Without You - One Direction.

Syttenårige Kayla har lige mistet sin bedsteveninde, og sin elskede mor i en tragisk bilulykke. Familien er splittet, og hun giver sin far skylden for ulykken da det var ham der styrede bilen. Hun synker dybere og dybere ned i en verden af stoffer, alkohol, selvmord og de forkerte typer.. Men hvad sker der når hende far sender hende et år til England, på et psykiatrisk hospital fyldt af psykologer, retsmedicinere og andre kloge folk der tror de ved hvad der er bedst for hende? Og hvordan håndtere de kloge folk en ung pige, som ikke rigtig ved hvad hun skal stille op med hende liv, udover at lave musik? Og hvad sker der når hun møder sin barndomsven Niall Horan igen?

273Likes
330Kommentarer
42909Visninger
AA

6. Sandheden, og tilbuddet.

Jeg stod, og stirrede lidt ned i jorden inden ordene kom over mine læber. Hannah kiggede analyserende på mig, og jeg vidste at hun noterede sig alt jeg gjorde, så hun kunne fortælle det til min læge Eric, og psykolog, John. ”Min mor er død, og jeg er her kun et års tid, hvis alt går efter planen. Jeg er indlagt på psykiatrisk.”, min stemme lød som en hvisken, men da jeg sagde det gjorde han noget jeg slet ikke havde forventet, og nok også noget som intet normalt menneske ville gøre.. Men han var jo også lidt sindssyg.

 

Han trak mig ind i et langt og varmt kram, og sådan stod vi bare i to minutter. Jeg kom til at tænke på, hvor forskellige vores skæbner var. Han var endt som den kendte sanger alle pigerne jagtede, mens jeg var endt på psykiatrisk afdeling fordi jeg havde mistet dem jeg holdt mest af. Vi snakkede til langt ud på aftenen, og så begyndte Hannah at hentyde til at vi skulle tilbage. Jeg var glad, da jeg vidste at jeg havde gjort store fremskridt. For første gang i to år, havde jeg i dag grinet og snakket om min veninde og mor.

 

”Vi ses” Niall og drengene var gået med mig og Hannah tilbage til den store hvide klods, som var mit hjem. De trak mig alle sammen ind i et kram, og gik så over mod den bil de havde kørt i. ”Jeg kommer og besøger dig i morgen” råbte Niall, lige inden han satte sig ind. Jeg smilte stort og vinkede inden jeg drejede omkring, og trak den tomme, udtryksløse facade op igen. Hannah vendte sig om, og da hun så mit ansigt skiftede hun til en chokeret grimasse, inden hun hastede op og lukkede mig ind på mit værelse. Så hastede hun ned til Eric, for at sladre, mens jeg sank sammen på sengen, og stille faldt i søvn.

 

Jeg vågnede tidligt næste morgen, og glædede mig som et lille barn til at Niall kom. Hvis jeg var heldig kunne jeg overtale Eric til, at lade mig tage ind til London med ham. Jeg håbede virkelig, da afdelingen stadigvæk drev mig til vanvid. Det var som om de kæmpede for at gøre det til et lykkeligt sted, med massere af farver, men kitlerne og de mange mennesker slugte stemningen ned i et mørkt hul, og erstattede den med en trykket stemning, som afslørede at der var noget galt med alle dem der boede på stedet.

 

Jeg var lidt forbløffet over at Niall kunne huske, hvordan jeg så ud efter så mange år, og at han var så åben.. Altså hvor mange ville kramme en de ikke har set i tolv år?

 

Det bankede på døren, og ind trådte John med Niall, Harry og Zayn i hælen. ”Hej!” sagde jeg, og smilte forsigtigt. ”Hej Kay” sagde Zayn med et skævt smil, og Harry og Niall kom over og gav mig et kram. Jeg mærkede en klump i halsen, da Zayn kaldte mig ved det kælenavn som Andrea altid havde kaldt mig. Hun havde altid fyret den der latterlige joke ”Hvis det er 'kay med Kay!” af når nogen spurgte om hun var med på noget. Jeg smilte stille for mig selv. ”Nå Kayla, jeg har snakket lidt med drengene her, og vi har lavet en aftale..” han kiggede på mig, indtil jeg bad ham fortsætte. ”Ja?” sagde jeg spørgende. Han smilte, ”Vi har aftalt at du tager med dem i et halvt års tid, på deres turné, eftersom at du har svært ved at tilpasse dig her. Egentlig passer du heller ikke rigtig ind under de kategorier som vi har her.. Men det er selvfølgelig kun, hvis du har lyst?” han smilte opmuntrende.

 

Jeg sad lidt og tænkte.. De stod alle sammen og kiggede afventende på mig, men til sidste fik jeg sagt det jeg ville, ”Hvad nu hvis det går galt?” min stemme knækkende over, men det tog jeg mig ikke af. ”Vi har sat drengene ind i hvad de skal gøre hvis det sker, og de får lidt beroligende med, hvis det bliver nødvendigt. Men det tror vi ikke det bliver.” svarede John. Jeg nikkede stille og sagde så helt roligt; ”Jeg tager med.”.. Denne her tur ville forandre mit liv.. Noget jeg ikke vidste da jeg sagde ja.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...