Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51810Visninger
AA

46. Kapitel 45.

 

Kaya er alt for overgearet. Det er ikke fordi, at hun bare er glad. Moe elsker også at møde nye mennesker, og hun er også altid glad i fremmed selskab, men da jeg ser over på hende, ved jeg, at hun også kan se det. Kaya er alt for frisk, frembrusende og venlig. Det er alt for meget. Det er det samme som hos nogle af drengenes fans. Bare værre. Jeg ser på Niall, men han smiler bare med blikket på Kaya. Han kan ikke se det. Hvorfor kan han ikke se det? Jeg kaster et blik rundt på de andre. De smiler til Kaya, men lige under overfladen kan jeg se det, som jeg også selv føler. Afsky. De kan også se det. De kan se Kaya, som den hun virkelig er. En sindssyg fan, der er gået over stregen. Hun er her ikke, fordi hun kan lide Niall, hun er her, fordi hun kan lide One Direction. Eller måske er selv det for naivt at tro på? Måske er hun her faktisk kun for at gøre sig selv større? For at stjæle noget af Nialls berømmelse? Jeg kan mærke et blik på mig, så jeg vender hovedet og møder Luces blik. Hun gør en bevægelse hen mod trapperne. Jeg nikker.

Ti minutter senere står vi ovenpå i Nialls værelse. Luce sætter sig i hans kontorstol og tænder hans bærbare computer. ”Vi er nødt til at tjekke hende,” siger hun lavt. Jeg nikker. Selv om jeg er 100 % sikker på, at Kaya bare er en psykopat, der udnytter Niall, så er vi nødt til at være sikre. ”Hvad hed hun til efternavn?” spørger jeg, da jeg selv har glemt det. Jeg kan nærmest høre Luce tænke, indtil hun udbryder: ”Anderson!” Jeg knipser og griner kort. ”Du er så god,” siger jeg, inden jeg læner mig ned og ser på computerskærmen. Luce taster navnet ind og så venter vi. 5 sekunder efter ser vi på hinanden. Hvor irriterende det end er, så havde jeg, eller rettere sagt vi, ret. Kaya er ikke god. ”Hvordan får vi det sagt?” spørger Luce lavt. Jeg kan se smerten i hendes øjne, og dét er kun ved at tænke på det. Det kommer til at blive svært at få det sagt til Niall. Jeg bøjer hovedet og lukker øjnene. Niall fortjener virkelig ikke det her. Først Moe, og nu Kaya. Han mister jo snart troen på kærlighed. Stakkels dreng. Han er virkelig bare godheden selv, og så bliver han belønnet med det her. Typisk.

Jeg åbner øjnene og ser på Luce. ”Jeg skal nok fortælle ham det,” mumler jeg modvilligt. Jeg kan se lettelsen skylde ind over Luce, men hun gør sit bedste for at skjule det. Hun rejser sig og giver mig et kram. ”Tak. Du skal nok klare det,” hvisker hun ind i mit hår. Jeg nikker lidt og smiler falsk for mig selv. ”Det er lige meget, om jeg klarer den. Det er Niall, vi burde være bekymret for.” Hun trækker sig væk og ser på mig. Hun trækker underlæben ind og nikker. Jeg sukker og siger: ”Lad os gå ned til de andre og håbe, at hun snart tager af sted.” Det er selvfølgelig for meget at bede om. Der går flere timer, før hun tager af sted. Og Niall skal selvfølgelig kører hende hjem, så det er ved at være sent, da jeg endelig får chancen for at snakke med ham. Jeg trækker ham med ud i køkkenet, mens de andre er ved at fordærve to familiepizzaer inde i stuen. Niall ser surt på mig, da han mægtig gerne vil være derinde sammen med dem. ”Hvad?” mumler han, mens han står og tripper uroligt. Jeg hæver øjenbrynene og ser alvorligt på ham. Han sukker og dropper det sure udtryk. ”Hvad så?” spørger han i en normal tone. Jeg kan ikke lade være med at smile, men da jeg kommer i tanke om, hvad jeg er nødt til at fortælle ham, stopper det ret hurtigt igen.

”Hvor seriøst er det med Kaya?” spørger jeg. Niall lyser lidt op, da jeg nævner hendes navn. Ikke godt. ”Det ved jeg ikke. Men jeg kan virkelig godt lide hende. Er hun ikke utrolig?” Jeg nikker og bider mig i læben, mens jeg prøver at finde frem til den bedste måde at fortælle det her på. Niall rynker panden og ser indtrængende på mig. ”April? Hvad sker der?” spørger han med en mørk stemme. Jeg ser ind i hans blå øjne og beslutter mig for bare at være ærlig. ”Hun er ikke god, Niall. Hun vil ikke have dig for dig. Hun vil have dig for det, du er. Berømt.” Jeg kigger afventende på ham. Først ser han bare på mig med det samme alvorlige ansigtsudtryk fra før. Men så ændrer det sig. Først til et smil. Et smil, som ikke tror mig. Da jeg bare bliver ved med at se på ham, ændrer hans ansigt sig igen. Denne gang til vredt. ”Nej!” næsten råber han ind i mit ansigt. ”Niall,” siger jeg blidt og tager fat i hans skulder, men han ryster mig af. Jeg kan se i hans øjne, at han inderst inde godt vidste det. Han ville bare ikke se det i øjnene. ”Det passer ikke! Du lyver!” bliver han ved med at råbe. Hans vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere i takt med, at han bliver mindre vred. Jeg tager fat i hans skulder igen, og denne gang trækker han sig ikke væk. Han begynder at ryste. ”Åh, Niall,” siger jeg med medlidenhed i stemmen. Jeg trækker ham ind i et kram, og han stritter ikke imod. Han ryster mere og mere voldsomt, og langsomt kan jeg mærke, at min skulder bliver våd. Den skulder, Niall har sit ansigt gemt mod. Jeg stryger ham automatisk over ryggen, mens jeg mumler nogle trøstende ord.

Vi står stadig og krammer, da Liam kommer ud i køkkenet. Han ser bekymret på mig, men det er ikke mig, han er bekymret for. Det er Niall. Jeg kan se på ham, at han godt ved, hvad det drejer sig om. Han kunne jo også se, at Kaya var helt forkert. Han går hen til os og lægger en hånd på Nialls ryg. Niall ser op fra min skulder og hen på Liam. Han nikker lidt og giver Nialls skulder et klem. Niall tager hånden op og tørrer sig under øjnene med håndryggen. Han får et lille smil frem. ”Er der mere mad?” Jeg smiler, og det samme gør Liam, der svarer: ”Selvfølgelig. Vi vil aldrig kunne spise så meget uden dig.” Niall nikker lidt og ser ned. Jeg ser på Liam, der også ser på mig. Jeg hæver øjenbrynene lidt i et spørgsmål, som Liam besvarer ved at nikke. Jeg smiler og går ud af køkkenet og ind i stuen igen. Jeg kan høre, Liam stille et spørgsmål, og Nialls stemme, der svarer, bag mig, men jeg lytter ikke efter. De har styr på det. Så længe de har hinanden, kan klarer de alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...