Minder gemt i Tivoli

Dette er en erindring, et udkast fra mit eget liv. Det er fra en skoleopgave og da jeg skulle skrive dette græd jeg. Jeg havde aldrig tænkt sådan på det før.

3Likes
1Kommentarer
1039Visninger
AA

1. Minder gemt i Tivoli

Jeg havde været i Tivoli før, det var nogle år tilbage, men det eneste jeg huskede derfra var, at min farfar var blevet svimmel af en af karrusel, og at der var så utroligt mange forlystelser med flotte farver, og folk der grinte og skreg, jeg var bare ikke høj eller gammel nok til at prøve noget af det, men nu skulle det være slut. Vi var taget af sted mor, far, Line, Kasper og jeg. Kasper var min søsters kæreste, men jeg havde kendt ham i et par år, så han var god nok. Kasper-Kålorm. Det kaldte vi ham indimellem, mig, Cecilie og Victoria, og denne tur var ingen undtagelse. Ivrigt havde jeg spurgt Kasper-Kålorm, om han ville med i radiobilerne, efter at jeg havde overhørt nogle andre børn snakke om det, og trukket i hans ærme. Jeg kan huske, at han bare smilede sit store Kasper-smil og løb kapløb mod mig hen til køen. Line kom haltende efter, og jeg gav hende sidstepladsen, da hun nåede hen til os.  Hun mumlede et eller andet, som jeg ikke forstod. Hun var ikke et særligt stort konkurrencemenneske.

Jeg måtte ikke køre i min egen radiobil, men jeg valgte hurtigt Kasper som min styrmand og en pink og gul radiobil som vores kampkøretøj. Han var god. Jeg sagde bare, hvornår han skulle dreje, og hvem han skulle støde ind i. Line synes nu også, at det var sjovt og hun jagtede os tværs over den glatte bane. Antennerne gnistrede vildt mod loftet, når vi satte farten op, og når det skete, tog jeg godt fat om de sorte, blanke håndtag.  

Den Hyggelige Gade. Den hedder rigtigt noget med stræde, men min søster døbte den bare Den Hyggelige Gade. Det er der, hvor alle bygningerne tårner højt op i himlen, og åbne tombolaer og diverse skydespil holder til på nederste etage. Der var ikke så mange mennesker, for regnen havde jaget de fleste ind og spise. Jeg kan huske, at min mor sagde, at jeg måtte vælge én bod, og jeg havde syntes det var alt for lidt. Der var nok en tyve stykker, som var vidt forskellige. Ved nogle vandt man bamser, og ved andre vandt man det lækreste slik. Jeg var så fortvivlet, men i samme øjeblik fik jeg øje på den perfekte bamse. Det var en abe, og jeg havde virkelig et eller andet for aber, da jeg var lille. Den var brun, abebrun, og så havde den en anden lille regnbuefarvet, behåret abe under den ene arm.  Jeg løb i forvejen, uden at tænke over hvad spillet gik ud på, for den abe var min.  Men det var et slags skydespil med nogle bolde og dåser. Jeg kunne næsten ikke se over skranken, så jeg råbte på Kasper, og lydigt kom han derefter løbende. Han skød ikke for mig, som jeg ellers ville have ham til, men han løftede mig op, så jeg selv kunne få ram på konservesdåserne. Jeg missede et par skud, men da Kasper løftede mig en smule ind over skranken, og så fik jeg skudt de dåser ned. Ham den tykke mand, som vidst nok havde langt sørøverskæg, der stod i boden grinte for sig selv. Jeg tror ikke, at jeg vidste hvad han grinte over dengang, men nu kan jeg jo godt se, at det var fordi jeg snød. Han gav mig dog min abe alligevel.  

Vi var ved den gamle rutsjebane. Den var stor og selvom vejret gråt, og skyerne truede med regn, stod der mange i kø. Alle ville prøve den. Jeg havde aldrig prøvet den før, og med mit børneturpas så det ud til at det heller ikke blev den dag. Min mor trak det længste strå og fik tjansen af at holde øje med mig, mens far, Line og Kasper snuppede en omgang i den gamle rutsjebane. Jeg kan huske, at alle tre snakkede, om hvor sjovt de havde haft det, da de kom ned.  Line og Kasper trak straks min mor med på en tur. Min far fik nu Josefine-tjansen. Jeg spurgte ham lidt ud om, hvad den der rutsjebane gik ud på, og han startede med de mest fantastiske forklaringer, om hvordan den kørte, og om at det kildede i maven. Derefter var han selv udenom, at jeg begyndte at plage. Jeg ville bare have en enkelt tur i den rutsjebane, før vi var nødt til at tage hjem til Esbjerg igen. Line, Kasper og mor fik også en lang klage, om at jeg ikke gad vente, mens de havde det sjovt. Og jeg fik min vilje til sidst.  

Mor havde taget mig i hånden for at finde billetlugen ved indgangen, så vi kunne ændre mit turpas. Man skulle op af en forfærdeligt masse trappetrin, og derefter skulle man stå i kø i en evighed, men til sidst fik vi da lov at komme til. Billetdamen var gammel, og hun havde den slags briller med snor, sådan så brillerne ikke falder ned hvis ørene nu forsvinder. Min mor startede med at fortælle, at jeg gerne ville have ændret mit turpas og derefter noget med nogle billetter, som jeg ikke hørte, men hun fik det da i hvert fald i orden. Min højre hånd blev lagt op på skranken, så jeg kunne få klippet mit turpas af håndledet og få et andet på.  

Far, Line og Kasper-Kålorm ventede stadig ved rutsjebanen da vi kom tilbage, eller de ventede i køen. De havde taget en tur eller to, mens vi var væk, og jeg blev da også med det samme bragt frem i køen for at køre med dem på den næste. Jeg tog øjeblikkeligt Kaspers hånd, for jeg havde udpeget ham som min makker på den her tur. Uden protest eller andre indvendinger satte han sig da også ved min side, og de andre satte sig på rækkerne foran. Turen var den bedste. Vi kørte ind i mørket, og jeg greb Kaspers hånd endnu engang efter et par sekunder og holdt den hele turen, gennem alt mørket og over alle bakkerne. Jeg grinte og hoppede, da jeg kom af og bad om tur til, inden de nåede at gå i den anden retning. Kasper, Line og far hoppede med igen og igen og igen. Til sidst var det kun Kasper, som var frisk nok til flere ture, og vi endte vel på de tolv eller tretten stykker. Nu havde jeg brugt det meste af min daglige energi op og fuldstændig udmattet, hang jeg op af min fars arm helt hen til bilen.  

Jeg ved ikke hvorfor, at jeg lige husker den her tur så tydeligt. Jeg var ikke specielt gammel, og det var forfærdeligt vejr den dag, men stadig, hver gang jeg bare går forbi Tivoli i København husker jeg den her dag, og jeg kan ikke lade være med at smile. Måske er det fordi, at Kasper bare var ligesom en storebror for mig, og nu når ham og min søster ikke er sammen mere, så ser jeg ham så sjældent. Men når jeg gør, så kalder han mig stadig for Finne, og jeg giver ham det største kram. En tanke i mit hoved siger:” Tusind tak.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...