Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51805Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg sidder og griner af Liam, Zayn og Luce over Skype, da det ringer på døren. Jeg sender nogle hurtige luftkys mod skærmen ti l dem, inden jeg hurtigt logger af og klapper bærbaren sammen. Jeg sætter den på bordet og går hen for at lukke op. Jeg åbner døren med et kæmpe smil, men det blegner hurtigt, da jeg ser hans ansigt. Han smiler, og det ville sikkert have narret alle andre end mig, men jeg ser lige igennem det, jeg ser kun de røde øjne og den svage sitren i mundvigene

”Harry..” siger jeg og breder mine arme ud mod ham. Han tøver ikke, da han hurtigt går hen til mig og ind i mine arme. Hans krop er helt kold og den ryster svagt, som om han har været udenfor i lang tid.

”Hun slog op. Hun kunne ikke klare at være sammen med mig, ikke når jeg er, som jeg er. Ikke når jeg er berømt,” hvisker han ind i mit hår. Jeg holder ham tættere ind til mig, inden jeg slipper ham og blidt skubber ham indenfor. Jeg lukker døren og følger efter ham. Han sætter sig på sofaen og stirrer ned på sofabordet. Han kigger først op, da jeg sætter mig ved siden af ham. Vi sidder og kigger på hinanden i et minut, inden han pludselig tager hænderne op til sit ansigt, smider sig tilbage i sofaen og udbryder:

”Hvordan kunne jeg være så dum?! Hvorfor troede jeg, hun var anderledes end alle de andre? Hvorfor, April, hvorfor er jeg så dum?” Han hvisker det sidste og jeg ser på ham. Han ser stadig fantastisk ud, selvom han er helt ødelagt inden i. Jeg læner mig tilbage i sofaen og sætter mig med benene mod ham, så jeg kigger på ham fra siden. Jeg tager langsomt hans hænder væk fra hans ansigt, og han vender hovedet mod mig, så vi ser hinanden lige i øjnene.

”Du er ikke dum. Du er fantastisk. Du giver ikke op, og du bliver ved med at håbe. Det ville mange andre ikke gøre. Men du tror på kærligheden, og det er godt. Du er ikke dum, Harry. Det må du aldrig tro.” Jeg kigger indtrængende på ham, for at få ham til at forstå. Hans ene hånd holdt fast i min, da jeg havde taget hans hænder væk fra hans ansigt, så vi sidder sådan. Hånd i hånd og kigger på hinanden, da han læner sig frem mod mig. Han stopper, da vores hoveder er få centimeter fra hinanden. Jeg trækker mig ikke væk.

”Nej..” hvisker jeg, men han ignorerer det og presser sine læber mod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...