Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51803Visninger
AA

44. Kapitel 43.

 

Hvad gør man, når noget, man altid har levet med, bliver lavet om? Hvad gør man, når den regel, man altid har levet efter, ikke længere gælder? Hvad gør man, når man gerne vil, men ikke kan? Hvad gør man? Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting. Måske er det derfor, jeg også gør ingenting. Jeg skubber mig ikke væk, men jeg gengælder heller ikke Zayns kram. Jeg protesterer ikke, men jeg takker heller ikke. Jeg græder ikke, men jeg smiler heller ikke. Jeg gør ingenting. Jeg står bare og venter. Venter på, at han vil sige noget mere. Venter på, at jeg gør det rigtige. Venter på, at jeg i det mindste bare finder ud af, hvad det rigtige er. Intet af det sker. Det er op til mig. Jeg må tage det næste skridt. Det er mit valg. Ja eller nej. Jeg har så meget lyst til at sige ja, men det ligger til min natur at sige nej. Jeg har altid sagt nej. Jeg har altid været alene. Hvorfor er det så specielt nu? Hvorfor er det så svært? Fordi det er Zayn. Fordi han er min eneste ene. Men hvordan kan jeg være sikker? Jeg ved jo ikke med sikkerhed, at det er ham og mig for evigt. Gør jeg? Kan man vide det? Eller må man bare tage chancen? Jeg kan ikke bare tage chancen. Jeg er ikke en, der tager den slags chancer. Ikke når det gælder mit hjerte. Det er mit eget, det har det altid været. Det er det eneste, som de ikke tog fra mig. De tog min familie, min krop, mine minder, min fortid, min fremtid, men aldrig mit hjerte. Det var altid mit. Hvordan kan jeg så få mig selv til at give det væk? Jeg bliver nødt til det, det ved jeg. Det er den eneste måde, hvis det skal være Zayn og mig for evigt. Det er jo det, jeg gerne vil. Vi hører sammen. Hvorfor skal det så være så svært? Hvorfor kan jeg ikke bare give mig selv hen? Hvorfor?

Jeg afbryder min egen tankestrøm ved at skubbe mig selv lidt væk fra Zayn. Ikke meget, bare så jeg kan se op i hans øjne. Det er jeg nødt til. Hans øjne møder mine, og en million følelser flyver igennem mig. Jeg ved, at det er ham. For evigt. Men jeg kan stadig ikke gøre det. Jeg mangler en ting. En person. Det går pludselig op for mig hvem. Harry. Han er nødt til at acceptere det, ellers kan jeg heller ikke. Han er min bedsteven. Efter Zayn er han den, der forstår mig bedst. Men jeg kan ikke bede ham om at acceptere det. Ikke efter alt hvad jeg har udsat ham for. Men jeg kan heller ikke lade Zayn vente på, at min ekskæreste acceptere vores forhold. Det er alt for meget at bede om. Men det er den eneste mulighed. Jeg ved ikke hvordan, men jeg må få det til at lykkes. Det må jeg. Det skal jeg.

Jeg har netop åbnet munden for at sige noget, da Zayn foreslår noget endnu bedre. ”Skal vi ikke bare snakke senere?” Jeg lukker lidt overrasket munden, men nikker så og smiler lidt. De sidste to centimeter mellem os forsvinder, da jeg læner mig ind mod ham og kysser ham på munden. Jeg lægger mine arme rundt om nakken på ham, mens hans hænder hviler på mine hofter. Det er Zayn, der slutter kysset. Han trækker hovedet meget lidt væk og ser smilende på mig. ”Men du slipper ikke, bare så du ved det.” Jeg griner lavt, inden jeg mumler: ”Det ved jeg godt. Bare giv mig lidt tid.” Jeg ser fra hans læber og op i hans øjne. De stråler ned til mig. ”Lad os nu komme af sted.” Jeg nikker, men har ikke lyst til at give slip på ham. Han giver mig endnu et hurtigt kys, inden han tager fat i mine skuldre, vender mig om og skubber mig grinende ud gennem døren. ”Kom så, lille ven. Denne vej.” Jeg griner af ham og går hen for at tage sko og jakke på, inden jeg siger: ”Hvor er du mærkelig.” Han nikker bare smilende og skubber mig ud af døren til lejligheden også. ”Husk at låse!” siger han, mens han styrter ned af trapperne. Jeg griner stadig af ham, da jeg drejer nøglen rundt.

Da vi går op til hoveddøren og ind i Nialls hus, (faktisk hans forældres hus, men de er på en lang ferie, så vi bruger det som vi vil) er jeg endnu ikke blevet nervøs. Vi kommer en halv time for tidligt, men allerede inden vi gik ind gennem døren, kunne vi høre de andre inde fra stuen. Zayn og jeg får hurtigt vores sko og jakker af. Jeg skal lige til at tage hans hånd, da jeg kommer i tanke om Harry. Det vil være for ondt at komme ind hånd i hånd, så jeg sender bare Zayn et smil, inden jeg vender mig om og går ind i stuen. Niall og Kaya er der selvfølgelig ikke endnu, men Liam, Bonnie, Moe, Louis og Luce sidder i stuen. Der er intet, der hentyder til at Harry er her, og jeg nåede ikke at se, om hans sko eller jakke var ude i gangen. Jeg skubber tanken ud af mit hoved og slår mig ned ved siden af Liam.

Efter lidt tid bliver jeg sulten. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, Zayn sagde i går. Men så kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har fået morgenmad eller noget som helst. Det er jo menneskeligt at være sulten. Ikke så meget som Niall, men det er jeg jo heller ikke. Okay, måske kan jeg spise lidt mere end normale piger på min størrelse, men hvad er der galt med en god appetit? Min indre tankemonolog kører stadig rundt i mit hoved, da jeg går ud i køkkenet. Jeg fokuserer ikke rigtigt på andet end køleskabet, som jeg åbner og tager nogle ting ud fra, så jeg kan lave en sandwich. Da jeg er færdig og har ryddet op efter mig, vender jeg mig om og læner mig mod køkkenbordet. Jeg ser op fra min sandwich og lige ind i et par grønne øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...