Remember to Love me ❀ [1D]

Jacey Butler skal over og besøge sin veninde i London. De har aldrig set hinanden før, så Jacey er meget spændt. Desuden er det første gang, at hun skal ud at flyve, så hun farer hurtigt vild ude i lufthavnen. Da hun spørger om hjælp, har hun ingen anelse om at lige præcis dén person, vil være med til at ændre hendes liv. Både på godt og på ondt..

149Likes
454Kommentarer
28914Visninger
AA

11. So put your hands up, oh oh oh...

Da jeg vågnede, smuttede jeg hurtigt i bad uden at vække nogen. Jeg skulle blive færdig så hurtig så muligt. Jeg gad hverken snakke med Christopher eller Lucy. Christopher fordi han var et jaloux fjols, og Lucy fordi hun var så irriterende at høre på, da hun konstant skulle snakke om 1D-drengene, som om de altid havde kendt hinanden. Derfor ville jeg helst bare ud ad døren, så jeg slap for at svare på spørgsmål. Hvilket var noget, jeg hvert fald ikke havde tålmodighed til idag. Jeg var stadig såret over Christophers ord. Forhåbentlig mente han dem ikke.

Jeg tog et par højtaljede bukser på og en sort top, som jeg satte udover. Jeg kunne ikke lide, at jeg havde en trøje indenunder mine bukser. Det var lidt mærkeligt. Jeg tog sorte converse på og en tynd jakke. Derefter skyndte jeg mig nedenunder for at spise morgenmad. Koncerten ville starte klokken tre og klokken var et nu. Alle i denne familie sov næsten altid længe. Undtaget deres mor, som faktisk arbejdede hver dag. Jeg kunne ikke forstå, hun kunne holde til det, men sådan var det med nogle mennesker.

"J!" hørte jeg en begejstret stemme råbe, hvorefter jeg fik et kram bagfra af nogle små arme. Jeg grinede og vendte mig om. Jeg mødte Adams funklende øjne og jeg smilede automatisk. "Hvad så Adam?" spurgte jeg. "Ikke noget" sagde han sjovt og gik straks hen for at rode i en skuffe, hvor der formentlig befandt sig chokopops, da det altid var det, han åd. Jeg fandt to skåle frem og satte dem overfor hinanden. Adam begyndte straks at hælde chokopops i dem og jeg fandt hurtig mælken, så han ikke spiste uden. Han fandt nogen skeer og vi satte os til at spise hans yndlings morgenmad. Selv jeg elskede det. Det smagte virkelig godt. Lidt barnligt af mig, men sådan var det altså.

Da vi havde spist færdig, børstede jeg tænder og besluttede mig for at gå. Jeg havde læst på billetterne, hvor der stod, hvor koncertenhallen befandt sig. Jeg glædede mig faktisk lidt. En smule nervøs faktisk. Hvorfor, vidste jeg ikke helt. Der var bare et eller andet, der gjort mig nervøs. Jeg anede ikke hvem eller hvad.

*

Lyden af skrigende piger fyldte mine trommehinder og mit hoved begyndte at dunke. Det var ikke lige det, jeg orkede allermest lige nu. Men jeg glædede mig til at høre drengene synge igen. Første gang var i parken, hvor jeg væltede ind i Niall. Gud, hvor havde det været pinligt. Det var ret utroligt, vi alle sammen hele tiden mødtes tilfældigt. Første gang i lufthavnen, anden gang i parken, tredje gang på en restuarant og fjerde gang hjemme ved Lucy. Ingen af gangene, havde jeg haft én anelse om, at jeg ville møde dem.

Jeg fandt frem til min plads. Hold da op! Tredje række. Så jeg var ret langt foran. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg havde aldrig fået billetter hurtigt nok til nogen koncerter. Jeg var altid endt nede på de bagerste rækker. Der var en del piger omkring mig. Alle sammen klædt i One Direction tøj. Der var både tegnet på arme, i ansigtet og brystet. Det var helt vildt, sådan de overdrev.  Sådan en type var jeg nok ikke. Jeg havde bare almindeligt tøj på til koncerter. Undtaget hvis det var Bruno Mars. Så havde jeg også fan T-shirt på! Han var virkelig en fantastisk sanger. Jeg var helt tosset med ham.

Lige pludselig begyndte alle at skrige helt vildt højlydt. Jeg så mig overrasket omkring, men opdagede så, at der var startet musik. Det var bare en smule svært at høre. Drengene hoppede og sprang ind på scenen. Jeg begyndte straks at smile uden grund. Hvor var de dog søde.

"You're insecure,

don't know what for.

You're turning heads,

when you walk through the door.

Don't need make-up,

to cover up.

Being the way that you are,

is enough."

lød det fra en af drengene. Jeg kunne ikke helt tyde stemmen, men det var hvert fald Harry der forsatte sangen efter ham den anden. Man kunne tydeligt genkende hans krøller og hans hæse stemme. De sang faktisk godt. Ikke lige det jeg plejede at høre, men det kunne det da hurtig blive. De forsatte med at synge flere sange. Der var nu én sang, der fangede mig mere end de andre. Især da Niall sang sin del. Han havde godt nok en fantastisk stemme. Men det havde de allesammen. Men Nialls del sagde mig bare noget på en eller anden måde. Det lød sådan:

"If I'm louder,

would you se me?

Would you lay down,

in my arms and rescue me.

Cause we are,

the same.

You save me.

When you leave,

it's gone again. "

Det stykke forelskede jeg mig godt nok lidt i. Bagefter lød det inde i mit hoved igen og igen. Det var virkelig et sødt stykke. Det var sådan en sang, jeg kunne høre igen og igen. Jeg anede bare ikke rigtigt, hvad sangen hed. Men det måtte jeg jo lige spørge drengene om. Det var trodsalt deres sang. Efter den gode sang, var der kun to mere. De havde nu også snakket en del og holdt konkurrencer imellem sangene. De var virkelig kærlige imod deres fans.

 

„Love life and life will love you back. Love people and they will love you back.“ - Arthur Rubinstein

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...