Monstret fra fortiden

Abigail har længe ventet på en tur til New Sealand sammen med sine venner. Det kommer hun til at fortryde. Muhahahahahahahahahahahahahahahahaaaaaar!

3Likes
1Kommentarer
985Visninger
AA

3. Forbandelsen

Jeg gik hen til mine venner, der sad på en bænk ved en lille swimmingpool. Selvom vi sejlede i noget, der mindede om en fjord, var bølgerne store og kom næsten helt op over skibets kant.

’’Hej!’’ sagde jeg og satte mig på bænken sammen med dem. ’’Ved I, hvad der sker? Hvor er vi henne?’’

De så på mig og nikkede med hovederne.

’’Det ved jeg heller ikke,’’ sagde jeg tøvende, ’’men ham Albus, han er altså ikke helt normal. Det er lidt, som om han prøver at skjule noget! … Men det er sikkert bare mig.’’

Som vi sad der på bænken ude for enden af skibet, kom en smuk solnedgang pludselig til syne for enden af fjorden mellem bjergene. Det var helt fantastisk.

Efter at have siddet og nydt solnedgangen i nogle minutter, kunne vi pludselig høre et stort brøl. Jeg og mine venner kiggede ind mod kysten, hvor lyden kom fra. Resten af børnene på vores hold, havde også hørt det.

’’Så I det?!!’’ råbte en dreng pludselig. ’’Inde mellem træerne. Skynd jer!’’

Jeg rejste mig hurtigt op og løb hen til drengen. ’’Sig mig hvad du så,’’ sagde jeg bønfaldende, og lagde mig på knæ ved hans fødder, og tog hans rystende hånd.

’’Jeg så-’’

’’HVAD SÅ DU?!’’ brølede jeg så højt, at mine øjne var ved at falde ud af hovedet på mig.

’’Jeg så-’’ Pludselig faldt drengen om. I et stykke tid lå han stille, men så begyndte han at lave en masse voldsomme bevægelser. Hans arme knækkede om, og hans ryg løftede sig fra jorden med nogle unaturlige ryk.

’’Hjælp!! Tilkald ambulancen! Hjælp! En dreng er faldet om, gør noget!’’ råbte jeg panikslagent og viftede med armene. En masse børn fra holdet kom løbende hen til os, og det varede ikke længe, før der stod en hel flok rundt om mig og drengen.

’’Flyt jer! Lad mig komme forbi,’’ hørte vi en stemme sige. Det var Albus, der forsøgte at mose sig i gennem mængden af mennesker. Flokken begyndte automatisk at vælte, da Albus med sin store, muskuløse krop skubbede børnene til side. ’’Gå væk med jer, børn,’’ sagde han, da han endelig var kommet igennem.

’’Hvad gør vi?’’ spurgte jeg nervøst, og kunne mærke en klump af gråd komme op gennem min hals.

’’Der er kun en ting, vi kan gøre…’’ hviskede Albus, og kiggede rundt på de skræmte børn.

’’Hvad?!’’ råbte vi i kor. ’’Vi må sætte ham i bur!’’

Vi gispede alle sammen og min mund blev længere end en lang pind.

Så tog Albus drengen over skulderen og travede ud af flokken af mennesker(som var hurtige til at flytte sig) og traskede væk.

Jeg måtte gøre noget, så jeg løb efter ham. ’’Du kan da ikke bare putte ham i bur!’’ skreg jeg og løb videre.

Han ignorerede mig og gik indenfor. Og jeg var stadig fast besluttet på at følge efter ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...