Maybe Suicide

Katrine er 14 år gammel, ingen venner og ingen familie der tager sig af hende. En dag på vej til skole ændre det hele sig. Naboens søn Andrew på 17 reder hende fra døden, hendes gamle veninde stopper med at være sammen med de populære og vil tilbage til hende. Måske er livet ikke så håbløst som Katrine troede?

1Likes
3Kommentarer
1074Visninger
AA

1. Drenge og knive

Jeg stod op kl. 6:30 fredag morgen. Sidste dag før sommerferien Tænkte jeg.  Jeg gik over til mit klæde skab og tog et par sorte jeans ud og en sort T-shirt da jeg havde taget tøj på bankede det på døren. ”skat er du- åh jeg ser du er vågen, det var da godt. Din morgenmad stå på bordet vi ses” sagde hun og gik igen. Min mor var chef kok og var næsten aldrig hjemme. For 6 år siden gik min far fra os. Nu bor kun mig og min mor siden min storebror flyttede ud for længst og bor nu i en lille lejlighed i New York. Jeg gik ned og tog noget koldskål ud af køleskabet puttede lidt vanilje og nogle kammerjunker i. Da jeg havde spist tog jeg nogle penge min mor havde lagt til mig og gik ud af døren jeg ledte efter mine nøgler da nogle af pigerne fra min klasse kom kørende i sin Bugatti Veyron verdens dyreste bil ”Oh My God prøv at se Katrine” Sagde en af pigerne, de begyndte at fnise jeg vænnede øjne af dem og låste døren, der efter gik jeg over til min knallert. Den var sort, jeg havde spraymalede den for en uge siden fordi den var blevet halv rusten. Solen skinnede på den sorte farve. jeg ledte efter mine nøgler ”Hvor er de??” halv råbte jeg og kom til at tænke på om de var inde i huset jeg låste op igen og gik ind ”hvor kunne de så være?” jeg ledte i køkkenet, stuen og gangen til sidst gik jeg ind på mit værelse og fandt dem ved min bærbar ”selvfølge ligger de der” sagde jeg til mig selv og vente øjne jeg tog dem og gik udenfor igen. Der så jeg 3 af drengende stå ved min knallert og ridse den med et par knive de havde med ”Hvad f*ck laver i?!” råbte jeg og smed mine nøgler. De kiggede på mig og så deres knive ”nå det her?” sagde de dumt ”JA!” jeg blev sur og begyndte at gå over til dem da en af drengene kom over til mig og truede mig med en kniv ”det tror jeg nu ikke” sagde han og slog mig hårdt i mavet så jeg nærmest fløj ind vægen. De tog en hammer ud af en af deres tasker og hamrede på min knallert så der kom nogle store buler jeg lå på jorden og knep tårende i mig. En af drengene gik over mod mig og bukkede sig ned ”Du skulle lære ikke at lege med de store” sagde han og stak en af knivende i maven på mig. Jeg skreg. Drengende begyndte at grine, han rejste sig op da han hørte nogle råbe ”Hva’ Fuck tror i, i laver!?” det var naboens søn Andrew. Han var 17 år og var født i Danmark, men var flyttet til Amerika som 4 årig. ”Øhh ingen ting” sagde drengende og skulle til at løbe da Andrew tog fat i drenge som havde stukket kniven i mig ”Syntes i det er sjovt?!” sagde han og slog ham på kæben, man kunne høre den sige knæk ”Var det sjovt?! VAR DET!!” sagde han og slap ham så han kunne løbe væk. Da de var væk løb han over til mig ”Er du OK?!” spurgte han og holde min skulder ”jeg er blevet slået og stukket i maven tror du jeg er OK?” Skreg jeg ”Jeg skal nok tage dig til et hospital” sagde han og tog mig op i sine arme og løb over til hans bil ”hvad med huset? Det er ikke låst” jeg tog fat i kniven og ømmede mig ”jeg kommer om lidt” sagde han og løb over og låste det. Da han var kommet over til bilen havde han mine nøgler og pengene som på en eller anden måde var faldet ud af min lomme. Han tænde bilen med det samme han kom ind og kørte Han har altid været så sød og rar over for mig… Aldrig råbt efter mig eller slået mig. Aldrig noget af det de andre gør. Han har altid været sød over for mig… Sød… Sød. Der blev helt koldt og sløret tak Andrew… Jeg besvimede. Noget tid efter tror jeg. Vågnede jeg i et hvidt rum. Andrew sov på en stol ved siden af ”Hvor er jeg?” sagde jeg. Der kom en læge ind i rummet hun havde blondt bryst langt hår og smukke blå øjne hun var måske i 25-30 alderen ”Du er på hospitalet” sagde hun sødt og smilede ”Din gode ven kom med dig i en fart. Det var godt gjort af ham, vis du bare havde ligget der i et lille stykke tid mere ville du ha været død” Jeg kiggede på den sovende Andrew der begyndte at vågne ”er du allerede vågen?” sagde han ”Nej det er bare dig der har sovet længere” sagde lægen vi fniste lidt ”arg!” råbte jeg. Hun løb over til mig og kiggede på forbindingen ”det er begyndt af bløde igen” hun gik ud og ledte efter noget nyt forbinding ”flot BH for resten” Fniste han jeg opdagede at jeg kun havde bukser og BH på. Jeg rødmede og skubbede til ham så han faldt ned fra stole ”se det var sjov” grinede jeg ”OK, OK nu står vi lige” mumlede han og rejse sig, lægen kom ind ”vil du blive her eller venter du udenfor imens jeg skifter hendes forbinding?” spurgte hun. Jeg kiggede på ham med et blik der sagde UD! Han kiggede på mig og smilede ”jeg tror jeg går ud skal også lige have noget at spise.” Han gik og lægen begyndte at skifter min forbinding. En time efter kom han ind med lidt mad og vand. Lægen var gået for længst ”sig mig… Hvor længe kan det tage at spise??” sagde jeg ”så længe man kan blive ved” grinte han ”her” han rakte mig noget mad ”du må være sulten” ”nææ ikke rigtig men noget at drikke ville være godt” han rakte mig sit glas vand. Efter 3 sekunder var det hele væk. Jeg gav ham glasset ”det er hvad man får for de 3 kroner” sagde han og kiggede ned i glasset ”sorry” sagde jeg og rødmede lidt. En mande lægerne med lyst halv alla Justin Bieber hår og briller kom ind ”det ser ud til at Katrine må være her i en uge mere. Det knivstik hun fik, var nok til at kunne dræbe hende hurtigt” Andrew krammede mig hårdt og sagde ”men jeg vil ikke miste hende!” Jeg fniste lidt ”Det er der for hun skal blive her eller dør hun jo” sagde lægen og rullede øjne af Andrew. ”hehe nåh ja” sagde han og grinede lidt, lægen gik efter et minuts stilhed ”Pas nu på du ikke irriterer ham Andy…” ”ANDY?!” sagde han og kiggede på mig ”Ja Andy? Som i Andrew bare kortere…” han kiggede ned måske lidt trist ”Er der noget galt?” han kiggede på mig og begyndte at smile ”Nej Kitty… Det er bare… Jeg har aldrig haft et kælenavn… Alle kalder mig bare Andrew…” ”Kitty?” Sagde jeg ”ja. Vis du giver mig et kælenavn så skal du da også ha et ikke?” han tog min hånd. Jeg begyndte at rødme, rummet var varmt, men… På en god måde, Som om… Det var Guds engle der kom. Måske var det…! Kærlighed! ”Hehe” sagde jeg og rødmede lidt igen. Den eneste der nogen sinde havde givet mig et kælenavn var min mor… Hun kaldte mig ’Kat’. Andy rejste sig op og gik over til døren ”Hvor skal du hen?!” sagde jeg og prøvede at rejse mig, men smerten vandt over mig. ”Jeg skal bare lige spørge om jeg ikke må sove her med dig… Du skal jo ikke sove her alene, og så skal jeg lige ringe til dig mor” ”Det må ikke tage for lang tid Andy…” ”Jeg skal nok komme tilbage så hurtigtig som muligt, men vist det er skal jeg jo også hjem og hente noget tøj og sådan” han gik over til mig og kyssede blidt min pande, varmen strømmede igennem mig krop Ja tænkte jeg Det er kærlighed Han gik ud af døren lidt efter, jeg lagde mig ned igen og lukkede øjnene Bare han må blive her....  Tænkte jeg og falde i søvn

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...