En dag med frost


1Likes
0Kommentarer
546Visninger
AA

1. En dag med frost

Det var først da hun gik på toilettet, for at drikke vand, hun opdagede den. Den fangede straks hendes opmærksomhed. Selvom hun var svedende varm, blev hun straks kold, som om svedperlerne frøs til is på hendes kind. Hun tænkte på den gang hun var kommet op at skændes med Terese. Al den vrede vendte tilbage. Lille, klamme, snotdumme og røvirriterende Terese. Hun hørte ikke pigerne der løb rundt og snakkede, inde i hallen. Det var som om den skreg på hende. Kniven. Den sidste solstråle reflekterede sig i bladet. Det blanke stål. Dumme Terese. Hun skulle altid fedte for læren for at få ret. Men så når læren gik, blev hun bare den største kælling. Hun blev ved med at stirre på kniven, som om det var hendes stegte kylling, der pludselig rejste sig og gik over middagsbordet. Men den lå bare. Det blanke stål, der mundede ud i en flot spids. Pigerne skreg inde i hallen, men hun hørte det ikke. Det var ikke vigtigt. Det var ikke kun Terese der var dum. Der var også Morten. Han kom aldrig til timerne og mobbede alle og enhver. Nogle gange mobbede han læren. Engang havde Morten mobbet hende, så meget at hun kom til at græde. Hun turde ikke sige noget til ham. Og pludselig ud af ingenting var Terese dukket op. Hun havde sagt at hun bare vare en tude unge. Lille, klamme, snotdumme og røvirriterende Terese. Terese og Morten havde bare mobbet hende hele frikvarteret. Da hun var kommet hjem, havde hun overvejet at flytte skole. Kun pga. Morten og Terese. Men næste dag, da hendes mor havde tvunget hende til at gå i skole, så hun at Morten havde fået et blåt øje. Han sagde ikke noget til hende og det havde han ikke gjort siden. Pigerne skreg inde i hallen igen. Også selvom hun ikke rigtig hørte skrigene, hørte hun klart og tydeligt den lille fine stemme. ”Hvor er Bella?” Ingen sagde noget. Trods de mange tanker hørte hun tydeligt den grove, grimme, ru stemme der svarede. Terese. ”Hun sagde til mig hun ville tage hjem.” ”Hvorfor?” spurgte træneren. Hun blev ved med at stirre på kniven, samtidig med at hun intens lyttede med til samtalen, inde i hallen. Terese tøvede et øjeblik, før hun sagde: ”Hun sagde til mig at hun ikke gad denne her lortesport mere, og at i alle sammen var dumme.” Ved den sidste kommentar lød der et gisp. En småsnakken brød løs.  De snakkede lidt videre, men hun hørte ikke efter. Uden hun havde lagt mærke til det, havde hun lagt sine fingrer om skaftet. Én efter én, i takt med hvert et ord, der kom ud af Tereses mund. Hun løftede armen, får at prøve at fange solens stråler i stålet. Men det kunne hun ikke, fordi solen for længst var gået ned. Sådan stod hun længe. Da de andre piger gik ud for at klæde om, stod hun stadig sådan. Hun rykkede ikke sin arm. Hun stod med løftet arm og blikket fæstnet på kniven. Det blanke stål, der mundede ud i en flot spids, med det grove træskaft. Pigerne opdagede ikke at hendes taske stod i omklædningsrummet. Men selv da de gik forbi toiletdøren, der stod på klem, opdagede de hende ikke. De havde nok travlt med at komme hjem og få noget at spise. Men hendes bedste veninde, havde ikke engang spurgt til hende. Eller undrede sig over hvorfor hendes taske stod i omklædningsrummet. Disse tanker var kun svagt i hendes erindring. Hun havde stået som i en trance og kigget på kniven i lang, lang tid. Da det var helt mørkt, både i hallen og udenfor, vågnede hun op. Hun skubbede til døren, så den gik op. Uden tanke for hendes ting gik hun udenfor i mørket. Selvom det var frost lagde hun ikke mærke til det, trods for hendes bare ben. Nu havde hun kun en tanke i hovedet… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...