Det hvide rum

En spændings fortælling, om en den forældreløse pige, Rosa. Hun er altid alene, men konstant omgivet af mennesker, der prøver på at hjælpe.

0Likes
0Kommentarer
381Visninger

1. Det hvide rum

Han kom ind til mig hver nat. Altid på det samme tidspunkt. I starten var det skræmmende, når han stod der i døråbningen, let foroverbøjet i sin hvide "uniform".  Han gik langsomt hen mod den seng jeg sov i hver aften. Gulvbrædderne knirkede højt, mens han kom nærmere. 

Nu var de der igen. Stemmerne. De vækkede mig hver morgen. Jeg løftede hoved fra puden og fandt billedet frem. Jeg sad og stirrede på det i lang tid. Stemmerne forsvandt lige så stille. Sommerfuglene kom frem, græsset begyndte langsomt at gro og himmlen blev blå. De tre personer sad glade. Mor, far og Barn. Hun fik en varm følese indeni. 

Døren fløj op. Billedet forsvandt og professer Gyldenhøj vadede ind i rummet. Som altid havde han sprøjten i hånden. Bagved kom den samme dame som altid ind. Hun så trist ud med sit grå hår og hvide tøj. 

Solen var langsomt begyndt at skinne ind mellem tremmerne. Professer Gyldenhøj gik hen i mod sengen og stoppede op ved vinduet. Han trak gardinet for og det lyse rum blev mørkt igen. 

Jeg krøb hen i hjørnet og trak benene op til hagen. Stemmerne kom igen. Det gjorde de altid når professer Gyldenhøj var i nærheden. Damen gik hen og holdt hårdt om min underarm. Professer Gyldenhøj kom tættere på mig og stak kanylen ind i min underarm. Jeg skreg.

Damen med stålbakken kom ind på værelset. Aftensmaden var som sædvanlig vælling. Hun stillede bakken på bordet og gik forsigtigt igen. Det var som om hun var bange for mig. 

Han kom ind til mig hver nat. Altid på samme tidspunkt. I starten var det skræmmende, når han stod der i døråbningen, let foroverbøjet i sin hvide "uniform".  Han gik langsomt hen mod den seng jeg sov i hver aften. Gulvbrædderne knirkede højt, mens han kom nærmere. Første gang han lagde sig ved siden af mig fik jeg en underlig følse, jeg var skræmt men samtidig var der en slags trykhed over hans varme krop. En trykhed jeg ikke havde følt i lang tid, han var syg og vi vidste godt  at han ikke måtte være inde hos mig. Det var rart for første gang at føle sig tryk og varm indeni. 

Jeg fik det bedre når han var i nærheden, stemmerne forsvandt og jeg kunne høre mine egne tanker. Han var den bror jeg aldrig havde haft. Om morgnen var han væk.

Der gik lang tid før han kom igen og professer Gyldenhøj kom mere og mere ind til mig.

Et skrig. Så voldsomt havde jeg aldrig hørt det før. Det holdt mig vågen resten af natten.

Låsen til værelset gik op og ind kom damen. Hun tog fat i min arm og tog mig med ud på gangen. De hvide vægge og det hvide betongulv fik menneskerne til at se kolde og grå ud. Hun holdt mig tilbage, da en båre kom rullende. Jeg nåede lige at skimte personens ansigt. Nu var det mig der skreg.

    

   

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...