeg gengælder.

”Hej,” siger jeg, og han smiler lidt mere. Det er et godt tegn. Han er ikke sur. Tror jeg. ”Undskyld,” siger han og tager min hånd. ”Venner igen?” Han smiler nu sit sædvanlige smil, men der er noget bag det. Noget jeg ikke har set i hans ansigt før. Jeg ved ikke hvad, og det irriterer mig ufatteligt meget. Jeg stopper med at smile, da hans ord trænger ind. Venner? Forstod han slet ikke, hvad jeg mente i morges? Jeg trækker min hånd væk fra hans, og siger med en lidt hårdere tone, end det var meningen: ”Nej, jeg vil ikke være venner. Kan du slet ikke forstå det? Kender du mig slet ikke? Vil du virkelig have, at jeg skal sige det tydeligere, end jeg allerede har gjort?” Han stopper også med at smile, men han hidser sig ikke op, som jeg gør. Han ser bare trist ud. ”April, lad nu være. Du mener det jo ikke.” Hans stemme er blid og rolig, og jeg slapper lidt af. ”Jo, Harry. Jeg mener det.” Jeg håber næsten, at han ikke hører mig, da jeg lavt fortsætter: ”Jeg elsker dig.” 

Jeg kan ikke lade være med at undre mig, da han ser på mig, som om jeg lige har råbt af ham. Det var næsten det, jeg gjorde før, men der svarede han bare blidt, og nu, hvor jeg hvisker til ham, ryger han helt op i det røde felt. ”Nej, du gør ikke! Det må du ikke! Det ville aldrig gå, alt ville blive ødelagt!” Han knytter sin hånd, og pludselig hamrer han den ned i køkkenbordet. Jeg gisper højt, men han ignorerer det. Han ser helt roligt på mig igen og siger: ”Kan du ikke se det? Det er vanvid.” Jeg ryster svagt på hovedet og ser på ham. Han smiler næsten igen, og det piner mig virkelig, at jeg må ødelægge det. Men det er jeg nødt til. Jeg er nødt til at vide det.

Jeg træder et skridt tættere på ham, og han stopper sit næsten-smil fra at udvikle sig. Han ser på mig, som om han ved, hvad jeg vil sige, og han åbner munden for at stoppe mig, men det er for sent. Ordene har allerede forladt min mund. ”Siger du, at du ikke har den slags følelser for mig?” Jeg ser op på ham, ser på hans læber, der er knebet sammen, hans øjne, der er lukkede. Jeg står bare og ser på ham, men pludselig vender han sig og går hen mod døren. Han stikker af. Han stikker simpelthen af igen! Jeg bliver vred og råber højt: ”Harry! Du har bare ikke at gå ud af den dør!” Han stopper op, vender sig om mod mig og råber tilbage: ”Jeg går ud af den dør, hvis jeg vil. Den sidste, der kan få lov til at bestemme over mig, er dig!” Han ord gør ondt, som tusind knive lige i brystet, men jeg er for vred til at blive såret. ”Det mener du jo ikke. Tag dig nu sammen, Harry.” Han fnyser og kommer helt hen til mig igen. ”Skal jeg tage mig sammen? Hvad med at se på dig selv?” Han stirrer vredt på mig, men jeg trækker bare vejret dybt ind, inden jeg fortsætter i et roligere toneleje: ” Det eneste jeg beder om, er et svar. Det er det eneste.” 

Han mærkeligt på mig, inden han ryster på hovedet. Vi ser på hinanden i nogle sekunder, inden han igen vender sig og går mod døren. ”Du skylder mig mere end det. Efter alt hvad du har udsat mig for, kan du så i det mindste ikke sige sandheden til mig?” Jeg bliver lidt overrasket, da ordene forlader mig mund. Det var ikke meningen, men jeg fortryder dem ikke. Han stopper med hånden på dørhåndtaget. Jeg kan se på hans krop, at han stivner, men han vender sig ikke om, da han svarer: ”Jeg elsker dig ikke,” og forsvinder ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...