Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51985Visninger
AA

45. Kapitel 44.

 

Harry ser forskrækket og en smule bange på mig. Som et dådyr fanget i lyskeglen fra en modkørende bil. Hans øjne er store, og hans mund er let åben. Han havde ikke regnet med at møde mig, ikke så direkte som nu. Der er fuldstændig stille, indtil jeg tager mig sammen. Jeg hoster svagt, men min stemme er stadig helt hæs, da jeg siger: ”Hej.” Han retter sig lidt op og får et mere normalt udtryk i ansigtet. Jeg ser på min sandwich, på gulvet, på køleskabet, på alt andet end ham. Det er svært, for hans lysende øjne skinner og kræver min opmærksomhed. ”Hey,” mumler han. Han propper hænderne i lommerne og trækker skuldrene lidt op til ørerne. Jeg bider mig i læben og nedstirrer min sandwich. Han kunne sagtens gå. Han burde faktisk vende sig om og gå væk, ikke se sig tilbage. Bare ignorerer mig, som jeg fortjener. Men han bliver stående. Usikker, men samtidig beslutsom. Jeg kan mærke, at han prøver at få øjenkontakt, men det vil jeg ikke. Jeg vil ikke se ind i hans fantastiske, grønne øjne, for hvis jeg først lader mig selv gøre det, så vil jeg aldrig kunne rive mit blik væk igen. Jeg vil være fanget. Så vil det være mig, der er som et dådyr, fanget i lyskeglen fra bilen.

”Så.. Du blev sulten?” siger han lavt. Det lyder fuldstændig forkert, hans akavede forsøg på at starte en samtale. Sådan plejer, eller plejede, det ikke at være. Vi har altid kunne snakke sammen, det falder naturligt for os. Usikkerheden i hans stemme og kropssprog er forkert. Alt er forkert. Der er ingenting, der giver mening. Men jeg må forholde mig rolig. Jeg må ikke gå i panik, så jeg bevæger min mund op i et lille skævt smil og holder min sandwich lidt op. ”Ja. Vi.. Jeg kom lidt sent op, så jeg nåede ikke at få morgenmad.” Jeg kan se hans hoved nikke lidt, og jeg er alt, alt for tæt på at kigge op i hans øjne. Han tager en dyb indånding, som et slags tilløb til at sige noget svært, men der kommer ikke noget. Intet, kun stilheden. Lyden af stemmer inde fra stuen er det eneste, der fylder luften. Jeg bider mig selv i læben for at forhindre en masse forbudte ord i at vælte ud. Derfor overrasker det mig, da han selv foreslår det, som jeg ikke kan tillade mig. ”Kan vi ikke bare være venner igen?”

Jeg bliver så overrasket, at jeg løfter hovedet og møder hans blik. Lyset fra hans øjne, varmen fra hans nærvær, chokket over hans ord. Det medvirker alt sammen til, at jeg er mundlam. ”Jeg ved godt, at det ikke kan blive det samme som før, men jeg savner dig. Jeg burde ikke have flippet sådan ud. Det var forkert. Af mig. Det er godt, at I har fundet sammen.” Der er en kort pause, og da Harry fortsætter, er hans stemme lav og alvorlig. ”Jeg kan se det på Zayn. Han er lykkelig. Han har aldrig været mere lykkelig, og det er endda, når vi to ikke kan sammen. Hvis alt var bedre, så ville han jo være endnu lykkeligere. Hvis det overhovedet er muligt. Det, jeg prøver at sige, er, at det er ægte kærlighed. Det ved jeg nu. Jeg troede, at det vi havde.. Men nu..” Hans stemme knækker over. Han ser ned på gulvet, så hans krøller blokere for hans øjne. Jeg ved ikke, om han græder. Jeg håber ikke, at han græder. Det tror jeg ikke, at han gør, for da han ser på mig igen, er hans øjne ikke røde. Men der er noget andet. Det er svært for ham at sige det her. Det er svært for ham at give op. Det er svært for ham at give slip. Jeg ved, hvordan det er. Stod jeg ikke i en lignende situation for lidt tid siden? Han er ikke vant til at give andre, det han selv vil have. Han er vant til at få det for sig selv. Jeg siger ikke, at han er forkælet, for det er ikke det. Han har bare altid fået den pige, han gerne ville have. Men nu, hvor jeg har valgt Zayn, er han på udebane. Han er ikke vant til det. Det er et stort skridt for ham acceptere det. Ligesom det for mig er et stort skridt at acceptere, at jeg ikke er alene.

”Jeg forstår det godt,” hvisker jeg. Jeg kan ikke lade være. Jeg bliver nødt til at hjælpe, gøre det lettere. Men det kan jeg ikke. Det ved han også selv, for han ryster lidt på hovedet og svarer: ”Jeg bliver nødt til at sige det.” Han tager endnu er dyb indånding og ser ind i mine øjne. ”Det er okay.” Han nærmest sukker ordene. Som om de vejer tusind kilo, og han nu endelig er fri for at bære dem selv. Jeg har lagt min sandwich på køkkenbordet, så jeg rækker min hånd lidt ud mod ham, stadig ikke helt sikker på, om det er okay. Hans fingerspidser rører mine, da han også rækker sin hånd frem. Vi tager bedre fat i hinandens hænder, og til sidst går vi helt hen til hinanden i et kram. Det føles godt at have ham nær igen. Jeg har savnet ham så meget, at det gør helt ondt. Jeg lukker øjnene og nyder det. Han varme, hans duft, bare ham. Og så kan jeg ikke lade være med at smile. Jeg bliver ved, selv da han trækker sig væk og ser på mig. Til min lettelse smiler han også selv. ”Det er godt,” kommer jeg til at sige. Det var ikke meningen, men han griner bare. ”Ja. Kom,” smiler han og går ind i stuen. Jeg følger efter, men stopper så op. Jeg er stadig sulten, så jeg går tilbage og tager min sandwich.

Da jeg kommer ind i stuen, er Harry ved at sætte sig på Louis. De griner begge to, hvilket får mig til at smile endnu mere. Jeg ser på Zayn og sætter mig hen til ham. Han ser lidt spørgende på mig, da han kan mærke noget, der er anderledes. Jeg læner mig ind mod ham og hvisker: ”Alt er godt.” Han ser hen på Harry, der er ved at dø af grin, fordi Louis kilder ham, og så smiler han. Jeg kan se på ham, at han forstår. Han ser på mig igen og lægger sin arm om mine skuldre. ”Alt er godt,” siger han sammentyggende og kysser mig i håret. Jeg smiler stadig, da jeg tager en bid af sandwichen. Lige da jeg har taget den sidste bid, kan vi hører nogen parkere en bil ude foran huset. Det kan kun være Kaya og Niall, så vi ser alle sammen hen på døren med spændte smil. Det er lang tid siden, at noget som dette er sket. Vi har efterhånden alle sammen mødt hinandens familie, og ingen af os har været kærester med nogen uden for gruppen i lang nok tid til, at de skulle præsenteres. Men selvom vi måske ikke har helt så meget træning og erfaring med at blive præsenteret for nye mennesker, som måske skal være en del af gruppen, så ved vi alle sammen, at det her er forkert. Lige fra da vi hører hendes stemme for første gang, ved vi det: Kaya er ikke god. Hun er her af de helt forkerte grunde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...