Rebeccas rejse

Teenagepigen Rebecca og hendes mor, som er totalt arbejdsnarkoman flytter sammen til New York City i en penthouse lejlighed. På turen fra deres gamle hjem i Canada bliver en masse hemmeligheder om Rebeccas far afsløret. Hans forsvinden var ikke så tilfældig, og han var bestemt ikke død. Rebecca bestemmer sig for at finde sin far i den parallelle verden, som hendes far blev tvunget til at bo i efter hendes fødsel. Men det er en hård rejse, som kan koste liv og kræfter.

3Likes
3Kommentarer
906Visninger

1. Nye tider

Sengen var klar og redt til mig. Jeg lagde mig modvilligt i den kolde seng. Jeg tænkte på, hvordan det var at forlade dette sted. Jeg var meget bange for at flytte, og min mor havde ikke skænket mig en tanke. Jeg kom til at savne dette. Jeg savnede kulden, der bed i mine kinder hver morgen. Jeg savnede min fantastiske og helt igennem dejlige bedsteven, Mike. Jeg savnede ham allerede, og da vi tog afsked, var der ingen af os, der sagde et ord. Jeg havde bare holdt om ham, og han om mig. Jeg havde sindssygt svært ved at sige farvel, og især når det er til min bedsteven. Han havde lovet mig, at uanset hvad der skete, ville vi altid være bedste venner. Jeg sagde til ham, at han skulle ikke love noget, han ikke kunne holde, og der var igen tavst. Det havde været en forfærdelig dag. Alle mine venner, naboer og bekendte. Det var dem, jeg forlod. Jeg skulle flytte til langt væk fra dem, og jeg var sikker på, at jeg aldrig ville finde lykken igen. Alle tankerne fløj igennem mit forvirrede hoved. ”Sov nu, Rebecca – sov nu!” hviskede jeg irriteret til mig selv og rodede rundt i sengen. Inden længe tog søvnen over mit sind, og jeg landede med et stort brag i drømmeland.

”Rebecca – så er det op! Vi skal køre, og det er lige nu,” kunne jeg høre min mor vrisse ne-denfor vindeltrappen. Jeg mumlede et søvnigt svar, gabte højlydt og smed arrigt dynen af mig. Det var koldt, og jeg skuttede mig i den kolde vind fra det vidtåbne vindue. Hvis ikke det var for det åbne vindue, havde jeg lagt mig til at sove igen og komme over alt det, jeg skulle. Men jeg frøs ualmindeligt meget og tog joggingtøj og et par Converse sko på. Jeg orkede ikke, at rode rundt i alle flyttekasserne efter noget pænere tøj. Det er et sandt helvede at finde noget som helst for tiden. Jeg proppede min iPod og tilhørende høretelefoner i min idrætstaske sammen med min mobil, et makeup-spejl, en læbepomade og en ekstra trøje. Jeg lynede den, tog den over skulderen og løb panisk ned af den stejle trappe. Min mor stod og bandede højlydt over en eller anden uduelig elkedel. Typisk hende. Jeg mumlede noget i retning af: ”Jeg går ud i bilen,” og hun nikkede surt. Jeg himlede med øjnene og løb ud i bilen. Der var iskoldt, og isen på ruden var kun blevet fjernet en lille smule af min mor. Hun er håbløs til sådan noget, så jeg gik ud og fjernede omhyggeligt resten af isen. Da min mor kom ud, havde hun armene fulde af klamme køkkenting, tøj og en ualmindeligt grim kommode, som hun insisterede på at få med. Hun lagde det i bagagerummet, som allerede var helt fyldt, og smækkede døren. Jeg kunne høre et stort brag, og det lød som om, en af tallerknerne var blevet smadret. ”Dumme bil… Der er jo ikke plads til en skid…” mumlede hun, da hun drejede nøglen om og motoren startede. Hun bakkede hastigt ud af indkørslen, og kørte forbi byskiltet, hvor der stod et kryds over ”Vancouver”. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg vendte hastigt hovedet ud mod vinduet, og satte høj musik i mine høretelefoner. Jeg glemte alt omkring mig og lukkede øjnene. Selvom jeg ville glemme alt, der skete, kunne jeg ikke. Jeg tænkte på cornflakes, kager og tøj og endda drenge – men det virkede ikke. På en eller anden måde fik jeg det relateret til noget om flytningen, og igen ville tårerne presse sig på. Jeg rystede hovedet, som om det tog de dårlige tanker ud at mit hoved. I stedet skrev jeg en sms til Mike.

Hej Mike. Du aner ikke, hvor meget jeg savner dig og Vancouver. Vi kørte klokken 09.34, og nu er klokken allerede over tre. Jeg ved ikke, hvor vi er, men der er marker og ingen sne. Hvordan har du det med det hele? Jeg er utrolig ked af, at vi nok ikke ser hinanden igen, men jeg elsker dig. Vildt meget. Knus fra mig.

Jeg trykkede på ”Send”-knappen og snøftede modvilligt. Det var alt for hårdt at forlade ham. Jeg var desværre nødt til det. Eller rettere sagt, min mor og jeg var nødt til det. Hun mistede sit job som advokat for en måned siden, og vi var nødt til at sælge huset og flytte i en lille lejlighed. Men i stedet fik hun en jobmulighed i New York og så dum, som hun er, takkede hun selvfølgelig ja. Vi havde ikke snakket sammen i en uge, og jeg havde sovet hos Lily fem nætter i træk. Jeg var nødt til at tage hjem før eller siden, for jeg manglede rent tøj og andre sko til en fest. Min mor fik mig selvfølgelig overtalt til at blive hjemme, så jeg blev hjemme – men kun for hendes skyld. Jeg nåede kun at sove hjemme en uge, inden huset blev solgt. Vores gamle og flotte hus fra 1850’erne.

Det lugtede underligt, men det var hyggeligt. Der var en tilhørende lade og et lille, hvidt skur til gæster, som vi fik lavet tre år siden. Selv tanken om skuret fik mig til at savne det hele. Jeg plejede ellers altid at hade skuret, for der var altid koldt, og ingen strøm. Det eneste inventar var to enkeltsenge, en kommode, en masse grimme stearinlys og fire radiatorer, som larmede vildt meget. For et år siden – da jeg blev 15 – foreslog min mor, at jeg flyttede ud i skuret, og boede derude. Jeg tog det som en dårlig joke, og ignorerede det fuldstændigt. Det var nok grunden til, det ikke blev et samtaleemne igen. Der var mange ting, vi ikke talte om. Skuret, far, de ualmindeligt grimme møbler og en hel masse andet. Det var bare ikke noget, man talte om. Hvis jeg bare nævnede min far, stivnede min mor og gik for at undgå at tale om det. Jeg spurgte engang hvorfor, far ikke boede hos os – for mange år siden gudskelov – og hun svarede mig aldrig. Det kunne være et af bilens samtaleemner. Her kunne hun ikke ’pludselig’ skifte emne, flygte eller have endnu en dårlig undskyldning for ikke at tale om det. ”Mor… Jeg tænkte på, hvor er far henne?” prøvede jeg mig frem med lille og genert stemme. Hun kiggede chokeret på mig og lod som ingenting. ”Jeg ved, du ved det! Det er min far vi taler om her, ikke bare en fremmed!” sagde jeg stædigt og slukkede for musikken, tog høretelefonerne ud og satte mig med hovedet mod hende. ”Skat, du ved godt, at det taler vi ikke om. Sådan er det bare,” sagde hun roligt, men jeg kunne høre angsten i hendes stemme, ”Han er her ikke, og det er bare sådan, det er.” Jeg havde helt glemt hvor irriterende, hun kunne være. For det meste plejede jeg bare at lade det være og tale om noget andet, men denne gang ville jeg finde ud af noget. Hun kunne ikke holde det hemmeligt for mig mere. ”Er han død? Er han forsvundet? Jeg vil ikke leve uden ikke at vide, hvor min far er eller at han er død. Du har pligt til at fortælle mig noget,” jeg råbte det nærmest og prøvede at lyde overbevisende, men i mit eget hoved lød det om en hvisken, der ikke kunne tale højere. Hun kiggede endnu engang på mig og vendte hovedet væk. Jeg kunne se, hun tørrede en lille tåre væk fra kinden, og jeg gøs ved tanken om, at han var død. ”Alt, jeg fortæller dig om nu, må du aldrig nogensinde fortælle til nogen! Aldrig. Vi kan begge blive dræbt, og jeg kan ikke leve med mig selv, hvis det bliver røbet,” sagde hun med klar stemme, og jeg nikkede som svar, ”Da du blev født, fik han en sygdom – eller, vi troede, det var en sygdom. Men han havde magisk blod, og sagnet sagde, at hvis han fik en efterkommer, måtte han leve som det, han virkelig var. Hans søster, Gaia, kom og hentede ham på sygehuset. Hun fik en søn for over tyve år siden, og hun forlod også ham og hendes mand. Hun er den nuværende dronning, og en må erstatte hende på et tidspunkt. Jeg har ikke fortalt dig noget, fordi det blev forudsagt, at hendes niece skulle være den nye dronning. Hun er imod dig. Jeg fortalte dig ikke noget, for jeg var bange for, at du ville opsøge hende, kæmpe og den kamp ville du ikke vinde. Jeg vil ikke miste dig, for hvis jeg gjorde, ville det være min skyld.” Jeg lyttede intenst, og jeg var sikker på, at min mund stod vidt åben. Jeg lukkede den hastigt, og sank en klump. Jeg kunne ikke fatte det. Min far var i et magisk land, og hvis jeg tog der til, ville jeg højst sandsynligt blive dræbt. Tanken skræmte mig vildt meget. Jeg kunne godt forstå, at hun ikke ville fortælle mig det. Inderst inde fortrød jeg, at jeg spurgte, men alligevel havde jeg lyst til at høre mere. Jeg måtte vide mere. Jeg har altid villet have en far, som er mere ubehøvlet, mere sjov og mere useriøs end min mor. Mødre er altid meget mere seriøse, og man må ikke have noget sjov, hvis det stod til dem. Alle mine venner og veninder kunne bedste lide deres fædre, og jeg havde ingen. Til ”Fædre Dag” på min gamle skole i 2. klasse sad jeg alene, og havde ingen at snakke med. De andre legede, lavede lys og hyggede sig. Siden den dag, havde jeg været fast besluttet på at finde min far. Jeg var ikke helt sikker på, om den følelse var forsvundet nu, men den var i hvert fald ikke lige så stærk.

 

”Hvad hedder det land, de bor i?” spurgte jeg nysgerrigt, og smi-lede mit bedste – men dog falske – smil. Min mor har altid været dårlig til at lyve, og hun var endnu dårligere til at undvige spørgsmål. Jeg løftede det ene øjenbryn, og hun sukkede. ”Det er ikke som sådan et land. Det er mere et samfund, som lever med os andre i hemmelighed. Men din far blev forvist til den ypperste del af samfundet sammen med Gaia. Han kunne ikke gøre noget, og da han nægtede, skulle han være tjener for sin egen søster i et år.” Hendes stemme lød mere interesseret og oplivet, da hun sagde det. Helt skidt var det alligevel heller ikke. Jeg lo indeni. Det var desværre en amputeret latter, og jeg indtog igen mit triste ansigt. ”Så de er altså troldmænd og hekse? Ligesom i Harry Potter?” Jeg kunne høre min egen stemme, og den stod frem som om, jeg ikke troede på det, min egen mor lige havde sagt. Men til min store overraskelse nikkede hun, og smilede spændt. Jeg havde ikke regnet med, at hun blev glad og spændt over det, men hun så helt glad ud. Jeg overvejede tanken om, at jeg blev dronning over et magisk samfund. Jeg har altid elsket magi og det overnaturlige, men jeg har altid fået at vide, at det ikke eksisterer i virkeligheden. Ikke fordi jeg fik at vide, at Julemanden ikke findes eller sådan noget – for efter min mening er det børnemishandling – men bare sådan noget som Harry Potter og monstre i skabet og under sengen. Jeg troede engang på, at Harry ville besøge mig mens jeg sov, og at han ville tage mig med til den magiske skole, Hogwarts. Men jeg blev ældre, og jeg fattede at det ikke sker. Selvom min mor prøvede at overbevise mig indtil jeg var 14 om, at han havde lovet mig at komme. Det blev meget pinligt til sidst, for hun fortalte alle mine dullede og dumme klassekammerater – som hadede mig, fordi jeg nægtede at gå med makeup i 8. klasse, da de gjorde – at jeg troede på et magisk samfund. Det var en af grundene til, jeg hadede piger som dem. Men også fordi de behandler mig som deres lille, naive kæledyr. De var misundelige på mig, fordi jeg fik mere end 7 i karakterer, og det gjorde de ikke. Ikke fordi jeg er en blærerøv, men de er fuldstændigt og absolut snotdumme – på alle tænkelige måder. Jeg har altid set mig selv som en nørd, men jeg er ret mainstream, når man tænker over det. Det gik op for mig for et par uger siden, da jeg skulle tage afsked med alle mine klassekammerater og naboer. Jeg er ikke en enspænder, jeg er ikke decideret populær, jeg er bare lige midt imellem. Tror jeg. Men Samantha – min slyngveninde fra børnehaven – har altid fået mig til at fremstå som den seje og hende med bukserne på, men det er jeg egentlig ikke. De to sidste skoleår var ekstremt hårde for mig, for jeg manglede en far til at støtte mig. Min mor er ikke altid kærlig nok, og hun har mere travlt med sit kedelige arbejde. Jeg havde ligesom været børne- eller teenagepasser for mig selv i lang tid. Det er nu meget hyggeligt, for jeg har tid og tilladelse til at se de film, jeg kan lide, uden at min mor brokker sig. Men det var ensomt. Meget, faktisk rigtig ensomt. Den næste dag – efter en ekstremt lang køretur – kørte vi videre efter at have overnattet på et motel i Livingston et eller andet sted i Montana. Det var noget, jeg aldrig ville gøre igen, for det var sygt klamt og uhygiejnisk. Men den næste dag var præcis lige så kedelig som den første. Vi havde kørt fra Montana til Minneapolis i Minnesota. Jeg var blevet køresyg tre eller fire gange, og vi havde kørt fra motorvejen flere gange, fordi jeg skulle brække mig. Jeg brækkede mig ikke en eneste af gangene, men min jeg var vildt svimmel og havde det elendigt. Den næste – kedelige og elendige – dag havde vi kørt helt fra Minneapolis til Akron i Ohio. Vi havde sovet på et hotel i Minneapolis, og det var yderst behageligt. Der var bløde senge med chokolade på hovedpuden og vi kunne tage gratis bade. Jeg tog omtrent tre efter to dages intensiv kørsel med køresyge og sult. Jeg havde ikke fået andet end burgere, steaks og frugt i to dage. To hele dage. Min mor nægtede at spise steaks, for hun synes, der er for meget fedt på dem. Hun plejede aldrig – jeg gentager – aldrig at bekymre sig om fed mad, eller jo – men ikke på dette plan. Jeg spurgte hende hvorfor i morges. Hun sagde, at det nye firma hun skulle arbejde for, var meget fint og hun ville se ekstra godt ud. Jeg havde – for at styrke hendes selvtillid – sagt at hun altid så godt ud. Ikke fordi hun er grim, for hun er faktisk ret pæn. Hun har langt og bølget kastanjefarvet hår, som går hende til brystet. Hun går i designertøj – det er dyre og meget kendte mærker – og hun har altid højhælede sko på. Mange af mine gamle venners mødre er kedelige og går i – hvad jeg kalder det – husmortøj. De er ligeglade med, hvad de putter på kroppen, bare det ikke viser deres deller for meget, og at det ikke gør deres lår fede. Efter min mening går det ikke så godt. Især for Tanjas mor – fra den gamle parallelklasse – for hendes mor gik i stramt, tætsiddende tøj hver evig eneste gang, jeg så hende. Hun havde rødt, farvet hår. Det lignede mere en mislykket farvning end noget andet. Men sådan er min mor ikke. hun er smuk, modebevidst og var model i hendes ’unge dage’, som hun siger.

”Så Becca – nu er vi i Connecticut!” bjæffede min mor, og slog mig kærligt på låret, hvilket vækkede mig fra min tankestrøm om mødre; grimme som smukke. Jeg hadede at køre i bil i lang tid med min mor. Hun fandt altid på de mest dødssyge ting at snakke om. ”Hvor lang tid er der endnu?” spurgte jeg søvnigt, og gabte højlydt, hvilket fik min mor til at rulle øjne og sukke. Hendes eneste tanke var helt sikkert: Unge mennesker disse dage – opfører sig aldrig ordentligt! Men jeg var selvfølgelig helt ligeglad og kiggede spørgende på hende. Hun skar en grimasse som fik mig til at tænke på en eller anden professor der overvejer relativitetsteorien, selvom den er blevet bekræftet eller noget i den retning. ”Knap 2 timer. Vores nye lejlighed ligger midt inde i New York, så vi skal virkelig vænne os til trafikken–” jeg holdt en afværgende hånd op for at stoppe hende i talestrømmen, og for at rette hende ”– du skal, mor, – ikke mig!” Hun begyndte at grine, og jeg ignorerede det instinktivt. Jeg mente det ironisk og sarkastisk, men hun forstod det ikke. Ha, hvor typisk. Jeg mumlede et eller andet utydeligt, og tændte for radioen. Kanalen var åbenbart fuldstændig uden for rækkevidde, så jeg skyndte mig at finde en ny. Den første kanal der kom frem, afspillede klassisk musik hvilket gjorde, at min reaktion var instinktiv og at jeg gik i panik og skiftede kanal så hurtigt, jeg kunne. Min mor kiggede undrende på mig, men jeg ignorerede det og ventede på nyt signal. Det eneste signal var fra en lokal radio med countrymusik. Jeg slukkede opgivende for radioen. ”Vent her. Jeg skal hente nogle papirer, og så kører vi videre til New York,” sagde min mor og steg ud af bilen. Jeg havde heller ikke forstået – før nu – hvorfor vi skulle til Connecticut. Det er jo en lang omvej. Men selvfølgelig var det arbejde. Det var det altid; det havde det altid været og det ville det altid være. Der gik ikke mere en ti minutter, inden hun var tilbage med en million mapper med papirer. Jeg skyndte mig ud af bilen og hjalp hende med at bære dem om på det allerede propfyldte bagsæde. Hun så glad ud, og klappede mig på skulderen. Jeg smilede bare forlegent og satte mig ind i bilen igen og smækkede døren. Vores bil var på det tidspunkt en Mercedes, og min mor havde brugt ret mange penge på den. Hun går ret meget op i biler. Det er ret heldigt, for det gør jeg også. Alle de andre mødre var idioter når det gjaldt om biler. Den skulle kunne køre og der skal kunne sidde en møgunge eller tre på bagsædet. Der er plads til to på vores bagsæde, men de er kun fyldt af propfyldte mapper, som nu eller af mors forretningspartnere. Jeg sad aldrig på bagsædet mere. Jeg havde kun siddet på bagsædet – i denne bil – en eneste gang. Det var da jeg skulle sidde med Samanthas lillesøster, da hun skulle på skadestuen med et flækket øjenbryn. Jeg sad og holdte den blodige klud på hendes sår mens hun snakkede med mig om fodbold. Emily er meget optaget af fodbold og ved hundrede gange mere end mig, selvom hun kun er 11 år. Hun var faldet på asfalten i skolen i frikvarteret, mens hun spillede fodbold med 7.-klassere. Ikke et klogt valg for en lav – men dog stærk – 11-årig. Jeg kan tydeligt huske, at da vi kom og hentede hende, havde hun et grineflip. Hun grinte af sit eget fald, og alle de andre grinte mest lige så meget med hende. Hun griner konstant, og den mest platte og dårlige joke kan få hende til at grine. Hun grinte også da vi kom op på skadestuen. Damen ved skranken så meget bekymret ud, og spurgte om hun havde fået for meget smertestillende eller om hun havde røget hash. Jeg havde holdt mit grin inde, indtil damen var væk og jeg udbrød i et hyl. Vi morede os vældig meget sammen trods aldersforskellen. Men nu er hun 13 og vil hellere være sammen med dem på hendes egen alder. Jeg savnede Samantha og ikke mindst Mike. Ham savnede jeg mest af alt. Han havde ikke svaret på min besked. Det undrede mig, for han plejede altid at have sin up-to-date iPhone i lommen med trådløst netværk og så videre. Jeg prøvede at lade være med at tænke på ham, men det var meget svært. Jeg savnede hans sjove grin og ønskede, at han lige pludselig dukkede op i bilen. Jeg savnede ham mere, end nogen nogensinde har savnet deres venner før. Jeg savnede ham aldrig så meget, hvis jeg var på ferie, men bare tanken om, at jeg aldrig ser ham igen gør mig syg og utilpas. Jeg kiggede på uret; halv syv, og her var bælgmørkt. Jeg kunne intet se udenfor, kun et par gigantiske kasser af nogle huse, men tonsvis af julelys. Indtil jeg var 11 havde jeg elsket at pynte til jul og alt det der, men efter det var det bare kedeligt. Min mor pyntede altid mit værelse med lidt julehjerter, fine lysetager og måske en lille buket juleroser, men ellers var hun også ret neutral når det gjaldt julepyntning. Men én ting, som både min mor og jeg ikke kan undvære er et juletræ. I vores gamle hus var der vildt højt til loftet, så vi havde altid et ekstremt højt juletræ. Sidste år måtte vi bruge en stige for at nå de øverste grene, og for at nå toppen. Det var faktisk lidt af et helvede. Men vi fik julepynt, lys og hele molevitten derop. Jeg gad godt vide, om min mor gad at have juletræ i en stor, penthouselejlighed i år.

Mens jeg sad midt i mine egne, kludrede tanker opdagede jeg pludselig, at vi kørte på hoved-vejen direkte ind mod NYC. Jeg kunne se de mange skyskrabere, julelys og gadelygter fra bilen. Det så utrolig smukt ud, og jeg glædede mig til at gå rundt i de fuldt befolkede gader. Min mor elskede shoppe, og en dag hel kunne nemt gå ved at shoppe – både for hende og jeg. Det var dog ikke altid lige billig, for de fleste – eller alle faktisk – af mine penge blev spenderet på tøj, parfumer og dyrt lir. Mens jeg sad og tænkte på shopping, rullede mine øjne over en lille, kold mand som sad i vejkanten. Han kiggede bedrøvet på mig, og fik mig til at føle skyldfølelse, selvom jeg ikke burde. Det røde, beskidte tæppe omkring ham var slet ikke stort nok til at dække ham helt. Selvom vi var kørt forbi ham, kunne jeg ikke lade være med at tænke på ham. Hans triste øjne, som alligevel havde et glimt at glæde. Jeg kunne næsten forestille mig, hvordan det ville være, hvis jeg sad der. Hvis jeg sad der og tiggede for penge, og hvis jeg bare fik et par dollars, ville min jul været reddet. Men jeg var forkælet, syntes jeg selv. Men min mor var rig, og hun havde ingen problemer med at finde jobs og at tjene penge. Han var nærmest min helt egen personlige hæveautomat. Den forfærdelige skyldfølelse overvældede mig igen, og jeg kiggede med et bedrøvet suk på min mor. Hun gengældte mit blik med et stort og spændt smil. Jeg slukkede i et par minutter for musikken, men da stilheden blev for larmende, proppede jeg høretelefonerne i ørerne igen, og der blev tændt for The White Stripes. Jeg nynnede med i mig selv. Eller.. det troede jeg i hvert fald. Det fik op for mig, at jeg havde sunget – ret så højlydt – da min mor sad og grinede af mig. Jeg fnøs venligt, og hun sukkede. ”Rebecca. Vi er i New York nu, så er du ikke sød og slukke for musikken?” sagde hun bestemt men på en meget venlig måde. Jeg slukkede omgående for musikken, og kiggede nænsomt ud af vinduet. Jeg ville undersøge alle synsindtryk, jeg fik. Det hele skulle udforskes. Jeg pillede ved mit hår, og flettede små totter. Min mor tyssede på mig hver gang, jeg bare åbnede munden, for trafikken i New York City krævede koncentration. Det kunne selv jeg forstå. Så i stedet for at råbe: ”MOR! SE – det er Rockefeller Center!” så pegede jeg bare meget ivrigt og nikkede for at vise, at jeg måtte ind og se det. Hver gang jeg gjorde det, kiggede hun bare opgivende på mig og kørte videre stadig i stilhed. Jeg tænkte på Mike. Jeg tænkte på hans smil og varme knus, når jeg havde brug for det. Han var der altid. Men det hele ville ændre sig. Det hele, og vi var flere døgn væk fra hinanden. Jeg manglede ham mere end nogensinde lige nu. Jeg tog min ridsede telefon op af lommen og tastede Mikes nummer ind. Jeg kunne det udenad, for han var den, jeg ringede mest til. Jeg tog telefonen op til øret og sukkede. Den irriterende og larmende lyd, der kommer, når man ringer til nogen hylede i mine ører. Jeg skar ansigt, og mit ansigt blev straks til et stort smil, da jeg hørte Mikes stemme. ”Hej, du har ringet til mig, altså Mike, men jeg er her ikke – så læg en besked efter bippet.”

Jeg kunne ikke tro det. Jeg mumlede et sølle: ”Hej Mike. Jeg savner dig,” i røret, og lagde på. Min mor kiggede undrende på mig, men fortsatte sit stifte blik mod vejen. Jeg tørrede hurtigt en lille tåre fra min kind væk, og smed telefonen tilbage i min lomme. Inden jeg havde set mig om, stod bilen parkeret foran et stort, flot og sikkert gammelt hus. Det havde mange etager, og en vildt fancy indgang. Jeg kiggede spørgende på min mor, og hun nikkede bekræftende. Det var her, jeg skulle bo. Det var her, jeg skulle lave og kreere mig en hverdag. Jeg vidste bare ikke hvor højt oppe. ”Mor, hvilken etage var det?” Hun var i færd med at pakke sin håndtaske med alt det skidt og lort, hun havde haft med på bilturen. Jeg nåede at ænse en pakke servietter, hendes mobil, en læbestift, hendes dyre Prada-pung og en cd med Sia. Jeg undrede mig virkelig meget over cd’en, men det var sikkert min julegave. Hun kiggede på mig, og jeg gentog mit spørgsmål. ”Nå, ja. Øhm, det var 12. etage,” mumlede hun forvirret, og gav min skulder et klap. Jeg tog min iPod i hånden, og småløb efter hende. Hun var allerede nået over vejen, da jeg kom løbende lige i hælene på hende. Hun havde sorte stiletter på, og jeg havde altid haft meget respekt for hendes evner i de sko. Hun kunne løbe, småløbe og hoppe i dem. Det var helt sindssygt. Mine Converse havde været trofast fodtøj gennem hele min barndom. Mine fødder var vildt små, og en størrelse 36 var perfekt på min lille fod. Jeg var i det hele taget ret klejn. Det var min svaghed. Jeg var lav, små fødder og bare vildt lille af min alder. Men af en eller anden grund var jeg stolt af det. Jeg hadede at blive drillet med det – hvilket jeg blev ret tit – men hvis folk bare sagde, jeg var lille uden smørrede grin, så var det okay. Men min mor var meget højere end mig, så vi var to modsætninger.

 

Elevatoren var mahognibrun indeni med guldbelagte etageknapper. Jeg følte mig helt ekstatisk ved tanken om, at jeg boede i dette enorme højhus. Jeg trykkede på 12. etage og langsomt skød elevatoren sig opad. Der gik omkring et minut – hvilket er lang tid i en elevator alene med sin mor – inden vi var oppe i en lille gang. Der var én eneste dør på hele etagen, og den var sikkert indgangen til vores lejlighed. Min mor gik med bestemte skridt hen mod den mørke, lakerede dør, men inden hun låste op, tøvede hun og sagde: ”Det gør vi sammen!” Hun tog min hånd i et fast greb, og sammen åbnede vi døren ind til noget, der enten var i familie med himlen eller bare et stykke af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...