Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51806Visninger
AA

18. Kapitel 17.

Jeg sidder og ser dumt hen på døren. Hvorfor følger jeg ikke efter? Hvorfor føler jeg mig som fanget i en klump is? Hvorfor gik Harry? Hvorfor var han overhovedet sur? Spørgsmålene kører rundt i hovedet på mig. Jeg kan mærke en hovedpine komme snigende. Super. Ud af øjenkrogen kan jeg se Zayn bevæge sig. Jeg bliver bare siddende. Han sætter sig op med blikket på mig. Han tager fat i min arm, og jeg river blikket løs fra havedøren for at se ned på hans hånd. Så kigger jeg op i hans øjne. ”April?” spørger han. Jeg stirrer bare på ham. Han kigger lidt forskrækket på mig. Jeg kan ane mit ansigt i hans øjne. Jeg ser mærkelig ud. Nærmest rasende. Jeg er da ikke sur? Hvad sker der med mig?! Jeg ser væk og ned på en af sofapuderne. Jeg ser åbenbart trist ud nu, for Zayns greb om min arm bliver blidere. Det gør mig vred. Jeg river min arm løs og rejser mig fra sofaen. Jeg ser på hans overraskede og triste ansigt, inden mit blik bliver draget hen mod døren. Jeg løber ud af den og ud i haven. Mine ben fører mig rundt i den store, svagt oplyste have, og på mystisk vis finder jeg Harry.

Han sidder med ryggen mod mig på en stenbænk. Han ser ud over byen og dens lys. Det er en meget smuk udsigt, men jeg kigger ikke på den. Jeg kigger på Harry. Jeg går langsomt hen til ham og sætter mig ved siden af ham. Jeg ser op på ham, men han ignorerer mig. Hans hår er rodet på den helt perfekte måde, og hans grønne øjne er knebet let sammen. Jeg kan se på hans kæber, at han bider tænderne sammen. ”Hvad er der galt med dig?” kommer jeg til at tænke højt. Han lukker øjnene og ser ned på græsset, da han åbner dem igen. ”Hvad er der galt med dig?” siger han med trykket på det sidste ord. Hans stemme er svag. Den lyder trist, men ordene lyder vrede. Jeg får en rynke mellem mine øjenbryn og ser indtrængende på ham. Jeg siger intet, venter bare på at han forklarer. Han vender langsomt hovedet mod mig og møder mit blik. ”Jeg så jer. Dig og Zayn.” Hans stemme er stadig svag. ”Er du jaloux?” spørger jeg stille. ”Ja,” svarer han ærligt. Det er en kort stilhed, indtil jeg siger: ”Vi er bare venner. Ikke andet.” Han ser væk. ”Harry. Stoler du ikke på mig?” Han ser ud over byen igen, men efter et stykke tid ser han på mig igen. ”Jo, det gør jeg. Det ved du.” Jeg rynker panden. ”Det virker ikke sådan.” Han sukker lidt, skal til at sige noget, men lukker munden igen. Jeg tager chancen og sætter ord på hans følelser. ”Problemet er vel, at du ville ønske, du ikke gjorde. Du ville ønske, at jeg var dig utro, eller at du ikke kunne stole på mig. Du ville ønske, at det var en grund til at bakke ud. Har jeg ret?” Han ser på mig og smiler lidt. Han nikker. ”Men jeg kan ikke finde noget. Du er for perfekt.” Jeg smiler, men bliver hurtigt alvorlig igen. Det samme gør han, inden han fortsætter: ”Det går meget hurtigere med dig. Vi har kun været sammen i et par uger, og jeg prøver allerede at spolere det.” Jeg tager hans hånd, og han fortsætter: ”Det er vel, fordi det vi har, er så meget bedre end alt det, jeg havde med de andre.” Han ser på mig, hans blik er spørgende. ”Selvfølgelig er det det. Det er ægte,” siger jeg og smiler til ham. Han gengælder det, inden han læner sig ned og kysser mig.

Vi går hånd i hånd tilbage gennem haven. Da vi næsten er ved poolen, ser vi Luce trække Louis med ud af døren. Vi stopper op, eller jeg stopper Harry. Han ser spørgende på mig, men jeg lægger en finger mod hans læber. Jeg ser ham lige i øjnene, inden jeg vender mig mod Luce og Louis igen. Hun har fat i hans hånd, trækker ham blidt længere ud i haven. Forbi poolen og hen til et træ. De står overfor hinanden. Jeg kan se Louis’ læber bevæge sig, men han får ikke noget svar. Han får kun et kys. Et lille fnis slipper ud gennem mine læber. Jeg vender mig mod Harry igen, og jeg kan se, at han smiler. ”Den havde jeg ikke set komme,” hvisker han. Jeg fniser igen, og vi går stille forbi poolen og ind i huset.

 

Undskyld det korte kapitel. Jeg håber, at indholdet kan udligne det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...