"Syv."

”Author Harris,” lød der i mikrofonen og bredte sig ud over befolkningen. En sladreskade fløj hen over pladsen og kopierede ordene og gentog det igen og igen, som om folk ikke havde været opmærksomme, da Yrga Frakke læste papirlappen op. Og så lød der et højt og smertefuldt skrig.

13Likes
8Kommentarer
2413Visninger
AA

2. Pastelfarver

”Author,” lød en sukkersød stemme, og den gentog navnet igen og igen, som om den smagte på det. ”Author. Besynderligt navn, ikke sandt?” ”Jeg har ikke selv valgt det,” mumlede Author hårdt tilbage og åbnede sine øjne. Yrga Frakke sad på en blå stol med bøjede stoleben, og hendes fuldstændig sorte kontaktlinser der fyldte hele farvecirklen i hendes øjne, var det eneste Author kunne fokusere på. De var så skræmmende og mærkelige, at hun ikke kunne koncentrer sig om at finde ud af, hvor i al verden hun var hende. Eller hvad hun skulle gøre. Hun blev bare ved med at stirre ind i de sorte øjne og være helt stille. Og det var måske også meningen. Men det havde ikke ligefrem virket ved Høsten, vel? tænkte Author bittert med et stirrende blik ind i Yrgas dæmon-øjne. Men Yrga reagerede ikke. Hun tog bare ekstra fat om sin sandfarvede jakke og tog en læbestift med samme farve op ad sin lille taske, der var broderet med blomster. ”Lad os nu håbe, at du ikke slipper væk igen, min lille ven,” klukkede hun leende, imens hun smørrede to lag læbestift på hendes smalle læber. Yrga var faktisk ikke særlig pæn. En lille næse, på samme form som en ørns næb, små øjne der sad under nogle usynlige øjenbryn, og store æblekinder, der lignede to bolde på hendes tynde ansigt. Hun brugte sminke, parykker og kostumer til at dække over sit sande udseende. Tog sorte kontaktlinser i øjnene, for at drage fokus væk fra sit ansigt. Og om Author ville det eller ej, fik hun ondt af Yrga Frakke. Derhjemme var skønhed kun noget velhavende folk tænkte over. Folk der havde råd til at gå forbi kosmetologen og købe en læbestift eller en sort streg, til at markere noget smukt i ens udseende. Måske endda noget neglelak, hvis man da ikke arbejdede som skovhugger som Author og sin far. Det var luksus at kunne gøre noget ud af sig selv, og de gange hvor Author havde fundet en billig læbestift, og at der var nogle ekstra penge tilbage i pengeposen, havde hun købt den, for at forkæle sig selv i alt det hårde arbejde og uretfærdige Panem. Men så blev læbestiftet godt nok også kun brugt til særlige lejligheder. Som for eksempel den første Høst. Selvom Author egentlig mest af alt havde haft lyst til at ligge i sin seng og græde. Resterne af den vinrøde læbestift pyntede stadig på hendes tørre læber. Hun slikkede dem langsomt med tungen for at fugte dem, men fik en grim, cremet smag i munden af det. Author krummede sit ansigt i afsky af smagen og vendte langsomt hovedet væk fra Yrga. Godt. Så behøvede hun ikke at kigge i de dæmonøjne længere – og så kunne hun også se, hvor de skide Capitolfolk havde bragt hende hen. Hun lå ned på et slags metalbord med en lille madras, iført en lang natkjole med lange ærmer, i en blå pastelfarve. Author opdagede til sin rædsel, at der lå flere sonder i sine blodårer i arme og hænder, der førte til et lille apparat ved sin højre side. ”Hvad i helvede…” hvæsede Author skrækslagen og kiggede på sonderne. Hvad end der var i den kanyle, de havde stukket ind i hendes hals da hun havde stukket af, havde det åbenbart været stærke sager. For de tømte hende langsomt for blod. ”Rolig nu, søde Author. Vi skal bare lige få tømt dine, æh, blodåre for det stads fredsvogterne var nød til at sende i dig. Vi skulle jo nødig lade George klare sig helt alene,” sang Yrga med en kvalmende sød stemme og lagde sin fuldstændig sandfarvede hånd på Authors. Hvad var der lige galt med den farve? Det eneste de Capitolfolk fik ud af, at bære sandfarvet farve uden nogen som helst form for toner fra top til tå, var at ligne omvandrende nøgne turister, på en charterferie til Egypten. Men det var i det mindste bedre, end den grinagtige mode der have været sidste år i Capitol; neonfarver på blomstret bedstemortøj i gamle dage, var ikke ligefrem flatterende. Men Author fik hurtigt tankerne væk fra moden. ”Jeg vil ikke tage det roligt!” svarede Author råbende med et skarpt blik direkte i Yrgas dæmonøjne. ”Jeg skal dø! Dø! Og det eneste du skal er at stå og grine og sige ’held og lykke’ imens vi bliver udstillet som velplejede grise i kostumer, selvom alle ved at de skal slagtes om ikke så længe! Så hold dine ord for dig selv og vend tilbage til dit lykkelige Capitolliv, med sushi og og lad mig være i fred!” Yrga så forskrækket på Author uden at sige en lyd, og det udnyttede Author, med at rive sonderne ud af armene og hoppe ned af metalbordet. ”Hvis du siger noget, skærer jeg halsen over på dig, ” sagde Author advarende uden at kigge, da Yrga Frakke rejste sig op for at gribe fat i hendes arm; selvom hun mest af alt lignede en sparket hund i rendestenen, der absolut ikke ville have noget at gøre med sin overfaldsmand. Rummet havde én dør, og den var af metal. Ikke et godt tegn. Væggene var malet i grønne og babylyserøde pastelfarver, og hele stedet lignede et hospitals neutrale facade.

Hvor er jeg? tænkte hun imens hun åbnede metaldøren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...