Forsvind ej

En kort historie om pigen, Afrah, der bor i Irak og lever under Krigen i Irak.

2Likes
5Kommentarer
853Visninger

1. Forsvind ej

Lille solsort. Fyld den store verden, med din smukke sang. Syng til verdens ende. Flyv ikke din vej. Forsvind ej, glæden findes kun i dig. Dig og din sang.

 

Solens svandt langsomt ned et fjernt sted i horisonten, langt borte… Et sted hvor glæden ikke fandtes? Uvist og ukendt. Men hvorfor skulle hun interessere sig for det? Hvorfor skulle solsorten? Når kun glæden fandtes ved solsorten, lige hér. Lige hér i Irak. I det store øde sand landskab, lige hér hvor glæden var, behøvede hun ikke tænke på hvordan et sted som solen, uden glæde var. Måske ville solsorten flyve sin vej! Hvis den fandt ud af at der var ét sted hvor der ingen glæde fandtes! Måske ville den forsøge at flyve dertil, op til solen! Og aldrig komme tilbage? Hvad skulle der så blive af glæden?

Nej, det var uden tvivl bedst ikke at tænke på det … Afrah tog sit sjal af. Hendes tykke sorte hår, faldt tæt om hendes spinkle ansigt… Hun sad et øjeblik, ved vinduet, ved baggården, ved solsorten der sad og trak vejret tungt i det lille træ, hvor den altid sad. Sad og ventede på at Afrah skulle sætte sig ved vinduet og høre den synge, og drømme sig langt, langt ind i glæden, glæden over at hun levede, at noget så fantastisk som solsortens sang overhoved eksisterede…

,,I dag, d. 20 marts 2003 angreb amerikanske tropper Irak… En krig er startet…’’ 

Skolen lukkede. Alt lukkede. Solsorten forsvandt… og med dén, også glæden.

,,Antallet af dræbte er i dag d. 3. april oppe på ca. 60.000. Deriblandt også civile…’’ Den hvide bygning vibrerede kraftigt, da endnu en bombe faldt og ramte byen et sted nær. En til… den hvide maling skallede af i store flager... Afrah sad sammenkrøbet i et fjernt hjørne. Lukkede øjne. Prøvede at tænke på solsorten da bomberne med få minutters mellemrum ramte byen… Men solsorten sang ikke mere. Glæden var forsvundet. Fjernsynet flimrede, hakkede og gik ud, da en bombe ramte ekstra tæt på. Ingen tændte. Ingen gjorde noget. Sad bare. Modløse. Uden håb. Alt var tabt. Hun lukkede øjne, græd ikke. Sad bare og tænkte på alt det tabte. Alt det hun burde lukke ude. Hun huskede på alle hun havde mistet, alle hendes savn, alle hendes længsler, alt det hun ville ønske hun bare kunne glemme.

,,Det er i dag præcis ét år siden krigen startede. Lad os holde et minuts stilhed for alle tabte, alle mistede og alle savnede…’’                                                                                                                                                               Bomberne faldt stadig, men de var efterhånden blevet hverdagen. Solsorten var stadig ikke kommet tilbage. Og kom nok aldrig. Men det forsøgte hun ikke at tænke på. Tanken om resten af et liv uden glæde var ubærgelig. Og samtidig var der intet hun kunne gøre.

,,I dag, d. 30 december 2006 kl. 05:57, er Saddam Hussein officielt død….’’                                                                                                                                                                     En bombe ramte et sted i nærheden, og Afrah tog hårdt fat i bordet for ikke at vælde. En bombe ramte igen, tættere på… Afrah holdt vejret. Igen ramte en bombe byen. Huset rystede. Billeder, gryder, lamper, alt der kunne vælte, faldt sammen og ramte gulvet.                                                                                                                                                               Hun hørte flyene. Hun hørte bomben falde. Hjertet. Hun hørte krigen lige til det sidste…

 

Nu sang solsorten igen. Smukt, sikkert og bevidst. Hun vidste den aldrig ville forlade hende igen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...