Et forår af sne

Et lille ekspriment. Se om i kan se det ;-)

1Likes
3Kommentarer
1035Visninger
AA

1. Et forår af sne

Jeg kan huske at det sneede den nat. De hvide fnug faldt roligt fra himlen og landede blødt på den hårde frosne jord. Mine ruder duggede, så jeg åbnede mit vindue. Små snefnug landede blidt på, den hånd jeg havde stukket udenfor, men de smeltede ikke lige med det samme. Nu hvor jeg tænker over det, var det ret underligt. Men jeg studerede bare hver eneste snefnugs mønster. Mere sne faldt. Det gav sådan en underlig lyd. Som regn blandet med frost, uden at det hverken var hagl eller sne. Det lød underligt, men særligt. Mere sne faldt, og den dyne af sne der allerede lå på jorden, blev tykkere og tykkere. Det trak i min krop, for at komme ud og ligge i den bløde nyfaldne sne. Men min fornuft talte til mig. Desuden kunne jeg heller ikke komme derud. Jeg stod og lod mit blik hvile på de hvide fnug der faldt mod jorden. Mine tanker fløj til dem jeg savnede. Alle dem jeg havde kendt hele mit liv, som nu var afskåret fra mig. Åh, hvor jeg dog savnede… Jeg hørte pludselig en lyd. Sneen lagde en dæmper på alle lyde. Men det kom nærmere. Det var svært at høre hvilket materiale det var lavet af. Men da jeg lyttede efter rytmen, lød det som skridt. Dog var det som om, hver anden gang rytmen startede forfra, var der et tredje stamp. Nej vent. Der var fire stamp. Det var skridt, men der var fire ben på det der nærmede sig. Lyden blev kraftigere og kraftigere, selvom den stadig var svag. Lydene stoppede pludselig. Der lød et bump. Jeg tog et skridt væk fra vinduet. Men jeg stirrede intenst ud af vinduet, men det var umuligt at se ud gennem den tykke sne der faldt. Det skete ikke noget. Sekunderne syntes evige. Og lige som jeg troede der ikke var nogen alligevel, kom der en hånd ud af sneen og lagde sig i vindueskarmen…

Jeg husker intet imellem hånden i vindueskarmen og det snefnug der faldt på mit øjenlåg. Jeg kunne mærke dets mønster. Et andet snefnug landede på min læbe. Det smeltede med det samme. Jeg kunne mærke at mine fingre klemte hårdt om min lille bog. Jeg lå sådan længe, meget længe. …

Jeg kunne næsten mærke at mine læber var blevet blå. Der var noget brændende varmt, der vristede min bog fri af mine stive fingre. Jeg vidste ikke om jeg skulle kæmpe imod, da jeg ikke længere kunne mærke min bog. Men jeg kunne ikke. Noget stof fejede over mit ansigt. Det lugtede brændt. Der gik ikke længe, før det brændende varme rørte først rørte min mave, mine ben, mit bryst og mit ansigt. Jeg så først en, derefter flere, røde tynde striber løbe igennem mit øjenlåg. Og kort efter kunne jeg åbne mine øjne. Jeg lå midt i den bløde snedyne. Det var blevet morgen. Solen tittede op over horisonten. De første solstråler strøg forsigtigt, men hurtigt, gennem sneen og ramte min kind. Det var som om de lavede en lille sol på min kind. En lille smilende sol. Flere solstråler lyste sneen op og gjorde den næsten blændende hvid. Jeg blev liggende og så solen lyse og varme verden op. En af solstrålerne havde ramt det nøgne træ jeg lå halvt under. Og som solstrålen ramte det øverste af den nøgne krone, fik træet igen liv. Det skød knopper og var med ét lysende grønt og frodigt igen. Men sneen lå stadig og lod sig ikke mærke med at solen forvandlede resten af verden til forår.

Det sidste jeg husker at jeg huskede var, at det sneede den nat. Natten før morgenen med solens stråler…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...