Victoria og Jakob

Jakob forelsker sig hovedkuls i den livsglade Victoria. Men vil hun lære sin livsglæde fra sig, og kan Jakob forandre sig og komme videre?

4Likes
4Kommentarer
2143Visninger
AA

19. Søndag aften

 

Nytårsdag vågnede han op med en ret stor hovedpine. Han kiggede på sin mobil, klokken var allerede alt for langt hen af formiddagen, og Victoria havde ikke svaret. Han ringede til hende. Den ringede fire gange, før den blev taget. - Hej Jakob, det er Anja. Victoria har ikke lyst til at snakke med dig, lød Anjas stemme. Jakob åbnede munden, men ved nærmere eftertanke vidste han ikke hvad han skulle sige.

På denne måde gik tre dage. Jakob gik rundt i en tåge der ikke skyldtes maling-dampene fra stuen. Hans mor spurgte flere gange dagligt til ham, men sandfærdigt svarede han hende med et ’jeg ved ikke hvad der er galt’. Det hele forekom ham uvirkeligt; ikke at være sammen med Victoria havde i starten af ferien været overskygget af hans andre beskæftigelser, men nu, de sidste par feriedage, føltes det for Jakob som om, at hans sind var et stort, gabende hul. Og det hul kunne kun udfyldes af Victoria. De ord hun råbte nytårsaften rungede i hans hoved, og da mandag og sidste halvdel af 2.g nærmede sig begyndte han at frygte hvad der ville ske i skolen. Søndag aften ringede Ibber. - Hey du, har du hørt fra Victoria, eller hvad? Jakob rystede på hovedet, men kom så i tanke om at Ibber ikke kunne se ham. – Nej. Har du? Jeg ved ikke hvad fanden der er med hende… Men Ibber afbrød ham. – Jeg synes at du skal vente og se om hun kommer i skole i morgen, og hvis hun ikke gør så skal du besøge hende. Så kan hun se at du virkelig vil hende – for det vil du da, ikke? Jakob nikkede, og kom igen i tanke om at Ibber ikke kunne se ham. – Jo, for fanden, sagde han i stedet, jo, Ibber. Men jeg ville ønske jeg vidste hvad der foregik. De afsluttede samtalen, og Jakob gik ned i stuen til sin mor. Hun sad og så fjernsyn, det var noget med en adopteret pige der søgte efter sin indiske familie. Moren så op da Jakob trådte ind. Han satte sig i fodenden af sofaen. - Jeg kom til at tænke på… begyndte hun, men begyndte så at snøfte. Jakob rakte hende trøstende sin hånd. – Line, afsluttede han sætningen for hende. Moren nikkede. – Du kan godt huske hende, ikke? Jakob nikkede, selvfølgelig kunne han huske hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...