Frihed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2012
  • Opdateret: 9 mar. 2012
  • Status: Igang
Silvia er meget syg. Kræft-syg. Imens hun ligger på hospitalet, husker hun tilbage på de gode minder.

2Likes
1Kommentarer
1271Visninger
AA

3. Vinter

Der var mørkt i det hvide rum, da jeg vågnede. Jeg var alene igen. Den røde snor der hang på siden af min seng, skreg i det mørke rum. Den stod for hjælp. Den var de meget syges redning. Men det var rigitg rigtig lang tid siden jeg havde hevet i sådan en. Jeg ville nok heller ikke komme til det. For mon ikke, det var skæbnen at jeg var her? Mon ikke der var en plan bag det hele? Jeg ved ikke hvad jeg troede på. Noget blev jeg jo nød til at tro på. Men der var ingen religion jeg virkelig kunne tro på. De virkede alle sammen som en god, men makaber, historie. Og jeg var forarget over at voksne fornuftige mennesker kunne tro på at en mand (Jesus) virkelig kunne gå på vandet og trylle vand om til vin. Det eneste jeg troede på var at de hvide vægge, udgjorde det sidste rum jeg kom til at opholde mig i.

Jeg kiggede ud af mit vindue. Snefnuggene dalede blødt ned på den hvide dyne og gjorde den større. Dit rolige åndedrag gav mig håb om at blomsterne ville komme når sneen var væk. Jeg havde ikke været ude i 3 dage. Det var 3 dage siden jeg havde været smagt den kolde stikkende luft. Pludselig stod du bag mig. Du lagde dine hænder på mine skuldre, bøjede dig forover og kyssede mig på panden. Jeg smilede. Også indvendig. Du lagde dit hoved på min skulder. ”Sneen forsvinder snart søde. Og lige så snart det sker, skal vi ud og løbe.” Jeg kiggede på ham. ”Ja, ud og løbe på engen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...