Without You - One Direction.

Syttenårige Kayla har lige mistet sin bedsteveninde, og sin elskede mor i en tragisk bilulykke. Familien er splittet, og hun giver sin far skylden for ulykken da det var ham der styrede bilen. Hun synker dybere og dybere ned i en verden af stoffer, alkohol, selvmord og de forkerte typer.. Men hvad sker der når hende far sender hende et år til England, på et psykiatrisk hospital fyldt af psykologer, retsmedicinere og andre kloge folk der tror de ved hvad der er bedst for hende? Og hvordan håndtere de kloge folk en ung pige, som ikke rigtig ved hvad hun skal stille op med hende liv, udover at lave musik? Og hvad sker der når hun møder sin barndomsven Niall Horan igen?

273Likes
330Kommentarer
42904Visninger
AA

7. Opturen, drømmen og nedturen.

De første to uger af turnéen fløj af sted.. Alt gik bedre med mig, og jeg var begyndt at grine. For første gang i to år, grinte jeg sådan for alvor. Med hele mit hjerte, og sjæl lagt i det.. Intet falskt eller trist lå bag min latter, den var bare ren og klar. Skar gennem luften, smittede de andre. For en gangs skyld var det faktisk sandt, når man sagde at et smil smitter. Men jeg havde indset at det skulle være et ægte smil, og ikke et påtvunget.

 

”Skal vi ikke se en fiiilm?” råbte jeg glad, gennem tourbussen. ”Den er jeg med på!” råbte Zayn, fra det værelse vi alle sov i, i tourbussen. Klokken var omkring syv om aftenen, og vi havde næsten lige været ude at spise aftensmad. Ti minutter efter var jeg omringet af fem drenge, der råbte i munden på hinanden, i et desperat forsøg på at vælge en film. De havde smidt madrasser ud over hele gulvet, men jeg indtog hurtigt sofaen, og min dyne.

 

Jeg vidste godt, at når jeg sagde at alt gik bedre, så var det ikke for evigt.. Jeg havde også de dage, hvor jeg mest af alt havde lyst til at dø. Men de dage vidste jeg derimod også at jeg havde drengene, som bakkede mig op og hjalp mig igennem dem. Det var noget andet end at vide, at man havde en halv gammel mand, i kittel og med en kæmpe stak papirer, hvor i der stod hvad man havde lavet de sidste fem år.

 

Alle drengene havde sat sig, undtagens Zayn som stod og stirrede opgivende. Alle pladserne var taget, og jeg syntes simpelthen det var så syndt for ham, at jeg før jeg vidste af det havde udbrudt et; ”Du kan bare sidde herovre Zayn!”, han smilte glad, og sank ned i sofaen ved siden af mig. ”Hvad skal vi se?” spurgte jeg ham nysgerrigt. ”Hm, tror det endte med The Ring” sagde han med et smørret smil. Ganske rigtigt, ti minutter efter sad jeg og klamrede mig til min pude.

 

Jeg havde ikke set gyserfilm siden Andrea levede, pga. min depression.. Det var en masse med at det kunne forværre det, men hvad ved jeg. Zayn lagde forsigtigt en arm omkring mig, og jeg kiggede forvirret op på ham. Jeg flyttede dog ikke hans arm, det ville bare have været mere akavet. Til sidst mærkede jeg mine øjne glide i, langsomt og roligt.

 

Jeg mærkede nogle arme omkring mig.. Hvor længe jeg havde sovet vidste jeg ikke, men jeg var stadig forfærdelig træt. Jeg mærkede at jeg blev lagt ned på den velkendte luftmadras, som jeg havde tilbragt de sidste mange nætter på. Så sank jeg forsigtigt tilbage i søvnen. Næste gang jeg vågnede var det langt fra så roligt..

 

”Kay!”, min mor stod med ryggen til og lavede mad.. Radioen kørte helt forsigtigt, og spillede, en sang jeg svagt genkendte som Bill Withers 'Ain't no sunshine'. ”Ja mor?”, jeg så mig selv.. Som var jeg uden for min egen krop i et kort øjeblik, og så susede jeg ned i den igen. Billedet af den lille brunhårede pige, som var mig som femårig skar igennem min bevidsthed. ”Jeg elsker dig.”, så løftede hun kniven, og stak den direkte ind i maven på sig selv. ”Moar!” skreg pigen, endnu engang var jeg ude af kroppen og så scenariet oven fra. Anytime she goes away (ain't no sunshine when she goes) .. Den sidste tone fra sangen rindede ud, i takt med min mors liv. Så fløj jeg ned i kroppen igen, og mit skrig skar igennem luften.

 

”Kayla, hvad sker der?!”, Harrys stemme skar igennem mit skrig, og jeg mærkede et par arme ligge sig beroligende omkring mig. Skriget blev erstattet af tårer, og jeg kiggede kort op mod Zayn, som bekymret holdt mig ind til ham. Så lænede jeg mit hoved mod hans skulder og hulkede endnu engang lydløst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...