Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51957Visninger
AA

30. Kapitel 29.

Da jeg vågner, ser jeg lige ind i Harrys grønne øjne. Jeg smiler og trækker ham indtil mig. ”Harry,” hvisker jeg ind i hans skulder. Han krammer mig overrasket tilbage. Han trækker sig væk, men holder fast i mine skuldre, mens han ser granskende på mig. Jeg ser bare trist ind i hans øjne. ”Er du okay?” spørger han med bekymring i stemmen. Jeg nikker. ”Undskyld. Jeg har været så dum. Jeg lod være med at tilgive dig, for så lille en ting, og nu er det dig, der skal tilgive mig. Det her er bare ikke en lille ting, men en stor ting. Meget stor. Du kan sikkert ikke tilgive mig, det burde du ikke,” ryger det ud af min mund, mens jeg får tårer i øjnene. Harry ser bare forvirret på mig med et lille smil. ”Hvad fabler du om? At du løb væk? Det kan jeg sagtens tilgive dig for. Jeg vil tilgive dig for alt. Jeg er bare glad for, at du er okay. Jeg var virkelig bekymret for dig, det var vi alle.” Louis nikker ivrigt bag hans ryg. Jeg ser på Harry igen. Han smiler sødt til mig. Jeg sukker og trækker ham ned i sofaen ved siden af mig. Så krammer jeg ham igen. Jeg lukker øjnene og nyder hans varme. ”Bare.. Undskyld,” mumler jeg til ham. Han siger ikke noget, han kysser mig bare i panden, men det er også værre end noget andet, han kunne have sagt. Jeg burde jo bare fortælle ham det. Så hvorfor gør jeg det ikke? Hvorfor er jeg sådan en kujon? Alt bliver jo bare værre, hvis jeg udskyder det. Jeg er nødt til at fortælle det. Jeg ser på Louis. ”Må jeg ikke lige snakke med Harry alene?” Han smiler, blinker og går hen på sit værelse. Hvis bare det var, som han tror.

Da døren til Louis’ værelse lukker ude i gangen, ser jeg på Harry. Han smiler ubekymret til mig, men da jeg bare bliver ved med at se trist og skyldigt på ham, blegner smilet hurtigt. ”Hvad har du gjort?” spørger han med en rynke mellem hans øjenbryn. Jeg trækker det ene ben op i sofaen og vender mig helt mod ham. Jeg ser ned på hans hænder, inden jeg fortæller om mig og Zayn. Han tager det overraskende .. roligt? Han siger i hvert fald ikke noget. Han ser bare på mig. Efter et par sekunders stilhed rykker han væk fra mig og længere ud på kanten af sofaen. Han tager hænderne op til ansigtet og gemmer sig bag dem. Jeg bliver siddende helt stille, mens jeg ser på ham. Efter par minutter rejser hans sig og tager sin jakke og sine nøgler. Jeg springer ud af sofaen og hen til ham. ”Harry, nej! Lad være. Vil du ikke nok?” siger jeg og tager fat i hans arm. Han ser koldt på mig med sammenbidte tænder. ”Jeg er snart tilbage,” mumler han ud gennem tænderne. Så river han hårdt sin arm løs og går ud af døren. Jeg stirrer målløst på døren, da den bliver smækket hårdt i. ”LOUIS!” nærmest skriger jeg. Jeg ved ikke, om han allerede var på vej ud til mig, for han er overraskende hurtigt ved min side. ”Jeg kyssede Zayn, og nu er Harry på vej over til ham!” siger jeg hurtigt. Alting er helt sløret på grund af tårerne i mine øjne. Jeg har slet ikke tid eller kræfter til at stoppe dem, så jeg lader dem bare komme. ”Fuck!” mumler Louis og snurrer lidt rundt om sig selv. Så stopper han op, tager sig til sine tindinger og mumler noget, jeg ikke kan høre. Så tager han to jakker, kaster den ene til mig og tager den anden på selv. Han tager sine bilnøgler op af lommen og går ud af døren. Jeg går ud efter ham og løber ned af trapperne. Døren smækker, og så hører jeg Louis’ trin bag mig.

Jeg græder hele turen fra Louis og Harrys lejlighed til Jules og Zayns. Jeg græder som aldrig før, og jeg ved virkelig ikke hvorfor. Det her er slemt, men ikke det værste, der er sket. Jeg mener, seksuelt misbrug af børn er da værre end kærestesorger, ikke? Selvfølgelig er det det! Men hvorfor slår det her mig så helt ud? Hvorfor sidder jeg og græder foran nogen? Igen? Hvad fanden er der sket med mig?! Alle spørgsmålene får mig til at græde endnu mere, og da det går op for mig, at de kun handler om mig, begynder hele min krop at ryste, og jeg hiver efter vejret. Jeg kan se Louis kigge bekymret på mig, men det gør mig bare sur. ”Se dog på vejen. Vil du have vi skal dø, eller hvad?” råber jeg af ham, mens jeg snøfter og tørrer tårerne væk med min våde hånd. Jeg kan mærke, at hele mit ansigt er varmt, vådt og opsvulmet. Jeg må se forfærdelig ud, men det kan vel være lige meget. Så passer det jo bare til alt det andet. Jeg sukker af mig selv, hvilket får mig til at hive endnu mere efter vejret. Jeg er nødt til at stoppe med selvmedlidenheden, ellers ender det med, at jeg dør.

Louis drejer skarpt rundt om et hjørne og standser bilen. Vi springer ud af den, og jeg er ret sikker på, han ikke låser den. Jeg ser hen af gaden og får øje på Harrys bil. Så sætter jeg i løb hen til hoveddøren og op af trapperne. Døren ind til lejligheden står vidt åbent, og høje stemmer bevæger sig ud i opgangen. Louis løber forbi mig og ind gennem døren, mens jeg sætter farten ned. Da jeg endelig kommer hen til døren og ser ind, står Louis mellem Harry og Zayn. Han har den ene hånd på Harrys bryst, mens han prøver at tale fornuft til ham, men Harry hører ham slet ikke. Han har alt for travlt med at råbe af Zayn, der bare står og kigger på ham. Han ser både bange og vred ud. I sofaen bag dem sidder Jules og græder. Hun ser ligeså forfærdelig ud, som jeg følte mig for et minut siden. Da hun ser mig, forvandles hendes ansigt til noget, jeg aldrig skulle have troet, var muligt. Hun rejser sig og går hen til mig. Lige da hun skal til at slå mig, bliver hun revet væk af Moe. Hun har fat om hendes mave og prøver at trække hende tilbage til sofaen, mens Jules gør skrigene modstand. Drengene har ikke en gang opdaget det.

Jeg stirrer målløst på sceneriet foran mig. Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Det burde ikke være sådan her. Hvad blev der af filmaftenerne? Hvad blev der af de kærlige drillerier? Hvad blev der af venskaberne? Jeg ved det ikke, men det er åbenbart blevet afløst af had. Og det værste af det hele: Det er min skyld. Det er alt sammen min skyld. Hvis det ikke var for mig, ville vi sidde og grine sammen med Jenna og Gary lige nu. I stedet sker det her. Jeg ryster på hovedet. ”Nej,” siger jeg lavt, men Zayn og Harry hører mig og vender synkront hovederne mod mig.  Jeg tager et skridt bagud, da jeg ser deres øjne. De er fyldt med tårer. De to drenge, som jeg elsker så forbandet højt, står og kigger på mig med tårer i øjnene. ”Nej,” siger jeg lavt igen. Jeg begynder langsomt at bakke bagud, igennem døren, ud i opgangen. Zayn og Harry begynder løbe mod mig, mens jeg kan høre Louis råbe. Men de kommer for sent. De når det ikke. Jeg har allerede taget endnu et skridt baglæns, men mod al min forventning, træder min fod ud i ingenting. Jeg vifter med armene for at gribe fat i noget, men der er intet. Et skrig kæmpe sig op gennem min hals, men lige meget hjælper det. Jeg falder og falder og falder, indtil alt bliver erstattet af mørke og smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...