Nelly

Kommer senere.

0Likes
0Kommentarer
653Visninger
AA

4. Hulen

Ude ved søen var man i sikkerhed for nysgerrige øjne oppe i huset, så det var et af Nellys favorit steder at komme. Da hun var yngre byggede hun en hule i en af de store buske ved siden af søen, sammen med Ethan. De kom der hver dag, og de var de eneste der kendte til stedet. Hulen lå så tæt på søen, at man kunne dyppe sine tæer i vandet mens man stadig sad i skjul i hulen og lige udenfor busken, var der vokset vilde jordbær op. Nellys mor havde selvfølgelig ikke opdaget de her jordbær, for så var de blevet fjernet på stedet, så det var Ethans og Nellys lille hemmelighed. Nelly havde ikke været i hulen siden den dag, hendes forældre forbød hende at se Ethan igen. Det havde været deres sted, så det havde føltes forkert og tomt uden ham, men nu hvor hun tænkte på stedet, blev hun nysgerrig efter at se, om det stadig stod der og om hendes mor mon havde opdaget jordbærrene. Hun gik om bag busken, hvor indgangen havde været og utroligt nok var den der stadig. Den så ikke tilgroet til, som hun havde troet den ville, men det lignede derimod, at nogen kom der ofte. Hun kravlede ind af den lille indgang, ind til hulen. Hun huskede den som større, men hun var selvfølgelig også blevet en del større siden sidst hun havde været der. Indersiden af hulen bekræftede hende i, at nogen havde været her og det var ikke længe siden. Nogen havde spredt frisk grønt græs ud over hulegulvet, og et godt tykt lag af det endda. Det var dejligt blødt at sidde på, slet ikke lige så ubehageligt, som det havde været dengang hun var barn. Hun satte sig hen til søens kant, tog sine sandaler af og stak forsigtigt sine fødder ned i vandet. Vandet var dejligt køligt og overraskende klart. Mens hun sad der og nød vandet mod sine fødder, lænede hun sig til siden for at undersøge om jordbærrene stadig var der, og sandt nok, det var de og de havde bredt sig. Den lille jordbærplante hun huskede fra da hun var barn, var nu blevet til et lille bed fyldt med de smukkeste røde jordbær. Nogen tog sig godt af det her sted, og Nelly kunne ikke lade være med at tænke på, om det måske var Ethan. Hun lænede sig opad buskens stamme og faldt lige så stille i søvn, indtil hun hørte sin mor råbe hendes navn oppe fra huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...