Remember to Love me ❀ [1D]

Jacey Butler skal over og besøge sin veninde i London. De har aldrig set hinanden før, så Jacey er meget spændt. Desuden er det første gang, at hun skal ud at flyve, så hun farer hurtigt vild ude i lufthavnen. Da hun spørger om hjælp, har hun ingen anelse om at lige præcis dén person, vil være med til at ændre hendes liv. Både på godt og på ondt..

149Likes
454Kommentarer
28916Visninger
AA

10. Why can't you look at me like that?

"Kan du ryste min pude?" spurgte jeg om. Christopher så mærkeligt på mig, men nikkede så smilende. Han rystede den og rakte mig et sovedyr, som forestillede en lille blå hund. Jeg fnisede, da han rakte mig den, men tog i mod den. "Tak" sagde jeg og smilede genert. "Så lidt J" sagde han fjollet og kyssede mig hurtigt på kinden, hvorefter han smuttede ud ad døren. Jeg puttede mig ind til den lille hund og lukkede øjnene. Automatisk begyndte jeg at nynne inde i mig selv.

Lyden af højrystende og grinende stemmer, vækkede mig. Det var drengestemmer. Min første mistanke betydende til Chrisserne, men så kunne jeg høre, at det ikke var dem. De var måske en smule mere mandlige. Det var ellers en dejlig søvn. Jeg havde drømt noget godt, men nu havde jeg allerede glemt den. Men det var noget med en, som havde blå øjne. Christophers blå vovse havde også haft et lille smut forbi min drøm. Det var mærkeligt, som man kunne drømme. Der var selvfølgelig også mareridt, men det var sjælden i mit tilfælde.

Jeg svang dynen til side og rejste mig op. En irriterende smerte bredte sig i mit ben. Jeg ignorerede den og gik ind på Lucys værelse, hvor jeg tog en mørk hoddie over og hyggesokker på. Derefter bevægede jeg mig ned ad trapperne. Jeg fik sat mig ned på numsen og så fik jeg mig skubbet ned. Det var da en smart måde.

"Jacey, du er oppe! Jeg har en overraskelse" udbrød Lucy, da jeg kom ud i køkkenet, for at tage nogle flere piller. "Aha, hvad er klokken?" spurgte jeg i stedet. Jeg var ret ligeglad, desuden var jeg stadig sur på hende. "19:33" svarede hun efter at have kigget på sit ur. Jeg nikkede bare og slugte pillerne. Jeg havde kun sovet i lidt over fire timer. Jeg følte mig stadig virkelig træt.

"En overraskelse!?" gentog hun. "Aha" sagde jeg og strakte mig. Hun sukkede irriteret og stillede sig foran mig. "Hør nu her! Be' om" sagde hun og lavede hundeøjne, da jeg var ligeglad. "Okay, undskyld. Okay?" sagde hun så. Jeg nikkede bare og vendte min opmærksomhed mod hende. Hun var umulig. Virkelig bestemmende. "Godt, kom nu med ind i stuen. Please!" sagde hun. Jeg sukkede bare, men hun rev mig så med ind. Jeg stønnede, da mit ben stødte mod et stolben. Det havde dårligt nok fået lov til at hele. Jeg tror ikke, det var særlig godt at løbe rundt med sådan et ben. Men Lucy var selvfølgelig ligeglad.

Hun viste mig ind i stuen, hvor Collin, Christopher, Christian og One Direction drengene. Jeg gloede lidt på dem med åben mund. Gad vide hvordan jeg så ud ligenu. Egentlig var jeg ligeglad. Det betød faktisk ikke rigtig noget. "Øh hej?" sagde jeg og de så alle overrasket på mig. Lucy så glad på dem. Jeg rullede med øjnene af hende. Hun var virkelig begyndt at være irriterende. "Hvad laver I her?" spurgte jeg. Måske en smule uhøfligt, da jeg fik et skub i ryggen af Lucy. Jeg så bare irriteret på hende. "Slap af, jeg spurgte bare" sagde jeg undskyldende. Jeg var ret gnaven. Jeg havde ondt og jeg var træt. "Hey Jacey!" sagde Zayn glad til mig og smilede venligt. Jeg smilede igen. Han var nu god nok.

"Hejsa" svarede jeg og satte mig hen ved siden af ham i sofaen. De andre var lidt fordelt i den meget store stue. Collin begravet i sin mobil, Christian igang med at spille xboks sammen med Liam, Christopher snakkede med Niall og Zayn, hvor jeg nu havde blandet mig. Lucy var gået hen til Harry og Louis. Held og lykke til dem.

*

Vi havde nu snakket lidt sammen. Zayn og Niall var virkelig søde. Zayn ret selvglad, men rigtig sjov. Niall også vildt sød og sjov. Det var sådan nogen typer, jeg sagtens kunne finde på at hænge ud med dagligt. Klokken var omkring 22 nu. Drengene skulle til at hjemad. Vi sagde farvel og Lucy snakkede lystigt om, at de skulle mødes igen. De nikkede bare alle sammen venligt. Jeg grinede inden i mig selv og rystede på hovedet. Dem ville vi nok ikke se igen. Desværre. Men sådan var det jo. Den ville nok også snart få mere og mere travlt.

Louis kom hen til mig, da de skulle til at gå ud ad døren. "Hey, vil du ikke med til vores koncert i morgen?" spurgte han venligt. Jeg nikkede og smilede venligt. Det ville måske blive lidt besværligt med mit ben, men det skulle nok gå. "Ja, tak" sagde jeg. "Men.." sagde han tøvende. "Bare kom alene" sagde han og rakte mig hurtigt nogle billetter, hvorefter han hurtigt var ude ad døren. Jeg smilede bare. Niall kom hen til mig og smilede sødt. Han trak mig ind i et kram og hviskede i mit øre: "Vi ses i morgen" jeg nikkede og smilede. Jeg krammede Zayn og vinkede til dem, da de gik. Lucy hoppede begejstret efter døren var blevet lukket. "De er så søde!" hvinede hun. Jeg rystede bare på hovedet af hende og satte mig ind i stuen, hvor Christopher sad.

"Hvad så?" spurgte jeg glad og satte mig i sofaen. "Intet" brummede han og fæstede blikket på skærmen. "Hvad?" spurgte jeg overrasket. Hvad kunne have gjort ham sur? "Sig det nu bare!" sagde jeg utålmodigt. Hvad var pludselig galt med ham? "Vil du vide hvad der er galt!?" spurgte han surt. "Ja tak" sagde jeg en anelse irriteret. "Fint nok. Jeg synes bare, det var lidt for klamt, sådan du og Niall opførte jer!" sagde han. "Klamt?" råbte jeg surt. "Hvordan kan det være klamt? Vi er jo bare venner? Vi snakkede bare sammen" sagde jeg irriteret og stirrede på ham, imens han kiggede væk. "Snakkede bare sammen? Hvis vi andre ikke havde været her, så havde i klasket tungerne sammen!" råbte han. Jeg så såret på ham. "Er det virkelig det, du tror om mig?" råbte jeg, men min stemme knækkede og jeg skyndte mig ud ad stuen. Jeg kom forsigtigt ovenpå og bankede på Collins dør. Han åbnede den og så overrasket på mig. "Er du okay?" spurgte han bekymret. Ham var jeg også altid kommet godt ud af med. Han var trodsalt også på min alder. Seth havde jeg egentlig aldrig rigtig snakket med, da han jo havde denne kæreste, som jeg ikke anede, hvem var. Collin var en sød dreng. Venneafhængig måske. Men helt okay.

"Kan jeg sove ved dig?" spurgte jeg. Han så overrasket på mig, men nikkede så. "Kan du fortælle mig, hvad der er galt?" spurgte han forsigtigt, da jeg var kommet ind på hans værelse, som faktisk ikke var roddet. Jeg var ret overrasket over, at han overhovedet spurgte. Det lignede ikke drenge.

"Øh, som du kan se, kommer jeg bedre ud af det med jer drenge end Lucy. Hun er ret drengeafhængig, så vi passer ikke helt sammen. Desuden svinede Christopher mig lige til, så der kan jeg heller ikke sove" sukkede jeg. "Hvad sagde han?" spurgte Collin en smule småirriteret. Men ikke på mig, mere Christopher. "Bare noget med Niall" sagde jeg og kiggede på ham. Han nikkede. "Bare rolig, jeg finder en madras til dig" sagde han og gik ud ad døren.

Han kom tilbage og vi redte op. Da vi var færdige, lagde jeg mig træt under dynen og faldt hurtigt i søvn.

 

„Face your fears and live your dreams.“ - Ukendt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...