Overfaldet (Freja)

...

1Likes
3Kommentarer
1527Visninger
AA

1. Businesskvinden

Jeg stod på mit værelse. Huset var stille! Mine forældre kom aldrig hjem til aften. Og de fortalte mig heller ikke, hvor de var henne. Jeg var uvidende.

Jeg kiggede ud af vinduet. Gaden foran lejligheden var øde, ingen mennesker var at se. Regnen dryppede højlydt mod vinduet. Det kolde lys fra gadelygterne kastede sig ned på vejen, hvor der engang imellem susede en mørklagt bil forbi.

Jeg gøs ved tanken om at skulle ud i kulden. Jeg gad ikke! Men jeg havde lovet min mor at gå forbi Netto og hente toiletpapir. Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Jeg var ikke bange, men jeg orkede ikke det kolde efterårsvejr.

Det var trættende at kigge ud på verden. Jeg ville ikke deltage i den, bare stå og kigge ud på den. Stå og falde hen. Blive trist, blive glad, blive lidt trist igen. Jeg tænkte på mine forældre. Hvor var de? Hvad lavede de?

Det kunne jeg bruge mange timer på. Tænke over livet, fremtid, fortid. Bare stille mig selv spørgsmål, man ikke kan svare på. Jeg tænkte tit over, hvad vi skulle i verden, hvad formålet med livet egentlig var.

Imens jeg stod og tænkte dybe tanker, gik en ung kvinde forbi på gaden. Hun var klædt i en sandfarvet trenchcoat.

Under frakken stak to flotte, bare ben ud, og hendes fødder var som bygget til de stilletter, hun havde klædt sine dem med. Hendes mørkerøde hår var sat op i en stram, perfekt knold, og hun havde svunget den fineste lædertaske over skulderen.

Hun gik med hastige skridt - ikke forhindret af stilletterne. Jeg havde lignet en elefant på nåle, hvis jeg var klædt i et sådan outfit, men hun lignede bare en sofistikeret, attraktiv forretningskvinde!

Jeg følte et stik af jalousi. Det gik fra tæerne helt op til mit hoved. Ja, helt op til mit fedtede, kommunefarvede hår. Hvorfor var jeg ikke hende kvinden? Hvorfor gik jeg ikke perfekt i stilletter og så super godt ud - selv i gråt, koldt regnvejr? Jeg stod bare herinde, jeg deltog ikke i verden - stod bare og kiggede ud på alle drømmene.

Mine drømme havde altid skiftet i takt med vejret. Jeg ville bare være som alle andre. Jeg havde drømt om at klippe håret af en dag, drømt om at farve det hvidt en anden dag. Drømt om at være som hende den kloge fra 7.d den ene dag, drømt om at være som ham med de seje forældre den anden dag. I dag ville jeg bare være hende, der gik nede på gaden og lignede en million!

Jeg vågnede fra mine drømme og tanker, da der pludselig skete noget vildt nede på gaden. Jeg var i chok, kunne ikke flytte mig ud af stedet!

En høj, robust mand klædt i mørkt tøj løb pludselig forbi og løftede kvinden op i et snuptag. Hun spjættede og kæmpede imod med alle sine kræfter, og man kunne høre hendes skrig helt op i lejligheden. Hvad skulle jeg gøre?

Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde en løsning: Kom så Lisa, find på noget genialt! Det er nu, du skal være en helt!

Jeg løb ud i gangen og tog mine udtrådte sneakers på med en rystende hånd. Jeg havde ikke tid til at tage jakke på, jeg spænede ned på gaden, hvor jeg havde set kvinden før. De stod ikke på gaden længere, de var selvfølgelig for længst væk! Men jeg kunne stadig høre skrig i det fjerne. Jeg løb efter lyden...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...