At hjælpe

Det hele begyndte faktisk med at jeg havde ondt af alle de sultende børn i Afrika.
Jeg havde set et eller andet deprimerende program i fjernsynet og det endte næsten med at min søster og jeg sad og tudede. Især de små børn på skærmen så uhyggelige ud fordi de var så tynde som tændstikker og havde de største hundeøjne i verden.
Min søster sagde efter en rum tid:
- Jeg har lyst til at sende hele vores køleskab derned til dem. Seriøst. Ej hvor er det forfærdeligt!
Jeg havde også for længst lagt de småkager vi ellers havde taget ind i stuen tilbage i køkkenskuffen, ingen af os havde nogen appetit.
Da jeg var gået i seng lå jeg længe og spekulerede. Jeg besluttede mig for at spørge min søster om hun ville være med til at vi en gang om ugen kun spiste frokost, eller noget i den stil, for at vise sympati for dem i Afrika som ikke engang fik mad en gang om dagen. Jeg tænkte at hvis muslimerne kunne faste i sympati for de fattige en gang om året, så kunne jeg også en gang om ugen. Og med den nogenlunde rolige tanke faldt jeg i søvn.

Søs var selvfølgelig straks med på ideen da jeg fortalte hende om den næste morgen. Vi snakkede frem og tilbage og blev enige om at vi sprang morgen- og aftensmad over hver torsdag, for der var der ikke nogen af os der skulle til sport. Vi blev også enige om at vi godt måtte drikke vand, selvom de ikke havde rent vand i Afrika, men det var mest på grund af at det var sommer og cirka 30 grader i skyggen.
Vi snakkede om det hele morgenen lige indtil vores mor satte min søster af på hendes skole. Da mor og jeg kørte videre kiggede hun underligt på mig i bakspejlet. Jeg rynkede panden.
- Hvad er der? spurgte jeg.
- Jeg ved bare ikke helt om jeg synes om din idé om at faste skat, sagde hun. – Jeg tror ikke rigtigt det vil hjælpe dem i Afrika noget.
Jeg rystede på hovedet, det var så typisk min mor.
- Selvfølgelig vil det hjælpe dem! sagde jeg højt. – Vi spreder jo budskabet på skolerne og så kan vi måske få skubbet en større kampagne i gang. Jeg følte mig så overbevist af mine egne ord. – Et skridt af gangen, det skal nok hjælpe.

Men jeg havde ikke noget held den dag. Jeg snakkede med alle mine veninder, og de fleste af dem havde også set programmet i går. De syntes også at det var forfærdeligt, men de var ikke med på mig og min søsters idé.
Jeg skrev en sms til søs i frikvarteret.
Ingen. Tragisk. Dig? To sekunder senere fik jeg svaret: Intet. Så T, han smilede   
Ja okay, min tolvårige søster var nok alligevel ikke så engageret som man kunne have håbet. T var Thomas, som var vikar på hendes skole.
Jeg gad ikke engang svare hende. Det ringede ind, og i døren stødte jeg næsten ind i Victor. Han smilede til mig, men jeg kiggede bare på ham med hævede bryn. Victor havde været vild med mig cirka siden tredje klasse, det var noget hele skolen vidste, men det var lidt som om at han ikke forstod et nej. Jeg var ikke vild med nogen, og jeg havde heller ikke behov for at blive det. Der var vigtigere ting i verden. De sultende børn i Afrika, for eksempel.

Der gik cirka tre uger hvor jeg fastede hver torsdag. Jeg sprang faktisk også frokosten over. Min søster var med de første to gange, men så blev hun inviteret til fødselsdag den tredje, og så sluttede hun ligesom med det. Men jeg blev ved. Når folk spurgte hvorfor jeg ikke spiste, svarede jeg at jeg gjorde det i sympati for Afrika. Nogle forstod mig og syntes at jeg var sej, men de ville ikke selv være med på ideen. Langt de fleste syntes jeg var tosset og sagde ligesom min mor at det ikke ville hjælpe de sultende børn i Afrika spor. Jeg tror egentlig at det var det at de fleste rystede på hovedet af mig, der fik mig til at gå endnu mere op i det. Og langsomt udviklede det sig til at jeg heller ikke spiste i weekenderne. Min undskyldning for det var at jeg alligevel intet lavede i weekenderne, så havde jeg jo heller ikke brug for mad.
Da der var gået cirka to måneder hvor jeg kun spiste fire dage om ugen, vejede jeg mig. Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Intet kunne i mine øjne se mere forkert ud end mig. Jeg var rigtig tyk at se på, tænkte jeg ved mig selv. Jeg tænkte tilbage på de udsultede børn i programmet og tænkte at jeg ville se ud som dem. Så kunne det være at folk kunne forstå at der skulle gøres noget for Afrika.
Den dag spiste jeg heller ikke noget. Min mor havde efterhånden opgivet at få mig til at spise til de måltider hun serverede, for hver gang kom jeg med en lang smøre om hvad de ikke havde i Afrika, og at hun hellere skulle sende det mad der var beregnet til mig til Afrika. Min mor sukkede bare og kiggede bekymret på mig, men hun sagde intet. Min søster var også bekymret for mig, men ikke nok til at få hende til at lade være med at snakke om ”sin” Thomas hele tiden som om de allerede var gift og forlovet. Thomas var buttet, og det provokerede mig til helt at stoppe med at spise morgenmad.

Da der var gået cirka et halvt år på den måde stoppede jeg med at spise aftensmad og frokost. Det eneste jeg spiste i løbet af ugen var en portion yoghurt hver gang jeg følte at jeg var ved at besvime af sult. For jeg var sulten hele tiden nu. Jeg drak stadig vand og masser af alkohol af forskellig slags til festerne. Det år begyndte vi nemlig at holde en masse fester på skolen og i min klasse. Drengene elskede os piger, jeg ved ikke hvad der gjorde det. Men første gang jeg var i seng med en, var hans eneste kommentar til min krop:
- Du er godt nok tynd.
Det tog jeg som en kompliment, og jeg skulle til at fortælle ham alt om Afrikas børn og hvad mit motiv med det var, men han faldt i søvn, fuld som han var.
Han hed William, og ugerne efter festen var gode. Han var rigtig sød ved mig og var hjemme og spise hos mig og min mor elskede ham med det samme. Men det gjorde jeg ikke. Han var rar og sjov, men forelsket i ham blev jeg ikke. Og efterhånden gik det vel op for ham, for han skrev mindre og mindre og kom mindre og mindre over til mig i skolen. Men det generede mig egentlig ikke. Inden vi slog helt op var jeg så led at kysse med en anden i fuldskab. Det var Victor, men det opdagede jeg først senere. William så os, og han slog forståeligt nok op på stedet.
Det var egentlig der det begyndte at gå galt for mit projekt om at redde Afrikas sultende børn. For mens jeg havde været sammen med William havde jeg ikke tænkt så meget på Afrika, mere på sex og fester og på at se godt ud. Jeg havde gjort ham rigtig ked af det, det ved jeg nu, men dengang blev jeg rasende da jeg fandt ud af at han havde fortalt alle drengene at jeg var rigtig grim og anorektisk at se på fordi jeg var så tynd. Drengene fortalte det selvfølgelig videre til pigerne, og på den måde fik mine veninder det at vide. Jeg påstod hårdnakket at jeg stadig sultede for Afrika fordi der ikke var sket noget dernede endnu, men mine veninder syntes at jeg var klam og irriterende at høre på. Desuden var jeg langt fra så overbevist om mine egne ord længere. Jeg ville egentlig bare gerne være smuk og slank.
Jeg vejede mig hver dag. Og jeg spiste stort set ikke andet end gulerødder og lidt yoghurt. Jeg gik i byen hver fredag og lørdag, og de fleste gange drak jeg mig så fuld at jeg ikke kunne huske noget. Jeg fik nye venner. De gamle forsøgte forgæves at overtale mig til at spise, og det ville jeg ikke, så jeg gad ikke snakke med dem mere. De nye veninder og venner forstod mig. To af dem var modeller, og de var lige præcis så smukke og tynde som jeg gerne ville være. De lærte mig at forføre ældre fyre. De lærte mig at være tiltrækkende uden at virke ulækker. Jeg elskede mit nye liv. Men jeg var sulten. Jeg drak og blev fuld. Min mave rumlede, skreg på mad, men jeg ignorerede det og drak videre. Det hele snurrede rundt for mig, og ironisk nok følte jeg mig så levende.
Jeg husker en masse råb og tumulter omkring mig, og hænder der greb mig, trygge, varme hænder, og så husker jeg at det blev sort. For mit indre øje så jeg et eneste ansigt. Det var udhungret og havde store dådyr-øjne. Mit drømmeansigt.


Min mor var den første jeg så da jeg vågnede på hospitalet. Hendes øjne var fyldt med tårer og hun hulkede lydløst. Jeg havde en grufuld og sindssyg, bankende, dundrende og voldsom hovedpine, og jeg lukkede øjnene igen. Min mor hviskede mit navn flere gange og strøg mig over håret. Jeg kunne ikke huske hvorfor jeg var kommet på hospitalet, og jeg kunne ikke finde ud af hvad den følelse jeg havde i min mave var for en. Langsomt dukkede fornemmelsen op i mit hoved. Mæthed.
Jeg havde været bevidstløs i næsten to døgn, og lægerne havde på et tidspunkt været sikre på at de mistede mig fordi jeg var så udhungret. Derudover havde jeg alkoholforgiftning. De havde ikke turdet udpumpe mig i frygt for at jeg ville blive helt tom. Men jeg var vågnet og havde spist lidt yoghurt hvorefter jeg var faldet rigtigt i søvn. Det fortalte min søster mig senere.
Min mor blev ved med grædende at spørge halvt mig, halvt sig selv:
- Hvorfor, hvorfor dog?
Og da jeg endelig kom ud svarede jeg hende.
- Jeg ville bare så gerne hjælpe.

1Likes
0Kommentarer
679Visninger

1. At hjælpe

At hjælpe

Det hele begyndte faktisk med at jeg havde ondt af alle de sultende børn i Afrika. Jeg havde set et eller andet deprimerende program i fjernsynet og det endte næsten med at min søster og jeg sad og tudede. Især de små børn på skærmen så uhyggelige ud fordi de var så tynde som tændstikker og havde de største hundeøjne i verden. Min søster sagde efter en rum tid: - Jeg har lyst til at sende hele vores køleskab derned til dem. Seriøst. Ej hvor er det forfærdeligt! Jeg havde også for længst lagt de småkager vi ellers havde taget ind i stuen tilbage i køkkenskuffen, ingen af os havde nogen appetit. Da jeg var gået i seng lå jeg længe og spekulerede. Jeg besluttede mig for at spørge min søster om hun ville være med til at vi en gang om ugen kun spiste frokost, eller noget i den stil, for at vise sympati for dem i Afrika som ikke engang fik mad en gang om dagen. Jeg tænkte at hvis muslimerne kunne faste i sympati for de fattige en gang om året, så kunne jeg også en gang om ugen. Og med den nogenlunde rolige tanke faldt jeg i søvn.

Søs var selvfølgelig straks med på ideen da jeg fortalte hende om den næste morgen. Vi snakkede frem og tilbage og blev enige om at vi sprang morgen- og aftensmad over hver torsdag, for der var der ikke nogen af os der skulle til sport. Vi blev også enige om at vi godt måtte drikke vand, selvom de ikke havde rent vand i Afrika, men det var mest på grund af at det var sommer og cirka 30 grader i skyggen. Vi snakkede om det hele morgenen lige indtil vores mor satte min søster af på hendes skole. Da mor og jeg kørte videre kiggede hun underligt på mig i bakspejlet. Jeg rynkede panden. - Hvad er der? spurgte jeg. - Jeg ved bare ikke helt om jeg synes om din idé om at faste skat, sagde hun. – Jeg tror ikke rigtigt det vil hjælpe dem i Afrika noget. Jeg rystede på hovedet, det var så typisk min mor. - Selvfølgelig vil det hjælpe dem! sagde jeg højt. – Vi spreder jo budskabet på skolerne og så kan vi måske få skubbet en større kampagne i gang. Jeg følte mig så overbevist af mine egne ord. – Et skridt af gangen, det skal nok hjælpe.

Men jeg havde ikke noget held den dag. Jeg snakkede med alle mine veninder, og de fleste af dem havde også set programmet i går. De syntes også at det var forfærdeligt, men de var ikke med på mig og min søsters idé. Jeg skrev en sms til søs i frikvarteret. Ingen. Tragisk. Dig? To sekunder senere fik jeg svaret: Intet. Så T, han smilede    Ja okay, min tolvårige søster var nok alligevel ikke så engageret som man kunne have håbet. T var Thomas, som var vikar på hendes skole. Jeg gad ikke engang svare hende. Det ringede ind, og i døren stødte jeg næsten ind i Victor. Han smilede til mig, men jeg kiggede bare på ham med hævede bryn. Victor havde været vild med mig cirka siden tredje klasse, det var noget hele skolen vidste, men det var lidt som om at han ikke forstod et nej. Jeg var ikke vild med nogen, og jeg havde heller ikke behov for at blive det. Der var vigtigere ting i verden. De sultende børn i Afrika, for eksempel.

Der gik cirka tre uger hvor jeg fastede hver torsdag. Jeg sprang faktisk også frokosten over. Min søster var med de første to gange, men så blev hun inviteret til fødselsdag den tredje, og så sluttede hun ligesom med det. Men jeg blev ved. Når folk spurgte hvorfor jeg ikke spiste, svarede jeg at jeg gjorde det i sympati for Afrika. Nogle forstod mig og syntes at jeg var sej, men de ville ikke selv være med på ideen. Langt de fleste syntes jeg var tosset og sagde ligesom min mor at det ikke ville hjælpe de sultende børn i Afrika spor. Jeg tror egentlig at det var det at de fleste rystede på hovedet af mig, der fik mig til at gå endnu mere op i det. Og langsomt udviklede det sig til at jeg heller ikke spiste i weekenderne. Min undskyldning for det var at jeg alligevel intet lavede i weekenderne, så havde jeg jo heller ikke brug for mad. Da der var gået cirka to måneder hvor jeg kun spiste fire dage om ugen, vejede jeg mig. Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Intet kunne i mine øjne se mere forkert ud end mig. Jeg var rigtig tyk at se på, tænkte jeg ved mig selv. Jeg tænkte tilbage på de udsultede børn i programmet og tænkte at jeg ville se ud som dem. Så kunne det være at folk kunne forstå at der skulle gøres noget for Afrika. Den dag spiste jeg heller ikke noget. Min mor havde efterhånden opgivet at få mig til at spise til de måltider hun serverede, for hver gang kom jeg med en lang smøre om hvad de ikke havde i Afrika, og at hun hellere skulle sende det mad der var beregnet til mig til Afrika. Min mor sukkede bare og kiggede bekymret på mig, men hun sagde intet. Min søster var også bekymret for mig, men ikke nok til at få hende til at lade være med at snakke om ”sin” Thomas hele tiden som om de allerede var gift og forlovet. Thomas var buttet, og det provokerede mig til helt at stoppe med at spise morgenmad.

Da der var gået cirka et halvt år på den måde stoppede jeg med at spise aftensmad og frokost. Det eneste jeg spiste i løbet af ugen var en portion yoghurt hver gang jeg følte at jeg var ved at besvime af sult. For jeg var sulten hele tiden nu. Jeg drak stadig vand og masser af alkohol af forskellig slags til festerne. Det år begyndte vi nemlig at holde en masse fester på skolen og i min klasse. Drengene elskede os piger, jeg ved ikke hvad der gjorde det. Men første gang jeg var i seng med en, var hans eneste kommentar til min krop: - Du er godt nok tynd. Det tog jeg som en kompliment, og jeg skulle til at fortælle ham alt om Afrikas børn og hvad mit motiv med det var, men han faldt i søvn, fuld som han var.  Han hed William, og ugerne efter festen var gode. Han var rigtig sød ved mig og var hjemme og spise hos mig og min mor elskede ham med det samme. Men det gjorde jeg ikke. Han var rar og sjov, men forelsket i ham blev jeg ikke. Og efterhånden gik det vel op for ham, for han skrev mindre og mindre og kom mindre og mindre over til mig i skolen. Men det generede mig egentlig ikke. Inden vi slog helt op var jeg så led at kysse med en anden i fuldskab. Det var Victor, men det opdagede jeg først senere. William så os, og han slog forståeligt nok op på stedet. Det var egentlig der det begyndte at gå galt for mit projekt om at redde Afrikas sultende børn. For mens jeg havde været sammen med William havde jeg ikke tænkt så meget på Afrika, mere på sex og fester og på at se godt ud. Jeg havde gjort ham rigtig ked af det, det ved jeg nu, men dengang blev jeg rasende da jeg fandt ud af at han havde fortalt alle drengene at jeg var rigtig grim og anorektisk at se på fordi jeg var så tynd. Drengene fortalte det selvfølgelig videre til pigerne, og på den måde fik mine veninder det at vide. Jeg påstod hårdnakket at jeg stadig sultede for Afrika fordi der ikke var sket noget dernede endnu, men mine veninder syntes at jeg var klam og irriterende at høre på. Desuden var jeg langt fra så overbevist om mine egne ord længere. Jeg ville egentlig bare gerne være smuk og slank. Jeg vejede mig hver dag. Og jeg spiste stort set ikke andet end gulerødder og lidt yoghurt. Jeg gik i byen hver fredag og lørdag, og de fleste gange drak jeg mig så fuld at jeg ikke kunne huske noget. Jeg fik nye venner. De gamle forsøgte forgæves at overtale mig til at spise, og det ville jeg ikke, så jeg gad ikke snakke med dem mere. De nye veninder og venner forstod mig. To af dem var modeller, og de var lige præcis så smukke og tynde som jeg gerne ville være. De lærte mig at forføre ældre fyre. De lærte mig at være tiltrækkende uden at virke ulækker. Jeg elskede mit nye liv. Men jeg var sulten. Jeg drak og blev fuld. Min mave rumlede, skreg på mad, men jeg ignorerede det og drak videre. Det hele snurrede rundt for mig, og ironisk nok følte jeg mig så levende. Jeg husker en masse råb og tumulter omkring mig, og hænder der greb mig, trygge, varme hænder, og så husker jeg at det blev sort. For mit indre øje så jeg et eneste ansigt. Det var udhungret og havde store dådyr-øjne. Mit drømmeansigt.

Min mor var den første jeg så da jeg vågnede på hospitalet. Hendes øjne var fyldt med tårer og hun hulkede lydløst. Jeg havde en grufuld og sindssyg, bankende, dundrende og voldsom hovedpine, og jeg lukkede øjnene igen. Min mor hviskede mit navn flere gange og strøg mig over håret. Jeg kunne ikke huske hvorfor jeg var kommet på hospitalet, og jeg kunne ikke finde ud af hvad den følelse jeg havde i min mave var for en. Langsomt dukkede fornemmelsen op i mit hoved. Mæthed. Jeg havde været bevidstløs i næsten to døgn, og lægerne havde på et tidspunkt været sikre på at de mistede mig fordi jeg var så udhungret. Derudover havde jeg alkoholforgiftning. De havde ikke turdet udpumpe mig i frygt for at jeg ville blive helt tom. Men jeg var vågnet og havde spist lidt yoghurt hvorefter jeg var faldet rigtigt i søvn. Det fortalte min søster mig senere. Min mor blev ved med grædende at spørge halvt mig, halvt sig selv: - Hvorfor, hvorfor dog? Og da jeg endelig kom ud svarede jeg hende. - Jeg ville bare så gerne hjælpe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...