Når ravnene skriger

Eloise skal giftes med en grevesøn ved navn Thorbjørn. Men hun vil ikke giftes ind i den familie. Da hun prøver at flygte fra sin skæbne støder hun ind i Benjamin. Han er alt hvad Eloise har drømt om. Eloises far elsker hende meget højt, mens hendes mor hader hende som pesten.. Og Eloises interesse for de kulsorte ravne, fylder bare moren med endnu mere had.

1Likes
5Kommentarer
1244Visninger
AA

1. De første stråler

Solens første stråler brød endelig igennem det tætte vintermørke. De skinnede på Eloise så hun vågnede. Forundret betragtede hun stålerne og et smil brede sig på hendes blege ansigt. Glæden over at vinterens jernhårde greb var brudt, fik hende ud af sengen med stor energi. Silkekjolen hun havde sovet i, smøg sig om hendes krop og understregede hendes slægtsstatus. "Når man er af et godt hus skal man vise det." Sagde hendes far altid. Eloise gik over til vinduet og kiggede beundrene ud. Sneen var smeltet og de første forårsblomster viste sig. Hun gennemsøgte himlen i sin søgen efter flere forårstegn. Det hele var næsten for godt. Hun kunne ikke tro det. Når stærene kommer er der forår, sagde hun til sig selv. Tanken om fuglene fik et lille håb til at spirre frem. Et håb om at få et glimt af ravnene.

På listende fødder gik Eloise over det kolde stengulv. Varmen fra husets køkken havde endnu ikke spredt sig til hele huset. Hun fortsatte målrettet mod klædeskabet. Det var smukt udskåret, og af det flotteste kirsebærtræ. Hun åbnede forsigtigt den ene låge, som var det lavet af glas. På egetræsbøjler hang der et stort og nyanceret udvalg af farvede kjoler. De havde allesammen en historie. Eloise trak forsigtigt silkekjolen over hovedet og hængte den på en ledig bøjle. Hun hængte den hvide kjole ind i skabet og trak en himmelblå kjole ud istedet. Med løse fingre løsnede hun båndet på kjolens livsstykke. Det bankede lavt på døren.

"Kom bare ind" svarede Eloise muntert. Døren gik op og den mørkhåret tjenestepige gik ind i rummet. Med blikket fæstnet mod jorden afventede hun Eloises anvisninger.

"Du kommer lige i rette tid." Sagde hun kort med en venlig klang. "Jeg skal have den himmelblå kjole på." Pigen gik hen mod skabet. Fra skabets mørke trak hun en kridhvid bomuldsunderkjole frem. Tavst bar hun den hen til Eloise som tog den op. Samtidig tog tjenestepigen den himmelblå kjole så Eloise havde begge hænder fri. Behændigt trak hun underkjolen over hovedet, og fik den til at glide helt ned over hofterne. Slidsen i underkjolen viste Eloises bare ben. Pigen hjalp kjolen over hendes hoved og strammede livsstykket til. Eloise holdt vejret da hun strammede det sidste stykke til.

"Vil du også hælpe mig med håret?" Spurgte Eloise glad. Hun smilede til den mørkhårede pige som straks nikkede ivrigt. Håret var hendes yndlingsdel af klargøringsprocessen. Eloise satte sig på en polstret stol og stirrede ind i spejlet med guldrammen. Det var et hendes far havde købt af en højtstående købmand i en af nabobyerne.

"Mit hår skal være ekstra fint i dag. Min far vil tage mig med ud at køre." Forklarede hun og smilede over hele ansigtet. Det runde ansig med de isblå, klare øjne kiggede tilbage på hende. Pigen gik straks igang med at rede det lyse, krøllede hår. Børsten trak krøllerne ud for en kort stund, men de hoppede tilbage når børsten var trukket igennem. Det fik et lille smil frem hos tjenestepigen, og også hos Eloise.

 

Eloise gik med lette skridt ned af den brede trappe. De klapprende lyde fra skoene rungede i hele hallen. Lyset strålede ind af vinduerne. Støvet hvirvlede omkring i det store rum.  En overdådig lysekrone hang ned fra det høje loft. Et flot sammenslip mellem marmorgulvtet og de hvide vægge med guldkanter, skabte et rum som næsten lignede en kirke. De store dobbeltdøre mod gården var lukket. Med lette skridt fortsatte hun målrettet mod spisestuen. Lugten af æg og ristet brød, ramte hendes næsebor da hun åbnede døren. "Kom og sæt dig" kaldte hendes far. Han smilede venligt til hende. Men overfor sad hendes mor. Hun skulede olmt på hende. Hun stirrede derefter på kjolen. Så søgte hendes skarpe blik mod Eloises ansigt. Eloise kiggede bare væk fra sin foragtende mor, og vente sig istedet mod sin far. Hun smilede lidt usikkert til ham og satte sig på en stol ved siden af ham. En tung stilhed sænkede sig over morgenbordet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...