Silhuetterne

Dette er en novelle fra min danskundervisning fra 2010/11. Silhuetterne handler om en mand der oplever noget meget surrealistisk en aften. Eller gør han nu også det?

1Likes
0Kommentarer
800Visninger

1. Silhuetterne

Han sad i sin dejlig bløde lænestol og kiggede ud på havet gennem sit kæmpestore panorama vindue. Han var meget træt. Træt i sin krop, træt i sin sjæl, ja bare træt. Han beundrede fyrtårnet, lukkede øjnene og slappede af. Han kunne mærke freden var ved at indtage hans krop. Det var så længe siden han havde slappet af og haft en følelse af indre ro og harmoni. Det var så længe siden, at han helt havde glemt hvad det vil sige at slappe af og virke afstresset.

Mens han sad og nød sin tilstand og lod tankerne flyde frit, fik han lige pludselig en fornemmelse af at noget var galt. Han åbnede øjnene. Noget var blevet anderledes, men han kunne ikke lige sætte fingeren på hvad det var. Han kiggede rundt i stuen, men alt var som det plejede at være, men da han flyttede øjnene over mod vinduet, opdagede han det. Fyrtårnet var gået ud. Det var da en pudsighed; et fyrtårn der var gået ud. Det så man ikke så ofte på disse kanter. Han rejste sig og gik hen til vinduet. Uden for var der blevet mørkt, meget mørkt, nærmere sort - sort som kul. Han drejede automatisk ansigtet hen mod fyrtårnet, trods han vidste han intet kunne se.

Mens han stod og stirrede ud i mørket, var det som om han kunne mærke en varme omkring sine øjne. En varme som pludselig blev uudholdelig. Han følte en form for panik ramme ham og han løb ud til badeværelset for at kigge sig i spejlet. Til hans store forbløffelse så han sine øjne skifte både farve og form. Pupillerne blev smalle. Stille aftog den brændene fornæmmelse, mens lyset syntes skarpere. Sikke dog skarpt lyset er her på badeværelset, næsten blændende, tænkte han.

Han slukkede lyset, men så til sin store forbavselse, at han stadig kunne se alt lige tydeligt i rummet. Han følte sig rystet, fik hjertebanken og blev svimmel. Han var nødt til at falde til ro og forsøge at få styr på vejrtrækningen. Svedperler på panden dryppede ned på næsen og videre ned af kinden og sluttede af på brystet, men han fik dog så meget kontrol over sig selv, at han på underlig vis kom uskadt tilbage til stuen, hvor han satte sig ned i sin lænestol. Han fik pludselig lyst til at le. Det hele virkede så underligt og latterligt, så ingen grund til panik. Efter at sundet sig et par minutter, rejste han sig og gik atter hen til vinduet. Havet og mørket havde altid virket beroligende på ham. Han så at fyrtårnet lyste igen. Det kan umuligt lade sig gøre? spurgte han sig selv. Da han atter kiggede op på fyrtårnet, opdagede han at lyset i fyrtårnet var slukket. Havde det ikke lige været tændt? Eller var det noget han bildte sig ind? Han kløede sig i håret og spejdede ud over horisonten. Alting virkede sløret, men alligevel virkede det klart.

Han fik øje på nogle skyggebilleder. Nogle silhuetter ude på havet. Han rynkede panden og rystede fortvivlet på hovedet. Da så han igen silhuetterne ude på havet. Ganske svage, men tydelige nok til at han kunne se dem. Han gned sine øjne. Der var to, nej tre små silhuetter ude på havet. De lignede at de dansede en fortryllende og forførende dans for øjnene af ham. Han ledte efter flere silhuetter ude på havet. Hans blik vandrede over vandet. Han kiggede til begge sider, men han kunne ikke finde nogen andre skyggebilleder. Da han kiggede tilbage var silhuetterne væk. Han mærkede pulsen stige. Han begyndte at svede og hans hænder rystede. Hans blik vandrede endnu en gang hen over havet. Hurtigere og hurtigere. Han rystede nu over hele kroppen og sveden dryppede ned ad ham. Havde hans hjerne spillet ham et puds eller havde han virkelig set tre silhuetter ude på havet? Da fik han øje på dem. De tre dansende silhuetter. De var der, hvor de hele tiden havde været. Han havde nok bare overset dem. Han tørrede sveden af panden med sit skjorteærme. Nu kunne han slappe af. Hvis det ikke havde været fordi han kunne se de skygger. Han kunne umuligt slappe af når han fokuserede på dem.

Pludselig fik han øje på et lys blandt silhuetterne. Det lys havde ikke været der før. Det var han sikker på. Da han så lyset, opdagede han, at han ikke var træt længere. Han studerede lyset. Det blinkede. Eller måske ikke. De lignede at silhuetterne bevægede sig, men samtidig stod stille. Han var helt forvirret. Han fik øje på endnu et par silhuetter. De bevægede sig. Uden tvivl. De havde intet lys med, men de bevægede sig. Det kunne han tydeligt se. De andre silhuetter havde tændt to lys, og pludselig blinkede lysene for ham. Han gik tættere på vinduet. Helt op ad ruden. Næsen blev trykket helt flad og hans åndedræt duggede ruden til, han fjernede det værste dug med hånden. Derefter placerede han sin næse på ruden endnu en gang, men denne gang holdt han vejret. Han kiggede ud og fulgte hver bevægelse fra de mystiske skyggebilleder ude på havet. Lysene blinkede nu hurtigere og mere regelmæssigt. Det var næsten helt smukt at se de to lys blinke på den måde. Nærmest hypnotiserende.

Lige pludselig følte han sig igen træt, men trætheden forsvandt hurtigt, da han så lysene blinkede langsommere og uregelmæssigt. Han stod mast op ad ruden. Spændt på hvad der skulle ske. Han så de bevægende silhuetter langsomt forsvandt. Han lagde hovedet på skrå og rynkede panden. Han kiggede et kort sekund efter dem, men satte så fokus på de andre silhuetter. Der skete noget mærkeligt. Silhuetternes lys stoppede med at blinke og der kom et tredje lys. Dette lys lyste bare rødt. Han sukkede dybt. Han trådte så et skridt væk fra ruden og så duggen lette fra ruden. Han så det røde lys blive kraftigere end de to andre lys, og til sidst forsvandt alle lysene helt. Han spærrede øjnene op og gik helt op ad ruden igen. Han kunne ikke se lysene længere. Heller ikke en gang nogle silhuetter.

Han løb udenfor og spejdede efter lysene. Han mærkede at hans hjerte slog hurtigere. Han så rundt og ledte efter skyggerne. Han løb ned mod stranden. Løb langs vandkanten og kiggede ud mod vandet. Hvad nu hvis det faktisk var personer der havde siddet ude på havet, hvad nu hvis de er ved at drukne, spurgte han sig selv. Det kunne jo være at han havde kunnet redde dem. Han løb op mod fyrtårnet og løb rundt om det. Skyggerne var ikke til at se. De var forsvundet. Han satte sig op ad fyrtårnet for at få pusten, stille sank han sammen. Han lænede hovedet op mod fyrtårnet og lukkede øjnene. Han slappede af i kroppen og tænkte ikke på noget.

Da han vågnede var det stadig mørkt – men alting virkede mørkere end han huskede det. Han så rundt, men kunne ingenting se. Han rejste sig op og gik ind ad døren ved fyrtårnest forkammer. Han følte sig frem til en lomme lygte inde i forkammeret og gik så tilbage mod sit hus. Han gik og spekulerede over hvad der var sket. Han kunne slet ikke få tankerne på plads. Han spejdede ud over havet med triste øjne. Han ville bare så gerne vide, hvad han havde set ude på havet. Om det var fantasi eller ej. Det fik han nok aldrig svar på.

Han vågnede ved at telefonen ringede. Han kiggede forvirret rundt i sin stue. Det havde alt sammen bare været en drøm. En ond drøm. Det var lyst og solen stod højt på himmelen. Han blinkede et par gange for at vænne sig til lyset. Han gned søvnen ud ad øjnene og gabte. Han rejste sig fra sin stol og strakte sig. Telefonen ringede stadig. Han gik sløvt hen til sofabordet og tog telefonen. Det var hans psykiater.

- Du kom ikke til vores samtale i dag, sagde psykiateren. Du skal komme til vores konsultationer så vi kan bearbejde din stress! Han nikkede for sig selv og undskyldte, men han havde haft en hård nat pga. drømmen. Psykiateren forstod og bad ham komme senere den dag. Han lagde på og tog sig til hovedet. Måske var det en drøm, men den fortsatte i det virkelige liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...