Do You Really Love Me? JDB 3

Justin og Valeries forhold kører på skinner efter blot nogle måneder, som der har været lykkelige. Men lykke varer ikke evig tid, vel? Nej, det tror jeg ikke. For hvad sker der når Justins ekskæreste Selena kommer ind i det lykkelige billede. Hvad med Valeries fortid? Forbliver personerne glemt fra hendes fortid eller sker der noget. Måske kommer der nye hemmeligheder på banen. Man ved jo aldrig...

51Likes
215Kommentarer
10966Visninger
AA

24. Følg dit hjerte

 

Justins synsvinkel

Hun kiggede mig dybt ind i øjnene og ligeså kiggede jeg også ind i hendes krystal, blå øjne. Hendes øjne fortryllede mig helt. Hun gav mig den her varme følelse, som fik mine læber til at drage mod hende, selvom vi ikke var kærester mere. Så jeg lagde blidt mine læber på hendes og mærkede stødene inde i mig og gnisterne, som fløj rundt. Hendes læber var gået helt i stå, men så småt begyndte hun, at blive mere fanget og så kyssede hun forsigtigt med. Jeg gjorde det en smule mere intenst og skilte hendes læber blidt ad mens jeg nød, at gøre det på den måde med hende. Romantisk og blidt.

Men med ét sæt trak hun sig hurtigt ud og kiggede næsten bange på mig.

”Justin! Hvorfor kyssede du mig?! Jeg troede vi kun var venner..” sagde hun og kiggede uforstående på mig. Det ramte mig som et slag, at hun virkelig troede vi kun skulle forblive venner. Havde hun mistet følelserne for mig?!

 

Valeries synsvinkel

”Jeg elsker dig stadig. Det var derfor jeg kyssede dig. Jeg kan ikke holde mig væk fra dig. Jeg elsker dig for meget til kun, at blive venner. Jeg vil ikke kun være venner fordi, så vil jeg bare savne dig endnu mere på den anden måde,” forklarede Justin og så med de der øjne, som var blevet så bedårende, men samtidig helt triste.

Jeg var blevet helt forvirret. Jeg havde troet, at Justin og jeg skulle starte på en frisk med, at blive venner, selvom jeg inderst inde ville være meget mere end det. Men nu fandt jeg så ud af, at han slet ikke ville være venner, men mere end det. Jeg var helt splittet lige nu.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” hviskede jeg lavt imens jeg kiggede ned. Jeg kunne høre Justin sukke trist. Måske skuffede jeg ham nu, men jeg var ærligtalt splittet. Justin havde rent faktisk knust mit hjerte om og om igen. Jeg havde taget ham tilbage så mange gange, at det måske var for meget, at tage ham tilbage igen nu. Men det betød jo ikke særligt meget. Vel? Altså jeg elskede ham jo og det var det der talte, men så alligevel. Måske var det ikke ’meant to be’ med os?

Han afbrød stille mine tanker, da han løftede mit hoved op, så jeg så direkte op i hans skinnende, brune øjne.

”Hør, hvis du har mistet følelserne for mig, så er det fint. Jeg vil ikke presse dig til noget. Hvis du vil være sammen med mig, så skal du først og fremmest lytte til dit hjerte og se om du vil det. Men du skal vide, at jeg vil altid elske dig uanset hvad. Hvis du ikke har lyst til, at være kærester med mig igen, så er det det. Bare du er glad,” sagde han og så ulykkeligt ind i mine øjne. Jeg vidste han ikke havde lyst til at sige de ord, fordi han holdte jo af mig og måske ville han ikke give slip på mig. Og det ville jeg heller ikke med ham.

Han kiggede forventningsfuldt på mig, fordi han sikkert ville have mit svar. Jeg var dog stadig i tvivl om jeg skulle blive Justins kæreste igen eller om jeg skulle slutte det for alvor.

Mit hjerte sagde, at jeg skulle blive og min hjerne sagde, at jeg skulle gå, fordi hvis jeg blev, så skulle jeg straks forvente mit hjerte blive knust. Og det var jeg bange for.

”Justin, jeg er ked af det, men jeg kan ikke det her,” hviskede jeg nærmest og fik tårer i øjnene. Inden han nåede, at sige et ord, så rejste jeg mig hurtigt op og løb med tårerne ned af kinderne.

”Valerie, vent!” råbte han, men jeg havde allerede løbet, så langt fra ham, at han sikkert ikke kunne nå, at indhente mig.

 

Efter et stykke tid stoppede jeg forpustet op ved en bænk og satte mig ned. Var det det rigtige, at gøre. Det vidste jeg ikke, men jeg var bange for, at han ville knuse mit hjerte på den ene eller anden måde. Spørgsmålet var bare om jeg virkelig skulle have lyttet til mit hjerne. Mit hjerte ville jo inderligt godt have Justin..

Jeg lagde armene på kors og holdte dem ind til min krop. Jeg kunne svagt mærke kulden, som sneg sig ind under min tynde hættetrøje. Vinden blæste svagt med dens kolde vind, som fik mit hår til flagre i alle mulige bevægelser. Det blev koldere, så jeg trak mine ben op på bænken og holdte stramt om dem med hovedet på knæene. Viden begyndte med ét, at blæse stærkere rundt omkring. Vinden fik mine skjulte tårer til at løbe hurtigt ned af kinderne. Det var dog alligevel ikke vinden, som faktisk fik mine sorgfulde tårer ned af min kind. Nej, det var Justin. Jeg fortrød mit valg.

Et scenarie begyndte, nærmest at spille op på himlen, som jeg kiggede på. Minder oppe i hovedet blev vist på den midnatsmørke himmel, som funklede med dens tusindvis af smukke stjerner.

Minder begyndte, at spille som klip og fik tårerne til at trille mere ned af mine kinder. Klippene fik mig til at fortryde mit valg. Hvorfor havde jeg dog sagt farvel til mit livs kærlighed?! Jeg elskede ham jo virkeligt.

”Jeg elsker dig,” hviskede jeg svagt ud i vinden. Jeg håbede mine ord ville komme frem til Justin, men han var her ikke. For jeg havde afvist ham, fordi jeg egoistisk nok ikke ville risikere mit hjerte knust.

 

Jeg gav et forskrækket gisp, da noget lagde sig på mine skulder. Jeg genkendte jakken og kiggede forsigtigt op bag mig.

”Justin,” mumlede jeg. Et lille smil bredte sig til et stort fra mig og jeg fór straks op af bænken. Jeg løb om bag bænken og krammede mig ind til ham imens det sprudlede af glæde og lykke i mit hjerte. Overrasket lagde han også armene om mig og knugede mig ind til hans varme favn, hvor jeg nok derimod var en frossenpind. ”Undskyld,” hviskede jeg blidt med mit hoved på hans brystkasse.

”For hvad? Du fulgte bare dit hjerte,” sagde han sørgmodigt. Det var en løgn. Jeg havde ikke fulgt mit hjerte, som han lige nu troede. Hvis jeg havde fulgt mit hjerte, så var mig og Justin kærester lige nu.

”Justin, jeg er nød til at fortælle dig noget,” sagde jeg lavt og trak mig ud af hans favn og kiggede i stedet op på ham. Hans øjne så forvirret på mig mens jeg blot havde et nervøst blik. ”Jeg fulgte ikke mit hjerte lige før, fordi jeg var bange for, at blive såret igen,” sagde jeg.

”Elsker du mig så stadig?!” spurgte han forhåbningsfuldt, så hans brune øjne strålede helt.

Jeg forseglede blidt hans læber, da svaret lå i kysset. Han fik kulden til at forsvinde i min krop og tilførte i stedet for en dejlig varme via hans bløde læber. Han smilede i kysset, men kyssede med. Glæden og varmen suste rundt i min krop imens jeg kunne mærke stødene af kærlighed, som kom fra ham.

Han trak sig stille ud og smilede lykkeligt til mig.

”Jeg elsker dig,” sagde han og kiggede mig dybt ind i øjnene.

”Jeg elsker også dig,” sagde jeg og gengældte hans smil. Lykken sværmede garanteret i mine øjne, men jeg var ligeglad. Jeg vidste, at det her var rigtigt. Jeg vidste også, at det her var ægtekærlighed.

Blidt mødte hans læber mine igen og sådan smeltede de sammen mens kærligheden sværmede inde i os.

Det her var virkelig ægte kærlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...