Mareridt forbliver mareridt

Isabella vader rundt i lektierne i skolen. Faktisk går det ikke ret godt for tiden. Den lille mønsterelev som altid havde det rigtige svar, hende, som man altid kunne gå hen til, hvis man havde brug for hjælp. Hende, der altid var foran med alting; Matematik, dansk, engelsk, naturfag, biologi og alt det der. Hendes forældre var ved at blive skilt, men nej, det var slet ikke det værste; Noget mystisk er ved at ske med hende.

2Likes
0Kommentarer
685Visninger
AA

1. Magi eller drømme?

"Isabella. Isabella!"

Jeg vågnede med et sæt, uden at tiltrække mig for meget opmærksomhed. 

"Du faldt i søvn igen." Det var Emilie, der havde vækket mig. Hendes gyldenblå øjne ledte efter et eller andet tegn i mine øjne, der tydede på, at jeg overhovedet var vågen. "Det er anden gang på denne her uge. Sent oppe og lave lektier igen?"

Langt fra, tænkte jeg. Lige siden i går havde mine hænder opført sig mærkeligt. Jeg havde sneget mig ned i kælderen, hvor ingen så mig. Sovet på det kolde marmorgulv. Det første mine hænder ødelagde, var en lille drengs cykelhjelm, efter størrelsen at dømme. Nede i cykelkælderen stod jeg. Lænet op ad væggen, ventende på ham. Men så... Så langede mine hænder ud efter et eller andet i luften, og puf! Hvad skete der? Den lille drengs cykelhjelm smadredes og stykkerne lå spredt på gulvet i kælderen. Jeg havde løbet op igen, med hænderne i lommerne, for ikke at ødelægge alt på min vej. Hvis det altså var mig. Hjertet sad helt oppe i halsen på mig, dunkede som aldrig før. Jeg havde ikke turdet tage mine hænder op af lommerne igen, før jeg var helt nede i kælderen i vores hus. Forsigtigt havde jeg listet mig op ad trappen, for at hente en dyne og en hovedpude. Der lå jeg så hele dagen og natten.. Gulvet var så koldt, at jeg ikke sov mere end en time den nat. Det var næsten ulideligt.

"Gjorde jeg?" sagde jeg med en grødet stemme, som ikke blev til andet end en spag hvisken. Jeg kiggede lidt rundt i klassen, og så, at læreren havde lagt mærke til mig. Han stirrede mod mig ud over sine briller.

"Er der noget galt, Isabella?" Som så mange andre gange så han bekymret på mig, ubevidst om, hvordan han skulle reagere på det, jeg gjorde.

Jeg skulle lige til at åbne munden og fortælle ham sandheden, men jeg ombestemte mig. "Jeg har det fint," svarede jeg. "Eller faktisk... Jeg er lidt træt. Må jeg godt gå ned i sofaen og lægge mig?" Jeg sagde det så overbevisende som muligt, uden at lyde for ... kælen, eller hvad man siger. 

"Hvis du absolut behøver at ligge i sofaen, er det okay med mig. Men nu hvor den næste lærer kommer her snart, ville det nok være en idé, hvis du spurgte ham eller hende an først." 

Jeg var helt svimmel, da jeg først rejste mig op. Min krop svajede fra side til side, og jeg kunne knap nok gå selv. Dog lykkedes det mig at komme på god fod med resten af min krop, og den balancerede sig helt ned til sofaen i den anden ende af klassen. Jeg smed mig i sofaen, som var jeg derhjemme og skulle til at se tv. Sofaen var blå, og lignede noget fra TDC. Jeg lod min ene finger følge kanten langs det glatte træ, til jeg ramte et eller andet. Jeg slog ud med mine hænder som for at beskytte mig selv, og skreg. Skreg, skreg og skreg, til mine lunger ikke fyldte mere. Hele klassen - samt læreren - havde vendt sig mod mig. Først nu så jeg deres ansigter ordentligt. Alles ansigter var fyldt med slangetunger og grå hår, som hang ud fra næsen. Øjne så røde som vampyrøjne i en klar vinternat, næsten helt fortryllende. Lov mig det her er en drøm, tænkte jeg. Lov mig det.

Som ved et trylleslag lå jeg i kælderen igen. En af vaserne lå knust på gulvet som aske. Det forestillede et ansigt med lange tunger i munden og... Det ansigt, som alle fra klassen havde haft.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...