Words will be just words - One direction

Words will be just words... Till you bring them to life! I'll lift you up, I'll never stop. You know I'll take you to another world. I'll build you up, I'll never stop. You know I'll take you to another world.

19Likes
58Kommentarer
4018Visninger
AA

1. Første gang.

Jeg husker tydeligt da vi blev kærester.

Vinden blæste mit hår tilbage, så det lige så stille uglede sig. "Eleanor!", råbte Marc, henne fra den store drengefolk. Pigerne bag mig fniste, en typisk pigeting, noget som vi piger troede gjorde, at drengene kunne lide os. Jeg fik øje på Louis i drengeflokken og tvang et sejt udtryk frem i ansigtet, dette crush havde efterhånden stået på ret længe. "Hvad nu?", sagde jeg med en irreteret mine, det var noget der altid virkede på drenge. "Du skal lige komme", råbte Marc som svar, imens han og den store drengefolk fik et smørret grin ansigtet. Det fik bare pigerne bag mig til at fnise endnu mere, på en endnu mere irreterende måde. "Skal vi gå med dig, Eleanor?", spurgte Kathrine og Sophie, imens de kiggede drømmende på drengeflokken. Jeg overvejede det ikke meget, de ville sikkert bare stå og fnise bag mig, imens de prøvede at fange drengenes opmærksomhed, ikke noget jeg orkede i dag. "Det behøver i ikke", sagde jeg, imens jeg tvang et sukkersødt smil frem på mine læber, det var lige til at brække sig over. Kathrine og Sophie så ret skuffede ud og gik et par skridt væk fra mig, imens de diskuterede heftigt. Det var tydeligt, at de ikke var tilfredse med det svar. Jeg stod helt stille, imens jeg ventede på, at de skulle komme tilbage, noget jeg vidste de ville gøre. "Er du sikker? Du kunne jo få brug for os", sagde Kathrine, uden så meget at se på mig. "Der er jo ret mange drenge", sagde Sophie, som heller ikke kiggede på mig. Deres øjne stirrede på drengene, typisk piger. "Fint, bare kom med", sukkede jeg. Jeg orkede ikke at diskutere med dem, for de var typen, der aldrig gav op. De ville have deres vilje. De smilte tilfredse til hinanden og udstødte et lille fnis. "Kommer du?", råbte Marc endnu engang, med et smørret grin i ansigtet. Først nu lagde jeg rigig mærke til, hvordan Louis så ud, han var helt rød i hovedet. Nurh, han rødmede! Han var bare den sødeste. "Er på vej", sagde jeg og rettede hurtigt på mit hår, selvom vinden ødelagde det igen efter to sekunder.

Kathrine og Sophie gik lige bagved mig, som en flok fnisende bodyguards, eller sådan noget. Jeg talte til ti inden i mit hovedet, jeg hadede virkeligt sådan noget sukkersødt pigeting, det var forfærdeligt. "Hvad er der", sagde jeg, imens mine læber automatisk brød ud i et kæmpe smil, det gjorde de hver gang, jeg var så tæt på Louis. "Hun er din"; grinte Marc, imens han i samarbejde med alle de andre drenge, skubbede Louis hen til mig. Jeg vente mig om, for at udveksle forvirrede blikke med Kathrine og Sophie, men de havde allerede forladt mig og gået hen til to drenge fra parallelklassen. Jeg skulle lige til at give dem en spydig bemærkning, men i det samme fik jeg øje på Louis, der nu var helt tæt på mig. Louis rødmede stærkt, imens han mumlede "Eh... hej". Jeg rødmede også, men mine læber smilte lige så meget, som solen skinner om sommeren. "Hej...", mumlede jeg. Mine øjnene bevægede sig over mod den store drengefolk, de havde næsten dannet en rundkreds om os og stod nu, og betragtede os med et smørret smil. Jeg strøg nervøst mit hår bagved øret, behøvede de virkeligt at stå og glo på os, på den måde? Louis tænkte vidst det samme, for i samme øjeblik mumlede han, "Skal vi ikke gå hen til møllen": Jeg så op imod møllen, den var gammel, slidt og ubrugt, og lå ved foden af en kornmark. Mit hoved nikkede automatisk, jeg ville hellere end gerne væk fra den store flok.

Vi gik langsomt op imod møllen og satte os i græsset. Mit blik opfangede en sommerfugl, der fløj omkring. Sommerfugle er i følge drømmetydningens kunst, et tegn på en søgende og flakkende sjæl. Faktisk tror jeg, at når livet ender, bliver man forvandlet til en smuk sommerfugl. Som flyver søgende og flakkende rundt, indtil den finder ind i lyset. "Eleanor...", sagde Louis med en lidt hæs stemme, men rømmede sig hurtigt, for at få den hæse lyd væk. "Ja?", spurgte jeg med en lidt for skinger stemme, typisk mig. Når jeg bliver genert eller nervøs, bliver min stemme skinger og jeg piller hele tiden ved mit hår. Det er ret irreterende, for så kan alle se når jeg er nervøs. "Jeg...", sagde Louis, imens han kinder blussede endnu mere op. Han ser så køn ud når han rødmer. Jeg havde lyst til at sige ja, men noget dybt inde i mig, fik mig til at lade være. "Jeg kan virkelig godt lide dig", sagde han. "Jeg kan også godt lide dig", sagde jeg med et drømmende udtryk i ansigtet, "virkelig meget". Louis så meget lettet ud og den røde farve i kinderne, forsvandt lidt efter lidt. "Jeg tænkte på", sagde han og holdt en kort pause, noget der i bøger bliver beskrevet som en kunstnerpause. Men nu var det ikke en bog og derfor ikke en kunstnerpause. Jeg tror det var en pinlighedspause, eller måske en tænkepause. Jeg hælder mest til tænkepause, for jeg tænkte virkelig meget i de få sekunder, som pausen varede. Tusinde tanker fløj gennem mit hoved og gjorde det helt ør. "Om du ville være min kæreste?", mumlede Louis, imens rødmen strømmede tilbage i kinderne. "Ja!", svarede jeg i samme øjeblik, uden at tænke mig om. Men hvorfor skulle jeg også tænke mig om? Jeg havde drømt om netop dette øjeblik i flere år, tankerne var tænk på forhånd. Louis' mundviger steg i den grad opad og hans arme løftede sig og holdt om mig. Mine øjne så ind i hans og vores munde mødtes i et lidenskabeligt kys. Et kys jeg ønskede kunne vare forevigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...