"Syv."

”Author Harris,” lød der i mikrofonen og bredte sig ud over befolkningen. En sladreskade fløj hen over pladsen og kopierede ordene og gentog det igen og igen, som om folk ikke havde været opmærksomme, da Yrga Frakke læste papirlappen op. Og så lød der et højt og smertefuldt skrig.

13Likes
9Kommentarer
2223Visninger
AA

1. "Author Harris."

”Jeg er så glad for, at I alle sammen har mødt op i dag, med jeres glade ansigter og glade humør, for at se denne glædesbegivenhed, for første gang i Distrikt 7, i hele Panem”. Yrga Frakke stod og smilede med sine sandfarvede læber og fuldstændig sorte kontaktlinser, der fik hende til at ligne en vaskeægte levende dæmon. Hendes stemme var sød som sukkerknalder og friske jordbær, og det samme var hendes store smil, med knaldhvide tænder. Yrga udstødte en lille latter i den mikrofon hun havde i sine hænder og kiggede kærligt ud over sit publikum. Latteren var sikkert rigtig smittende og latterfremkaldende i hendes vante omgivelser i Capitol, men her fik hun intet tilbage andet end en kvælende tavshed.

På pladsen foran scenen var der to store indhegninger, der også selv var delt op i syv områder. På den venstre side stod alle piger fra Distrikt 7, som havde en alder fra tolv til atten; de ældste stod forrest, de yngste bagerst. Og det samme var det på den højre side, dog med drenge. Frygten var som skrevet i panden på børnene, der stod og holdte hinanden i hænderne og kæmpede med at holde sig stående på benene, og ikke besvime af angst. Omkring indhegningerne stod resten af Distriktet og kiggede på med skræmte miner. ”Mine damer,” sagde Yrga med præcis samme stemme som før og et humør som var alle begejstrede, ”og herre. Det første Dødsspil bliver skudt i luften om blot en uge, hvor to unge fra hvert distrikt, skal præsenteres for en udendørsarena, og skal overleve på de hårde vilkår. Er det ikke bare spændende?” spurgte hun med et stort smilende ansigtsudtryk, der helt fik hendes tykke lag af makeup til at krakelere. Uden at få svar, begyndte Yrga Frakke at gå hen til en stor, stor bowle med tusinde af små papirlapper foldet tre gange. ”Men inden vi kan gå i gang med det første spænende Dødsspil,” sagde Yrga. ”skal vi høste vores to første sonere fra dette glade Distrikt!” Hun udstødte endnu engang en klukkende latter og smilede stort og gjorde sine øjne smalle.

”Damerne først!” sagde hun højt og begejstret imens hun langsomt som en klo førte hånden ned til alle papirlapperne. Grådig som en ulveklo kørte hånden rundt og rundt i skålen ivrig efter at få fat i en papirlap, som var der ikke allerede tusindvis af dem. Flere papirlapper, faldt ud over skålens kant og landede på gulvet ved Yrgas mindst tyve centimeters høje stiletter. * ”Upsi!” sagde Yrga højt og tog den anden hånd over sin mund, som var hun blevet dybt pinlig berørt over sin egen store klodsethed. I samme tid, havde hendes anden hånd åbenbart besluttet sig for en lap papir og tog det derfor med op. Og nu var det, at der var stille. Alle holdte vejret. Borgmesteren, Fredsvogterne som stod i alle hjørner og kanter gjorde og specielt børnene i indhegningen var ved at besvime, imens de lukkede øjnene i håb om, at det ikke var deres navn, der stod på kortet. ”Author Harris,” lød der i mikrofonen og bredte sig ud over befolkningen. En sladreskade fløj hen over pladsen og kopierede ordene og gentog det igen og igen, som om folk ikke havde været opmærksomme, da Yrga læste papirlappen op. Og så lød der et højt og smertefuldt skrig.

Yrga Frakkes kinder var dynget med at lag af sandfarvet sminke, der fik hele hendes ansigt til at smelte sammen til et stort lag nøgen hud. Det gik i et med håret, som havde den præcis samme tone af sandfarve som hendes malede sminke på huden og silkekjolen der lå stramt om hendes krop. Sandheden var, at Yrga var pakket ind i sminke, fundation, maling og silke, men alligevel lignede hun en nøgen krop uden nogen som helst form for kontrast i sin hudfarve. En rødlig tone sprang først ud i Yrgas kinder, da Authors hånd blev slynget imod den i et forsøg på at slippe væk. Yrga blev kastet ned på jorden da Author skubbede hende til side og løb hen over scenen. Folk i hvide dragter og beskyttelseshjelme og med lange pistoler i hylstre, kom som en stor hær og råbte til hinanden for at få fat i Author i rette tid, inden hun slap væk fra pladsen. De løb op ad trætrapperne til scenen, imens en tjener fra Capitol prøvede at trække Yrga Frakke væk fra gulvet, der lå og klynkede og skreg igen og igen, som havde hun fået revet benet af. Et stort menneskemylder befandt sig overfor scenen, hvor hundredvis af børn i indhegningen og folk udenfor stod og blev paniske, da der pludselig lød skud fra nogle af Fredsvogternes pistoler. Folk skreg da de så Authors røde hår blive revet med stor kraft, for at få hendes hoved ned på jorden. Men Author skreg og skreg og skreg, og prøvede at slippe væk, med at rive hænderne væk fra sit hår. ”Stop, stop, stop!” råbte hun og endelig lykkedes det hende at få revet handskerne af fredsvogteren og komme på benene igen. De når mig ikke, de når mig ikke, løb, løb, løb, tænke Author panisk imens hun kørte lige igennem en flok mennesker der var parate til at skyde hende lige i hjertet. Men det vil de ikke, tænkte hun. De vil ikke skyde den første soner. Ikke nu. Men tvivlen kom alligevel over hende, da en mand fik fat i hendes håndled og knaldede en knytnæve i hendes kæbe, så hun udstødte en forfærdelig smertefuld lyd. Author skreg højt og tårende løb ned af hendes røde kinder. Hun måtte væk. Hun måtte væk fra scenen, pladsen, Distriktet, landet. Capitol havde fanget hende og tvunget hende til, at være en del af den straf de uddelte til folket, på grund af oprøret. Men det ville hun ikke finde sig. Author trak sig væk imens smerten fra sin kæbe blev stærkere og stærkere imens hun løb. Men hun nåede ikke langt, før en mand med et stort kamera greb fat i hende og filmede hendes forslåede, blødende og grædende ansigt. ”Væk, VÆK!” skreg Author, men endnu et knytnæveslag fik hende til at falde til jorden. ”Stop,” bad hun grædende imens kameraet filmede hende, og flere fredsvogtere tog fat om hendes arme og ben. En sidste vogter holdte hende for munden imens han kom med en kanyle og sprøjtede noget ukendt stads i blodet på hende. Author nåede lige at skrige inden mørket tog hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...