Without You - One Direction.

Syttenårige Kayla har lige mistet sin bedsteveninde, og sin elskede mor i en tragisk bilulykke. Familien er splittet, og hun giver sin far skylden for ulykken da det var ham der styrede bilen. Hun synker dybere og dybere ned i en verden af stoffer, alkohol, selvmord og de forkerte typer.. Men hvad sker der når hende far sender hende et år til England, på et psykiatrisk hospital fyldt af psykologer, retsmedicinere og andre kloge folk der tror de ved hvad der er bedst for hende? Og hvordan håndtere de kloge folk en ung pige, som ikke rigtig ved hvad hun skal stille op med hende liv, udover at lave musik? Og hvad sker der når hun møder sin barndomsven Niall Horan igen?

273Likes
330Kommentarer
42968Visninger
AA

5. Udenfor.

Jeg vågnede ved at der skar et skrig gennem gangene, og satte mig op med et sæt. Jeg blev virkelig nød til at komme ud, ellers ville jeg blive fuldstændig sindssyg. Jeg kunne ikke holde lydene ud mere. Min mobil var blevet frataget mig den dag jeg kom, og jeg kunne mærke panikken stige op igennem mig. Min diagnoser var fastlagte. Angst, depression, tvangstanker. Selvmordstruet, hvis det tæller som en diagnose, men den hører nok mere under depression. Lige nu var den diagnose der trådte i kraft helt bestemt angst, jeg følte jeg skulle dø. Min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, og jeg væltede ud på gangen, og snublede over til en ung dame, med en sygeplejerske kittel på.  ”Hjælp!” gispede jeg, og hun fik mig hurtigt sat ned. Hun trak en mobil op til øret, og sagde hastigt noget, til personen i den anden ende. Kort efter stod der en læge foran mig, og smilede beroligende. ”Giv hende det her” han rakte hende en sprøjte, sikkert med noget beroligende. Jeg mærkede nålen borer ind i min hud, og gik endnu mere i panik. Mine ben sparkede panisk, og lægen greb hastigt fast i mig.

 

Jeg hørte lyden af løbene skridt, og mærkede to hænder ligge sig på mine overarme. De holdt mig fast.. Ikke hårdt, og når det gjorde ondt var det min egen skyld. Til sidst faldt jeg til ro, og endte med bare at sidde og hulkede. Den fremmede læge trak mig ind i et kram, han mindede mig om min morfar, og jeg hulkede mod hans kittel. ”Du har vidst brug for at komme lidt væk, har jeg ret?” han smilte opmuntrende til mig, og jeg nikkede gennem tårerne. ”Hannah, vil du ikke tage Kayla med en tur ud?”, spurgte han glad. Jeg trak mig ud af krammet, og kiggede på hans navne skilt. 'Eric' stod der på det. Jeg smilte for første gang i lang tid et takkende smil, først til Eric, og efterfølgende til Hannah. Hun hev mig ind på værelset, og trak mig ned i en stol foran et spejl. Så gav hun sig ellers i kast med makeup, tøj og det hele. Det endte ret godt, og jeg var selv godt tilfreds.

 

Vi trådte ud i den friske luft, og jeg satte i løb gennem gaden. Hannah løb forbløffet efter, hun troede åbenbart jeg ville stikke af. ”Kayla! Bliv her!” råbte hun chokeret, mens jeg bare stoppede op, og vente mig om mod hende med et smil. ”Undskyld Hannah, jeg har bare savnet England.”. Hun kiggede forskrækket på mig, som om jeg hvert øjeblik ville forvandle mig til en sindssyg tosse, og råbe og skrige. Det skete bare aldrig, i stedet trak jeg hende af sted mod London.

 

Der var mennesker over det hele, og jeg hev Hannah gennem mængden. Lyden af skrigende teenage piger skar gennem luften, og jeg hev Hannah med ind på en restaurant da jeg så at den skrigende mængde var på vej hen mod det sted vi stod. Jeg kiggede mig rundt omkring, og gik så over mod disken. Hvorfor ikke købe noget nu vi var her? ”Skal du have noget Hannah?”, jeg rakte hende et menukort. Der stod med tydelig skrift ”Nandos” ude på, og hun nikkede bare. Lyden af de skrigende piger stoppede lige ude foran den restaurant vi var på, og ind trådte fem forpustede drenge. Helt bestemt dem der var blevet jagtet.. One Direction. De stirrede forbløffet på mig og Hannah, men vi var nok også nogle underlige mennesker og møde på Nandos. Hannah, stadig iklædt tøjet fra psykiatrisk, og mig gejlet op til ukendelighed.

 

Jeg genkendte hurtigt Niall, og smilte glad til ham. Han stirrede på mig med store øjne, og udbrød så et ”Kayla?!”, inden han fløj mig om halsen. Jeg fik et chok, og mærkede at jeg gav et sæt fra mig. Jeg var langtfra vant til at folk var så direkte overfor mig, og havde svært ved at fremmede rørte ved mig. Men jeg trak ham bare ind til mig, indtil han til sidst trak sig ud. ”Hvad laver du her?” grinte han, efter at han havde bestilt en masse mad, og præcenteret mig for Harry, Liam, Louis og Zayn. ”Jeg er lige flyttet hertil igen.” jeg smilte til ham, og han kiggede sig spørgende omkring. ”Men hvor er din mor, og far? Ej, det er så længe jeg har set dine forældre!”, jeg mærkede mit ansigtsudtryk ændres, og kiggede trist på ham. Det var nok nu at jeg stødte ham fra mig, men han fortjente at vide at jeg var så langt ude, at ikke engang min far kunne holde ud at have mig hjemme..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...