Ingen ord


2Likes
5Kommentarer
745Visninger

1. Ingen ord

Jeg ville fortælle dig det. Fortælle dig hvad jeg havde gjort og hvorfor. Jeg ville fortælle dig hvad jeg havde følt og hvad jeg følte nu. Men der kom ikke noget ud. Luften forblev forurenet af stilhed. Åh, jeg ville så gerne fortælle dig hvor højt jeg elskede dig. Men der kom ingen ord ud. Stilheden var ved at kvæle mit sidste håb, men stormen i mit hoved dækkede for den stilhed der var i rummet. Dit blik var kun på mig. Det flyttede sig ikke. Var ikke engang tæt på at gøre det, på noget tidspunkt. Dine brune øjne kiggede. De prøvede at se ind i mine, prøvede at forstå. Men jeg sagde intet og derfor ledte du stadig efter det du skulle forstå. Jeg ville fortælle dig det. Fortælle dig hvor meget jeg ville passe på dig. Fortælle dig at jeg bare ville putte op af dig. Fortælle dig at jeg ville have dig til at holde om mig, så din skulder kunne tage imod mine tårer. Hvis der var nogen. For min krop føltes drænet. Det eneste der var, var ordene i mit hoved der væltede rundt i en stor storm. Men luften i rummet forblev tynget af stilhed.

 

Jeg elsker dig.

Jeg skulle have åbnet munden. Fortalt dig det hele. For du ville forstå, det kunne jeg se på dig. Men du kunne ikke læse mine tanker, de var også indviklede. Derfor kunne du ikke forstå. Hvis bare ordene i mit hoved kom ud. Så du kunne forstå. Og tilgive. Tiden gik. Solen bevægede sig længere henover himlen, men det bemærkede jeg ikke. Jeg kiggede på dig, som ledte efter mine ord. Jeg ville fortælle dig det. Jeg ville have at du skulle vide, hvordan jeg følte det. Men da jeg åbnede munden, sprak mine læber og ikke en lyd kom ud. Der var stille i rummet. Stilheden havde lagt sig som en usynlig tåge, der er ved at få dig til at forsvinde. Noget boblede i min krop. Fra min mave, ud i mine fødder og ud i mine fingre. Jeg åbnede munden igen, men der kom ikke noget ud. Jeg ville fortælle dig hvad jeg havde gjort, fordi jeg blev nød til det. Jeg ville sige hvor højt jeg elskede dig. Jeg ville have dig til at forstå. Om jeg så aldrig så dit ansigt igen. Det var ikke vigtigt. Jeg behøvede heller ikke din tilgivelse. For jeg havde på en måde tilgivet mig selv for det jeg havde gjort. Men jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv igen, hvis jeg ikke fik dig til at forstå. Mit hoved var fyldt med ord, men ingen af dem kom ud. Ingen ord.

 

Stilheden var tung. Jeg kunne ikke høre dit åndedrag. Ordene larmede i mit hoved. Dine øjne blev så ud til at have mistet noget, som de havde inden du kom her til mig. Jo mere tid der gik, jo mere tomme begyndte de at se ud. Jeg ville fortælle dig det. Fortælle hvordan jeg havde det. I det mindste bare fortælle hvordan jeg havde det nu. Men ingen ord, kan beskrive hvordan jeg har det nu. En tom følelse, men dog ikke helt alligevel. Der var ingen ord. Jeg opdagede pludselig at du havde sagt noget. Jeg ved ikke hvad, men det var heller ikke vigtigt. Jeg havde bare bidt mærke i at din stemme var tonløs. Det havde den aldrig været før. Men jeg forstod hurtigt at det var fordi du ikke vidste hvordan dit tonefald ellers skulle være. Dine øjne signalerede at du var ved at give op. ”Jeg er ked af det.” Først der flyttede du blikket. Min stemme var næsten ingenting. Du kiggede på mine sprukne læber. Og måske var du ved at begynde at forstå.                                    Den følelse der fyldte min krop var ubeskrivelig. Der er ingen ord for det.

Der er stadig ingen ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...