Bortført

Det er en krimi jeg har arbejdet en hel del på. Har ingen idé om plottet eller skurkene, men det hele skal nok komme under vejs. Krimien handler om Maria Storc, hvis forældre har bosat sig i Sverige pga. faderens arbejde. Maria forsvinder på mystisk vis på vej hjem til sin kæreste, der bor i Danmark. Det er nu Svend Ulriksen og hans team fra Rejseholdet der skal finde frem til den forsvundne kvinde.

3Likes
2Kommentarer
1621Visninger
AA

1. Prolog

 

Hun løb ned af broen. Broen var glat og våd fra regnen. Hun frygtede at hun ville glide, men hun havde ikke tid til at tænke over det. Hun løb bare ned af broen. Hun så enden nærme sig hastigt. Snart ville de kunne se hende, og så var hun fanget. Hvis hun bare kunne komme ned til båden, havde hun en chance. Hun kunne ikke høre sine egne tanker. Regnen slog ned som kanonkugler, og hendes bare fødder klaskede hårdt mod broen. Tusinde af tanker løb gennem hendes hoved. Hun kunne ikke tænke en tanke færdig før en ny dukkede op. Hun kunne høre dem råbe bag sig. De bandede og svovlede alt hvad de kunne, mens hun flygtende løb væk fra alt det onde.

Båden var lige foran hende. Nu skulle hun bare havde den startet. - Hun er der, råbte den ene mand. Der i båden.

- Hun må ikke slippen væk! Få fat i hende. NU!

De løb ned af broen, de spurtede af sted. Hun prøvede at starte båden. Hun hev i snoren igen og igen, men hun kunne ikke starte den. Hun gik i panik og skreg et lille skingert skrig.  De var for tæt på. Hun blev nødt til at tage chancen og svømme. Hun hoppede i vandet. Det var iskoldt, og hun var ved at drukne på grund af chokket. Mændene stoppede op ved båden. Hun svømmede videre, men hun vidste at jeg ikke holdt længe i vandet. Hun kæmpede sig frem. Hun var ved at få krampe i sit ene ben, og hun frøs næsten til is. Hun vidste, at hvis hun stoppede op, ville hun fryse til døde - hvis hun var heldig. Ellers ville de få fat i hende.

Et øjeblik fløj selvmordstanken igennem hovedet. De gik ned i båden og hev i snoren. Igen og igen. Hun blev glad da det var deres eneste mulighed, for at få fat i hende. Hun grinte hånligt af dem og vendte sig om.

- Ha! Nu kan I ikke få mig! Jeg er snart langt borte og så ser I mig aldrig igen, råbte hun til dem. Jeg får jer fanget og så ser I aldrig solens lys igen! Ha ha ha!

Hun svømmede videre med et håb i sjælen. Der lød et højt wruuum fra båden, og den startede. Hun kiggede tilbage og så båden komme i mod sig. Nu havde hun ikke andet at gøre end at blive fanget. Men hun gav ikke op endnu. Nu var hun kommet så langt. Hun dykkede under vandet og båden stoppede. Hun svømmede under båden og blev der. Hun ville drukne sig selv. Så behøvede hun ikke at bekymre sig om hvad de ville gøre ved hende.

Der lød et plask og hun blev grebet fra siden. Pludselig var hun over vandoverfladen igen. Hun var lam af kulde og kunne ikke bevæge sig. Hun blev hevet op i båden og sejlet tilbage til broen.

- Flugt er umulig. Man kan ikke flygte fra mig, sagde manden på broen. Hans stemme var lavmælt og bidt af vrede. Den var rystende uhyggelig. Hun vidste ikke hvad de ville med hende, hun var heller ikke så interesseret i at vide det, men snarer hvorfor? Hun var en ganske almindelig ung kvinde. Hun var høj, slank, havde brunt pagehår og mørkeblå øjne; ganske almindelig.

- Du har bare at opføre dig ordentligt fra nu af! Ellers bliver vi nødt til at straffe dig. Og det kan vi jo ikke have, vel? De smed hende op på broen og trak hende hele vejen tilbage igennem skoven. Hun var så kold, at hun knapt mærkede det. Regnen fossede ned og gjorde skoven mudret. Hun var plask våd og mudret. Hun følte sig fortabt. Hun var træt. Hun havde lyst til at sove og aldrig vågne igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...