Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51977Visninger
AA

26. Kapitel 25.

Vi tager ud til det store, hvide hus, som Jenna og Gary bor i, når de endelig er hjemme. Jeg bor der også, men kun når de er der. Ellers bor jeg i lejligheden, for det er tættere på alting. Min skole, byen, vennerne. Jennas og Garys hus ligger virkelig langt fra alle de andres, så derfor overnatter de ofte, når de kommer på besøg. De elsker nemlig også Jenna og Gary. Det gør alle. De er også fantastiske. Derfor er det lidt mærkelig, at Moe og Jules tager af sted igen efter 10 minutter. Faktisk har Jules opført sig mærkeligt, lige siden jeg så hende i lufthavnen med skyldfølelse i øjnene. Jeg ryster let på hovedet. Jeg vil ikke spilde min tid med Jenna og Gary med at tænke på Jules. Jeg går ind i stuen, hvor de andre sidder, og sætter mig i sofaen. Gary er ved at fortælle, hvordan den var i Beijing. Hans stemme er fyldt med passion, og hans håndbevægelser er ivrige. Jenna ser på ham med et blik fyldt med kærlighed og begejstring. Hun kommer med små nik og kommentarer, når hun føler, at Gary glemmer noget. Jeg ser på Luce og Bonnie. De følger med i Garys fortælling. Jeg kan se det i deres ansigter, de er betagede og fulde af beundring. Jeg smiler lidt for mig selv og kigger på Gary igen.

Da det er ved at være spisetid kommer drengene grinende ind af døren. De sætter sig sammen med os andre og begynder at fortælle, hvad der er sket. De havde prøvet at komme ud af lufthavnen, men strømmen af piger var fuldt efter og blevet større og større. Til sidst var de nødt til at løbe. Ja, sådan rigtig løbe. Simpelthen flygte. Pigerne var løbet efter, men fordi de var så mange, var de løbet ind og blokeret for hinanden. Drengene var sluppet væk og havde ringet efter en bodyguard, som så havde hentet dem. Darry, bodygarden, havde kørt dem hjem til Harry og Louis, hvor de havde skiftet tøj. Det var de nødt til, for det gamle var blevet revet i stykker. Liam havde endda mistet den ene sko. Zayn klapper ham på ryggen, da det bliver fortalt. Det var hans ynglingssko. Vi andre griner bare af ham. Liam laver virkelig et godt sadface.

Da drengene også har fået et kort resumé af Beijing-turen, ringer Gary efter pizza. Det er allerede ved at være lidt sent, men det er der ingen, der tænker over. Vi spiser og snakker til langt ud på natten. Da kl er 1, går Gary og Jenna op i seng. Vi andre bliver oppe lidt endnu. Niall er lidt urolig for Moe, fordi ingen har hørt fra hverken hende eller Jules, siden de tog af sted. Han overvejer at tage tilbage, for at tjekke om hun er okay, men vi overtaler ham til at lade være. De er sikkert bare ved at holde pigeaften. Det håber jeg i hvert fald, for hvis Jules har overtalt hende til at tage i byen, og Moe så har mødt en eller anden fyr, og hun sårer Niall igen. Ja, så bliver jeg nødt til at dræbe hende. Og Jules.

Jeg kigger over på Zayn. Han har ikke nævnt Jules en eneste gang. Og endnu mærkeligere; ingen af de andre har nævnt det. Gad vide om de ved, hvad der er sket? Pigerne gør sikkert. I hvert fald Moe, for ellers ville hun ikke have taget af sted med Jules. Men drengene? Zayn har jo ikke fortalt dem det. Eller måske har han? Det kan vel godt være. Zayn mærker åbenbart mit blik, for han vender hovedet og ser på mig. Så smiler han. Jeg smiler automatisk tilbage. Så kan jeg se Harrys krøllede hår bevæge sig, og hans øjne skinner i min retning. Jeg river mig løs for at se på Harry. Ja, han kigger på mig. Jeg kigger tilbage på ham med et udtryksløst ansigt. Han smiler prøvende, men får intet tilbage. Jeg kan næsten se ham sukke.

Jeg retter mig lidt op og ser på de andre. ”Jeg tror, jeg går i seng. Hvis I bliver her og sover, så ved I jo, hvor gæsteværelserne er.” Jeg smiler lidt og går ovenpå til mit værelse. Det føles som 100 år, siden jeg sidst var på det. Jeg går direkte hen til sengen og smider mig på den. Efter et par minutter rejser jeg mig og går hen til det store skab. Så trækker jeg lågen hen og ser ind på tøjet. Der er ikke meget, eftersom det meste ligger i lejligheden. Jeg finder et par bløde og korte shorts og en mørkeblå T-shirt. Jeg smider mit tøj og tager det andet på. Så hører jeg skridt på trappen. Det er sikkert en af de andre, der også er træt. Men så banker det på min dør, og uden at vente på svar, træder Harry ind. Han lukker døren efter sig og med et par hurtige skridt er hen henne ved mig. Han er alt, alt for tæt på. Jeg kan mærke hans varme mod min egen kolde krop. Jeg trækker vejret langsomt og løfter forsigtig mit hoved op, så jeg ser ind i hans øjne. De møder mine, og jeg er med det samme fanget i lyset fra hans blik. Han læner sig ned og presser sine læber mod mine. Jeg gør intet. Jeg står bare, mens han presser sig ind mod mig. Han stopper dog hurtigt og trækker sig et par centimeter væk. Han ser ned i gulvet nu, mens jeg stadig ser på hans ansigt. Faktisk på hans krøller, da de er i vejen. ”Hvorfor kan du ikke tilgive mig?” hvisker han svagt og snøfter. Han ser op med tårer i øjnene. Jeg får et kæmpe sug i maven. Jeg troede ikke, at han ville græde. Jeg regnede ikke med, at han ville græde over mig. Min vejrtrækning bliver hurtigere, mens mine hår rejser sig overalt på min krop. Det føles som om, mit hjerte er ved at banke sig ud gennem min hud. Jeg kan mærke gråden presse på, men jeg slipper den ikke ud. Ikke nu, først når jeg er alene. Da jeg ikke siger noget, går Harry bare hen til døren igen. Han vender sig om og ser på mig. ”Jeg elsker dig,” siger han og lukker døren efter sig.

Jeg slipper et lille klynk ud, da hans skridt bliver svagere, og jeg er sikker på, han ikke kan høre mig. Så smider jeg mig i sengen og skaber en våd plet på dynen med mine tårer.  Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg ligger der, men jeg er stoppet med at græde, da det banker på døren igen. Igen bliver døren bare åbnet, uden noget svar fra mig. Det er mørkt på værelset, så det er først, da personen sætter sig på sengen ved siden af mig, og lyset fra gaden uden for mit vindue rammer hans ansigt, at jeg ser det er Zayn. Jeg ser ind i hans brune øjne. Så tager jeg fat i hans skulder og trækker ham stille ned at ligge. Han følger med, mens han ser på mig. Jeg rykker tættere på ham og lægger mit hoved på hans bryst. Så lukker jeg øjnene og falder i søvn til den rytmiske dunken fra hans hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...