Without You - One Direction.

Syttenårige Kayla har lige mistet sin bedsteveninde, og sin elskede mor i en tragisk bilulykke. Familien er splittet, og hun giver sin far skylden for ulykken da det var ham der styrede bilen. Hun synker dybere og dybere ned i en verden af stoffer, alkohol, selvmord og de forkerte typer.. Men hvad sker der når hende far sender hende et år til England, på et psykiatrisk hospital fyldt af psykologer, retsmedicinere og andre kloge folk der tror de ved hvad der er bedst for hende? Og hvordan håndtere de kloge folk en ung pige, som ikke rigtig ved hvad hun skal stille op med hende liv, udover at lave musik? Og hvad sker der når hun møder sin barndomsven Niall Horan igen?

273Likes
330Kommentarer
42970Visninger
AA

15. ”Jeg skrider.”

”Du er kommet videre 'far'! Du er kommet videre.. Jeg savner hende stadig! Forstå det dog, du kan ikke gøre noget ved det. Mor forstod mig, når du ikke gjorde det. Andrea hjalp mig, når du ikke gjorde.. Og ved du hvad? Zayn trøstede mig, da du ikke gjorde.. Jeg skrider, det er ikke besværet værd. Hav det godt med Carla, og din lille drømme familie.”, alle de ord som jeg havde gået med de sidste par år, kom endelig ud. Jeg hadede ham indså jeg.. Han var min far, men ikke den far han burde være. Far var bare en titel, ikke en realitet.

Jeg gik hastigt ud af kontoret, åbnede den skuffe hvori jeg vidste min mobil lå, og løb op på mit værelse, og hev min kuffert frem. Jeg pakkede hurtigt det vigtigste, mens jeg ringede til Zayn, på det nummer han havde givet mig.

 

”Det Zayn.” lød hans dybe, hæse stemme. ”Zayn, det er Kayla..”, jeg var tæt på at græde. ”Kayla!? Hvorfor har du ikke svaret på mine opkald? .. Vi savner dig alle helt vildt meget, det er slet ikke sjovt at være på tour længere, vi overvejer faktisk at stoppe den tidligere end planlagt.”, han snakkede som et vandfald, indtil jeg afbrød ham. ”Er det ok at jeg kommer tilbage til jer? Jeg kan ikke mere..”, tårerne løb nu ned af mine kinder, og jeg hulkede svagt. ”Selvfølgelig, du skal tage et fly til Oslo, da vi er i Norge lige pt. Vi henter dig der!”. ”Jeg kommer..”. Så lagde vi på.

 

Jeg smed den sidste trøje ned i kufferten, og lagde hurtigt et billed af mig og min mor, ned i kufferten. Bagefter fulgte et billed af mig og Andrea til en dansekonkurrence fra vi var tolv år.

 

Jeg tog hurtigt min pung i lommen, og jeg var lige nu taknemmelig for at min far havde rigeligt med penge, så der lå omkring 30.000 på min konto. Jeg havde bestilt en taxi, og nu hastede jeg bare ned af trapperne. Da jeg kom ned stod min far, og stirrede forvirret på mig. Jeg fremmumlede bare et hurtigt; ”Jeg skrider..” inden jeg gik ud af døren, og forsigtigt lukkede den i. Så steg jeg ind i taxien, og turen gik mod lufthavnen. Jeg var så heldig at jeg kunne købe nogle afbudsbilletter til Oslo, og kort efter sad jeg i flyveren, på en flyvetur som føltes meget længere end den egentlig var.

 

Efter noget der føltes som tyve timer, steg jeg ud af flyveren, og løb igennem diverse kontroller, inden jeg slog armene om Zayn, som trofast stod og ventede på mig, bag den der jernstang der adskiller familie og venner, fra deres kære der netop er ankommet med flyveren. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, og langsomt gled de ned af mine kinder. Han trak holdt mig forsigtigt ud fra sig, så han kunne se mit ansigt, og fjernede forsigtigt en tårer fra min kind. ”Sh, Kayla.. Det skal nok gå.”, han læber mødte forsigtigt mine, jeg kunne ikke lade være med at smile, bare en lille smule.. Han var det hele værd.

 

”Kom, de andre venter ude i bilen..”, afbrød han til sidst kysset. Jeg nikkede stille, tog hans hånd og så gik vi ud til de andre med min kuffert. Jeg havde ikke nået at pakke specielt meget, og var nok nød til at bede min far sende mig resten, men det ville jeg ikke tænke på nu. ”Kaaaayla!”, Nialls stemme skar igennem luften, og jeg smilte stort, da jeg så hans hoved stikke ud af bilvinduet. Efter lidt kamp med Niall, stak Louis også glad hovedet ud, og råbte hej.. Og inden jeg nåede over til bilen, havde drengene startet en slåskamp om hvems tur det var, til at stikke hovedet ud af vinduet. Et lille fnis, slap over min læber, og Zayn kiggede på mig med et stort smil. Jeg smilte stort tilbage, og besluttede mig for bare at nyde, at være sammen med drengene igen.

 

Jeg sad oven på Zayn, hele turen til hotellet, som de nu boede på. Louis sad og fyrede platte jokes af, mens han kørte og Harry rettede en gang i mellem – ret ofte – på sit hår. Jeg kunne ikke lade være med at grine af dem.. Det var så typisk drengene.

 

”Skru oooop!”, skreg Liam pludselig med et grin, og begyndte så at skråle med på deres 'One thing', som kom i radioen i samme øjeblik. De andre begyndte så småt også at skråle med, og til sidst sad vi bare alle sammen og skrålede med, hvad enten vi kunne sangen eller ej.. Jeg drejede mit hoved, og mine læber mødte endnu engang Zayns.. Den dreng kunne virkelig gøre mig glad!

 

 

A/N: Eh, der kommer ikke mere i morgen, da jeg skal til noget halløj på min skole hele dagen! Men fortsæt med at like den! Begynder at skrive mere når der er 42 likes!  

Har lidt travlt for tiden, så der går nok lidt længe mellem kapitlerne, men skriver alt hvad jeg kan! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...