Remember to Love me ❀ [1D]

Jacey Butler skal over og besøge sin veninde i London. De har aldrig set hinanden før, så Jacey er meget spændt. Desuden er det første gang, at hun skal ud at flyve, så hun farer hurtigt vild ude i lufthavnen. Da hun spørger om hjælp, har hun ingen anelse om at lige præcis dén person, vil være med til at ændre hendes liv. Både på godt og på ondt..

149Likes
454Kommentarer
28866Visninger
AA

5. Heart beats harder, time escapes me..

”Hallo?” råbte jeg indenfor. Der lød stemmer inde fra stuen, som råbte et eller anden usammenhængende til mig. Hvem det var, kunne jeg godt nok ikke lige regne ud.  

Jeg trak lidt ud i min trøje, og pustede tungt ud. Løbeturen havde fået mig til at svede, og jeg havde allermest lyst til at smide tøjet. I stedet listede jeg ind i stuen til drengene med en bagtanke om at hænge ud med dem indtil Lucy kom hjem. Deres hus var så hjemmeligt, så det var ikke engang akavet at være her uden hende. 

”Hey Jacey!” råbte Christian begejstret, da jeg kom ind i stuen.

”Hey Chris” smilede jeg, og smed mig i sofaen.

”Hvor er Lucy?” spurgte Christopher med sit blik fæstet på skærmen, hvor to racerbiler kørte om kap mod hinanden. Christian var ligeså fokuseret, og havde ikke en eneste gang løftet blikket for at se på mig.

Jeg trak på skuldrene. ”I parken, så kommer nok på et tidspunkt. En eller anden gruppe drenge hang ud derover” forklarede jeg så afslappet som muligt, men alligevel blev jeg knaldrød i hovedet ved tanken om den pinlige oplevelse.

”J!” råbte Adam glad, og kom hoppende hen til mig med en traktor i hinanden, imens han kravlede op til mig i sofaen, og krammede mig. Det her var simpelthen den mest kærlige familie, og jeg elskede dem allerede. 

”Hvad så Adam?” spurgte jeg, og studerede hans store æblekinder, og chokoladen som hang i underlæben. Han kiggede smilende på mig med sit lille smil og sine skinnende øjne. ”Hvem er egentlig hjemme?” spurgte jeg, og lagde mærke til ud af øjenkrogen, at Christian gav mig et hurtigt sideblik, hvorefter han hurtigt fæstede blikket til skærmen igen. 

”Seth er ved kæresten, Chris og jeg har fået tjansen med at passe Adam og Simon, og Colin er vist ikke hjemme” svarede han. Hold da op, hvor var de gode til at holde øje med deres yngre brødre. Ubevist lukkede jeg et grin ud, og rystede opgivende på hovedet. 

"Hvor er Simon så henne Chris?" spurgte jeg med et hævet øjenbryn, og han sendte mig et kikset smil, og trak på skuldrene. 

"Et eller andet sted i huset, tænker jeg" han spillede ubekymret videre på sin konsol. 

"Han skal nok være her" sagde Christopher, og sendte mig et hurtig beroligende smil, fordi hans racerbil kørte ligeud lige nu. Det var så typisk de to. Allerede efter en uges tid, så kendte jeg dem allerede alt for godt, og allerede nu vidste jeg, hvor typisk det her var. Hvorfor stolede deres forældre dog på dem? 

”Hvor er jeres forældre?” spurgte jeg så, imens jeg kærtegnede Adams kind.

”Over ved nogen venner, tror jeg nok. Var det ikke det, de sagde, at de skulle idag Chris?” Christopher satte spillet på pause, og kiggede på Christian, som så irriteret på Christopher. 

"Jo, sikkert" han trak på skuldrene, og trykkede play, så de kunne spille videre. Jeg sukkede opgivende, og lagde mig tilbage med sofaen med lukkede øjne. Jeg havde virkelig sovet dårligt i nat, så jeg var simpelthen så smadret.  

”J?” efter noget som kun føltes som et minut, der lød en uskyldig lille stemme, som jeg genkendte som Adams.

”Mm?” mumlede jeg, og åbnede øjnene for at kigge på ham.

”Vil du ikke med udenfor og gå en tur?” spurgte han om med et sit lille smil. Åh gud, det orkede jeg godt nok ikke lige nu, men jeg kunne ikke skuffe den dreng.. 

”Hvis jeg nu lukker øjnene i en times tid, så gør vi det bagefter?” sagde jeg, og rodede ham i håret. Til gengæld sendte han mig et stort smil, imens han nikkede ivrigt, og kravlede op i sofaen til mig. Han lagde sig ind til mig, og lukkede øjnene. Mit hjerte smeltede helt. Jeg havde ingen søskende, så det her var helt nyt for mig. Mine læber formede et smil, og lidt efter blev mine egne øjenlåg tunge, og vi faldt i søvn til Chrissernes råbende stemmer.

*

”J?” en hviskende stemme trak mig ud af mine drømmeverden, og jeg åbnede træt mine øjne.

”Ja?” mumlede jeg, og mødte Adams blik.  

”Vi har sovet i to timer, så skal vi ikke gå nu?” spurgte han med et stort smil, imens han med sin højre hånd nuldrede en tot af mit hår. Jeg gabte, og nikkede. 

”Jeg skifter lige bluse så, okay?” han nikkede, og gik ud i bryggerset. Jeg skiftede mine svedige trøje ud til en rød top og sort cardigan, så jeg ikke begyndte at fryse. Jeg trak en børste igennem mit hår, og smilede træt til mit eget spejlbillede. Efter jeg havde gnedet søvnen ud af mine øjne, så gik jeg nedenunder og ud til Adam. Klokken var heldigvis kun tre, så vi kunne sagtens nå at gå en lille tur.Det var undrede mig virkelig, at Lucy stadig ikke var kommet hjem.. 

”Er du klar?” spurgte jeg ham efter, at jeg selv havde taget mine sorte converse på.

”Ja!” råbte han begejstret, og tog mig i hånden. Jeg åbnede døren, og vinden mødte os som en et slag i ansigtet. Alligevel indsnusede jeg den friske luft, og trak Adam med ud. 

”Hvor vil du hen?” spurgte jeg.

”Parken?” sagde han højt, og kiggede på mig med sine store øjne. 

”Arh, det tror jeg ikke lige,” sagde jeg og smilede sødt til ham. ”Hvad med legepladsen i stedet for? Det er da meget sjovere!” sagde jeg henkastet, men Adam indvilligede enigt, og så vandrede vi afsted. 

*

Da Adam og jeg var kommet hjem igen, var Lucy kommet hjem. Jeg var måske en anelse irriteret på hende. Nok fordi hun ikke havde fulgt efter mig. Men hendes brødre var nu også super skønne. Resten af dagen havde jeg hængt ud med Chrisserne. Lucy havde holdt sig på sit værelse. Der var vist noget galt, men det kunne ikke ses næste morgen, da vi sad og spiste morgenmad, for der så hun rigtig udspekuleret og glad ud.

”Hvad er du så glad over?” spurgte Isabelle, deres mor, Lucy om. Hun gav mig et hurtigt sideblik og smilede bare stort. ”Intet” svarede hun. Christian som sad ved min højre side, rystede bare på hovedet. ”Hvad så J, hvad skal du lave i dag?” spurgte han mig om. Havde de alle sammen taget ’J’ til sig? Det lød jo mega latterligt. ”Jae, det ved jeg ikke helt” svarede jeg og trak på skuldrene, imens jeg tog skeen ind i munden med cornflakes. ”Vil du chille med Chris og jeg?” spurgte han glad. Jeg grinede af ham og skulle til at svare, da Lucy afbrød: ”Chris! Hun er min veninde!” Christian så surt på hende. ”Og? Jeg må da også gerne være sammen med hende! Du kan låne hende i morgen” svarede han surt, men smilede hurtigt til mig. Lucy så rasende på ham og deres mor sukkede opgivende. ”Gider I ikke godt lige slappe af! Jacey bestemmer faktisk selv” sagde hun strengt. Jeg takkede hende indvendigt. Jeg var ikke en eller anden bog, som man kunne låne. Jeg havde selv et liv. Christopher så irriteret på sin mor. ”Hvad nu hvis vi låner hende til aften, så kan du få hende hele aftenen?” spurgte han. Lucy så surt på ham. ”Fint nok. Det var egentlig også min plan. Men Jacey?” hun kiggede på mig og smilede sødt. ”Tag noget pænt på. Tro mig” sagde hun og gik ud fra køkkenet. Chrisserne jublede og gav hinanden highfive. ”Hvem siger, at jeg gider være sammen med jer?” spurgte jeg flabet om, som fik deres mor til at grine, da de så helt fortvivlet ud. ”Æh..?” stammede de. Jeg begyndte at grine. ”Selvfølgelig, vil jeg da det. Det skal nok blive skægt!” sagde jeg og rejste mig fra bordet. De så straks lettet ud. Jeg fnisede, hvorefter jeg strakte mig og satte min skål i opvaskeren. ”Men hvad skal vi lave?” spurgte jeg dem om. De havde vel planlagt noget, siden de så gerne ville have mig med.

”Mange forskellige ting!” sagde Christian glad og smed resten af sin mad væk. ”Tag noget bevægeligt tøj på J. Så ses vi om ti minutter” sagde han og smuttede. Jeg sukkede og gik ovenpå. Typisk drenge. Nu skulle vi sikkert lave noget, der var hårdt.

*

Chrisserne og jeg havde kørt i racerbiler og været ude at klatre. Hvis de prøvede på at imponere mig, var det lykkedes. De var virkelig søde ved mig. Vi havde virkelig oplevet en masse på en dag. Det havde virkelig været fedt. Det beviste også bare, at jeg bedst kunne med drenge. Tøsehygge var ikke rigtigt mig, hvert fald ikke i forhold til en klatretur. Vi havde fået en masse motion, da vi havde gået hen til de forskellige steder. Det havde virkelig været en sjov tur. Nu kunne jeg bare glæde mig til næste tur sammen med Lucy. Det ville nok være mere tøset end denne tur.

”Nå” sagde Christian og kiggede ventende på mig. ”Er du klar til det sjoveste på hele turen?” råbte han. Jeg nikkede ivrigt og kiggede ventende på ham. ”Okay så! Så kom med! Det her er så skægt. Måske bliver man lidt beskidt, men det går jo nok” forklarede han og vi fulgte efter ham.

Vi ankom til et lille hus med en enorm slags slette. ”Øh, hvad skal vi her?” spurgte jeg dumt. Christopher grinede og så spændt på mig. ”Du skal prøve noget af det sjoveste!” ”Sig nu hvad det er” sagde jeg utålmodigt. ”Fint nok. Først får vi nogle dragter på og et våben med en slags farvekugler i. Så kommer vi ud på et stort øde sted, hvor der vil være sten til at gemme sig bag og mudder til at glide i. Vi kommer til at spille mod et andet hold. Dem skal vi selvfølgelig skyde på og gemme os for. Er du med?” spurgte han. Jeg nikkede ivrigt og så begejstret på dem. ”Det bliver så fedt!” svarede jeg. Vi gik ind i huset, hvor vi mødte en mand. Han forklarede os reglerne og vi fik dragter på. Vi mødte de andre deltagere og det viste sig, at jeg var den eneste pige. Det skulle nok blive sjovt. Vi var rød hold, så vi skød med røde kugler.

”Er I klar?” lød en stemme, da vores hold var blevet vist ud til stedet, hvor vi skulle starte. Vi nikkede alle sammen og tog vores beskyttelsesbriller på. ”Godt, I skal finde en lille rød sten. Held og lykke!” råbte han og porten blev lukket bag os. ”Shit” mumlede jeg, da jeg så ud over den store slette. Der var få sten og der var ingen at få øje på. ”Come on boys” sagde jeg og holdte mit våben klar. Vi begyndte at gå forsigtigt med Christopher i fronten. Lige da jeg skulle til at hoppe over en mudderpøl, gled jeg og faldt med hovedet ned i mudderet. Chrisserne skreg af grin, da de så mig rulle rundt i mudderet. ”Sjovt” mumlede jeg og rejste mig. Jeg var nu fyldt med mudder, men det ville forhåbentlig hjælpe på kamuflagen. ”Lidt beskidt?”  spurgte jeg Christian. Han grinede bare højt. ”Det der, var din egen skyld” grinede han og vi gik videre.

 

„When life gives you a hundred reason to cry, show life that you have a thousand reason to smile.“ - Ukendt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...