Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51959Visninger
AA

47. Kapitel 46.

 

Fire timer, en romflaske og tre colaer senere har vi det herre sjovt. Kaya er helt glemt, og Niall er glad. Han danser på den sjoveste måde, så ingen af os kan lade være med at grine. Eller jo. Én af os har fokus på noget helt andet. Luce. Jeg følger hendes blik og ender med at se på Louis og Moe. De har den ene arm hinanden, mens de skriger af grin. Utrolig harmløst, men ikke for Luce. Ikke for en fuld Luce, der har mistet hæmningerne og kontrollen omkring sine følelser på grund af en latterlig ting som alkohol. Jeg ser hen på hende igen, og hun møder mit blik. Jeg hæver øjenbrynene i et spørgsmål. Er du okay? Skal vi snakke? Hun svarer ved at ryste på hovedet. Jeg når ikke at gøre eller svare noget, før hun ser hen på Louis og Moe igen. Jeg sukker for mig selv og tvinger mig selv til at se væk. Jeg er nødt til at glemme det, jeg kan intet gøre for Luce, før hun vil snakke. Jeg rejser mig og går ud i køkkenet, hvor jeg tager et glas vand.

På vej ind i stuen igen stopper jeg pludselig op. Jeg kan ikke gå de sidste par meter ind til de andre. Jeg er frosset fast. Jeg kan ikke fokusere på andet end følelsen af ensomhed, der kommer snigende ind over mig igen. Som en kæmpe bølge, der hæver sig over mig og lukker sig omkring mig. Jeg er fanget i dens iskolde greb. Jeg får lyst til at skrige og gøre modstand, men det vil alligevel ikke hjælpe. Der er kun en ting eller rettere sagt person, der kan hjælpe. Og han står og kigger på mig. Jeg møder Zayns brune øjne, og verden trækker sig sammen omkring os. Det ligner, at han står en halv meter væk fra mig, selv om han i virkeligheden står over ti meter væk. Jeg kan se i hans blik, at han ved, hvad der foregår. Han ved, at jeg har brug for ham. Som i slowmotion begynder han at bevæge sig nærmere, men han når aldrig hen til mig. Jeg når aldrig at mærke hans varme, nærvær, kærlighed. Han når ikke at redde mig, for en lille, blød hånd tager fat i min og trækker mig væk fra Zayn. Væk fra min redning og hen på et gæsteværelse. Døren lukker sig imellem mig og min vej tilbage til virkeligheden. Jeg ser på den lukkede dør foran mig og kæmper for at få vejret. Nogen tager fat i mine skuldre og vender mig om. Det er Luce. Hun ser ind i mine øjne, men hun har ingen idé om, hvad der foregår inden i mig. Hun ser panisk, ja nærmest vanvittig ud. Af en eller anden grund for det mig tilbage til virkeligheden. Eller næsten. Jeg kan stadig mærke ensomheden puste mig i nakken, men jeg får mig taget sammen til at tale. ”Hvad sker der?” spørger jeg svagt og hæst. Luce sætter sig på gæstesengen, og jeg gør det samme.

Det er som om, hun blev lidt mere rolig, da hun hørte min stemme. Det vanvittige i hendes blik viger i hvert fald for noget andet. Smerte. Så kommer jeg i tanke om Louis og Moe. Jeg hæver øjenbrynene lidt og ser blidt på hende. Hun tager en dyb indånding, inden hun hæver hovedet og møder mit blik. Hun har åbnet munden for at fortælle, men så ændrer hendes blik sig igen. Hun ved det. Hun kan se, at der er noget galt. Hun kender mig så godt, at hun kan læse mig, men alligevel ikke så godt som Zayn. Hun ved ikke hvad, der er galt. Hun ved bare, at der er noget galt. Det er også slemt nok. Jeg beder til, at hun for en gang skyld vil være egoistisk og ignorere det, men jeg beder forgæves. Luce har ikke forandret sig, hvor det gælder. Hun er ikke egoistisk. ”April? Hvad er der galt?”

Jeg skærer tænder bare ved lyden af medlidenhed i hendes stemme. Jeg ser hurtigt væk fra hende, da jeg ikke er sikker på, at jeg vil kunne klare medlidenheden i hendes blik. Jeg ryster lidt på hovedet, men det hjælper ikke. Jeg kan mærke hendes blik på mig. Mine hænder holder stramt om sengekanten, og mine finger borer sig ind i lagnet, mens jeg klistrer mit blik fast på en lille plet i trægulvet. Intet af det hjælper. Hun giver ikke op. Men det gør jeg. Tårerne løber ned af mine kinder, før jeg kan nå at stoppe dem. Det er første gang, jeg græder foran Luce, men hun lader sig ikke slå ud over det. Hun rykker helt hen til mig og trækker mig ind til hende. Jeg lader hende gøre det. Jeg lader hende ae mit hår og sige en masse beroligende ting, men jeg tager ingen af dem til mig. Jeg lytter ikke en gang efter.

Efter et par minutter holder hun mig lidt ud fra sig, så hun kan kigge på mig. Jeg er alt for svag, så jeg møder hendes blik. ”Fortæl mig nu, hvad der er galt,” hvisker hun blidt. Jeg snøfter lidt og nikker så. ”Jeg kan ikke klare det. Når han tager af sted. Der er kun to uger til, og jeg er allerede ved at bryde sammen. Jeg klarer det ikke,” hvisker jeg og ryster på hovedet, mens flere og flere tårer strømmer ned af mine kinder og videre ned på min bluse. Jeg behøver ikke at forklare nærmere, Luce ved, hvad jeg taler om. ”Vi kan jo se dem i weekenderne, snakke med dem i telefon. Vi skal kun vente tre uger til sommerferien, så kan vi tage med dem på touren.” Jeg ryster igen på hovedet. Jeg tørrer mig under øjnene, da tårerne næsten er stoppet med at komme, og ser på hende. ”Du forstår ikke, hvor meget jeg behøver ham. Jeg kan ikke forklare det, men..” Jeg ryster igen på hovedet, da jeg løber tør for ord. Så går det op for mig, hvor meget jeg egentlig har ret. Hvor meget jeg egentlig behøver Zayn. Jeg har knyttet mig alt for meget til ham. Efter så mange svigt jeg har oplevet, efter så lang tid med intet andet en mig selv, hvordan kunne jeg så lade det her ske? Og hvordan i alverden kunne jeg gøre det uden overhovedet at vide det? Jeg ved det ikke, og jeg finder aldrig ud af det. For lige efter mine indre spørgsmål, lyder en anden tanke i mit hoved. Det føles ikke forkert. Og jeg har ret igen. Det føles langtfra forkert, tværtimod så føles det rigtigt. Helt rigtigt. Det er jo Zayn. Drengen, jeg elsker. Drengen, som jeg skal leve resten af mit liv med. Min eneste ene. Ikke? Gud, hvor jeg dog ønsker, at jeg også har ret denne gang.

En stribe lys skærer pludselig ind i mørket i værelset. Jeg har ikke langt mærke til det før, men lyset er ikke tændt og gardinerne er trukket for. Jeg følger lysstriben hen til døren, som står på klem. Jeg kan se skyggen af et hoved, inden døren bliver åbnet helt. Først kan jeg ikke se, hvem det er, da lyset ude fra gangen nærmest blænder mig. Da jeg vænner mig til det, kan jeg dog se hvem. Zayn. Mine læber bevæger sig op i et smil, som han ikke gengælder. Tværtimod ser han bekymret og trist på mig. Jeg kan mærke Luce rejse sig fra sengen og høre hende mumle noget, inden hun forsvinder ud bag Zayn, som kommer hen til mig. Han sætter sig på hug foran mig og tager blidt fat i om mit hoved. Jeg læner mit hoved ind mod hans ene hånd og bliver ved med at smile. Det må se vanvittigt ud, men jeg er ligeglad. Jeg kan ikke lade være. Hans tommelfingre tørrer de sidste tårer væk fra mine kinder, som mine rystende hænder ikke fik med før. ”Er du okay?” spørger han blidt. Jeg ser ind i hans smukke øjne og nikker. ”Nu er jeg.”

___________________________________________

HUSK AT LIKE! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...