Without You - One Direction.

Syttenårige Kayla har lige mistet sin bedsteveninde, og sin elskede mor i en tragisk bilulykke. Familien er splittet, og hun giver sin far skylden for ulykken da det var ham der styrede bilen. Hun synker dybere og dybere ned i en verden af stoffer, alkohol, selvmord og de forkerte typer.. Men hvad sker der når hende far sender hende et år til England, på et psykiatrisk hospital fyldt af psykologer, retsmedicinere og andre kloge folk der tror de ved hvad der er bedst for hende? Og hvordan håndtere de kloge folk en ung pige, som ikke rigtig ved hvad hun skal stille op med hende liv, udover at lave musik? Og hvad sker der når hun møder sin barndomsven Niall Horan igen?

273Likes
330Kommentarer
42961Visninger
AA

18. Skrid ad helvedes til.

”Zayn! Hold din mund.”, jeg rødmede, og drengene flækkede af grin. Han fortalte pinlige historie, og ting som jeg havde gjort mens vi var kæreste – ligesom dengang jeg gik ind i en lygtepæl, fordi jeg skulle sende en sms.. Den klassiske pinlige historie right? Alle oplever det på et tidspunkt.

 

Jeg puffede blidt til hans arm, da han skulle til at fortælle endnu en. Det var allerede tre dage siden alt det med Harry var sket, og jeg havde fået snakket med Harry. Han havde accepteret at jeg ikke kunne lide ham på samme måde, men at han stadig var en af mine bedstevenner.. Som han selv sagde det, så var det måske også bedst på den måde. Zayn havde været glad for at Harry accepterede det, og snakkede faktisk godt sammen med ham igen. - Efter at de første to dages anspændthed var blevet for normalt.

 

Min mobil vibrerede, og jeg skyndte mig hurtigt at læse beskeden.

 

”Hej Kayla. I kan desværre ikke komme om tre uger, som det ellers var planen. Hvis i kan skaffe et fly til i morgen, så kan i være her i den her uge. Ellers må vi desværre udskydde planerne med et stykke tid. Kærligst Kim.”

 

Min far.. Jeg sukkede. Drengene kiggede afventede på mig, og jeg indså at mit ansigtsudtryk havde skiftet til en vred og sorgfuld maske. ”Min far skriver at vi ikke kan komme om tre uger, men hvis vi kan skaffe et fly til i morgen, så kan vi være her denne her uge.”, mumlede jeg. De nikkede bare, og Niall rejste sig op, og gik over til telefonen. ”Hvad skal du?” spurgte jeg undrende. ”Skaffe et fly, selvfølgelig!”, han smilte stort til mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine forsigtigt.

”I er simpelthen for søde.. Alle sammen!”, jeg smilte skævt til Zayn, som bare grinte til mig. Louis og Harry greb muligheden til at skabe en diskussion om hvem der var sødest. De nåede vidst aldrig frem til et endeligt resultat, men jeg må ærligt indrømme at jeg heller ikke lyttede helt med. ”Zayn?”, mumlede jeg forsigtigt, mens jeg lagde mit hoved på hans skulder. ”Mm?”, han kyssede mig blidt i håret. ”Jeg tror jeg er noget nær lykkelig.”, jeg drejede mit hoved, så jeg kunne se hans ansigt, og smilte stille til ham. Han lænede sig ned og kyssede mig blidt.. ”Okay folkens! Zayn, Kayla.. Get a room!”, afbrød Niall. Jeg sukkede dybt, ”Ej vel Niall? Vi havde lige et øjeblik, smut!”, jeg smilte mens jeg sagde det, og han grinte stort til mig. ”Jeg har skaffet os et fly, men jeg regner med at i har for travlt med hinanden til at komme med?”, jeg sendte ham dræber øjnene, og de andre grinte højlydt af mit mislykkedes forsøg. ”Jeg går op og pakker!” udbrød jeg. De andre samtykkede hurtigt, og efter ti minutter kunne man hører dem hive ting ned inde på deres værelser.

Jeg mærkede et par arme omkring mig, ”Hey smukke.”, Zayns dybe stemme nåede mine ører, og jeg smilte forsigtigt. ”Hej!”, jeg drejede mig forsigtigt omkring i hans arme, så vi stod ansigt til ansigt. Han skubbede mig forsigtigt op af væggen, og hans læber mødte mine i et krævende kys. Hans hænder gled op af min krop, og han trak forsigtigt min trøje af. Jeg lod ham gøre det, og prøvede at trække trøjen af ham – noget som mislykkedes fuldstændig, så han tilsidst selv trak den af. Jeg vidste godt hvor han ville hen med det her, men jeg følte mig ikke nervøs, og jeg følte ikke at jeg ville komme til at fortryde. Han smilte beroligende til mig, når han fik muligheden, og jeg smilte tilbage for at vise at det var i orden. Jeg havde stadig mine stramme shorts på og bh, og han stod også i bukser. Han lænede sig mod mig igen, for at kræve endnu et kys, og ligesom han mødte mig åbnede døren sig. Jeg skubbede ham hurtigt væk i ren og skær panik, og så Harry stå i døren og stirrer lige inden han drejede omkring, og man kunne hører at han løb ned af trappen, og kort efter smækkede en dør.

 

Mine hænder fløj op til mit hoved, og panikken spredte sig. Det gik jo lige så godt, ”Åh forhelvede..”, jeg opdagede ikke selv ordene højt fløj over min læber, før Louis også kom stormene ind på værelset. Han så ud til at forsøge at analysere situationen, men kunne tydeligvis ikke finde ud af det, så Zayn svarede ham langsomt; ”Harry så os..”, jeg lagde svagt mærke til den undskyldende tone i hans stemme, så havde jeg trukket min t-shirt på igen og var løbet ud af døren. ”Kayla!”, jeg hørte både Zayns og Louis' råb, men fortsatte bare ned af trappen. Jeg var nød til at snakke med Harry alene.. Jeg droppede at tage sko på, og fortsatte bare viljefast ud af døren, uden sko på. Det var også sommer, så det var langt mere behageligt at løbe uden. Jeg mærkede mine fødder løbe over den asfalterede vej, i en ubestemt retning. Smerten hver gang en sten borede sig op i min fod var uudholdelig, men jeg ville gøre hvad som helst for Harry.. Jeg havde en svag mistanke om hvor han var, og valgte at følge mit instinkt.

 

Ti minutter efter stod jeg foran en lille park, og traskede hastigt ind i den. Overalt omkring mig sad der familier med deres børn, og lyden af latter kom fra alle sider. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og selvom at mine fødder var ømme, og Harry hadede mig.. Så var jeg faktisk lykkelig. Der stod en bænk, nær en sø lidt derfra, og jeg gik målrettet mod den. Jeg kunne se hans brune krøller på lang afstand, og sank kort tid efter ned på bænken ved siden af ham. Han fortsatte med at kigge ud over søen. På den anden side løb nogle små børn og legede, og jeg valgte også at holde mit blik på dem. ”Undskyld..”, mumlede jeg.. Jeg kiggede stadig ligeud, og han drejede heller ikke hovedet for at kigge på mig.

 

”Undskyld? ..”, ordene kom langsomt, men hårdt over hans læber. Jeg kunne hører alt den gemte vrede, sorg.. Smerte komme ud, og vidste præcis hvordan han havde det. Det var sådan jeg havde haft før jeg mødte dem.. ”Jeg har virkelig forsøgt.. Jeg har kæmpet for at være ligeglad. Men i gør det ikke nemt at glemme.”, fortsatte han ligeså koldt som før. Jeg nikkede svagt.. ”Undskyld”, gentog jeg ubehjælpsomt. ”Hold kæft Kayla. Skrid ad helvede til. Du ødelægger alt omkring dig.. Alt var så skide godt før du kom.”.

 

Jeg mærkede alt stivne i mig, og rejste mig op så jeg skærmede for hans blik mod børnene. ”Sig en gang til at jeg skal skride, og så skal jeg nok gøre det.”, mine ord kom velovervejede ud, men man kunne tydeligt hører sandheden og smerten bag dem. Han rettede sit blik mod mig, og sagde køligt, ”Skrid ad helvedes til Kayla.”, jeg nåede lige at se sorgen i hans blik, og så løb jeg ellers bare.

 

 

A/N;

Håber det var langt nok! Like og kommenter, det ville gøre mig lykkelig! Men tusinde tak alle jer der allerede har liket, kommenteret og sat den som favorit! Det er fantastisk! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...