14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2012
  • Opdateret: 3 mar. 2012
  • Status: Færdig
Da Viola endelig fylder de fjorten år, springer hun ud i noget nyt. Ikke som da hun blev tretten, og sommerfuglene så lifligt kildede i maven. Ikke som nogle af hendes andre fødselsdage. For pludselig er det, som om ingen forstår hende længere, ikke på denne pubertets-agtige måde, nej. Noget inderst inde brænder i hende, og det længes efter at komme ud. Hvordan vil hendes venner tage imod den nye Viola? Intet er som før, hun fyldte de fjorten.

0Likes
2Kommentarer
1243Visninger

1. 14

Viola Martins... Et vidunderbarn, må jeg sige! Aldrig har jeg set så dygtig en elev. I hvert fald ikke i mine fag. Men det må du ikke sige, jeg har sagt, ellers får jeg bare ballade med Rektor og dine små kammerater, ikke sandt?

Larsen lo en tung latter og hikkede.

Jo, og så den prøve, jeg fik tilbage fra dig. Pletfri! Nul fejl! Hoho, det... det er virkelig noget, du kan være stolt af, fru Martins.

Han løftede en stor buttet pegefinger op i luften og svingede alt andet end galant med den. Han puffede glasskålen med slik henover bordpladen.

Tag et stykke chokolade, du er så slank. Men selvfølgelig, det siger jo sig selv, at kære fru Martins har passet godt på sit barn og ikke ladet det få for meget af det gode. Desværre kan jeg ikke selv sige det samme om min mor.

Igen lo Larsen rungende og snuppede endnu et stykke slik fra skålen.

Nå, men ikke så meget om mig. Viola, du har endnu engang overgået dig selv, det søde kære barn du er. Og til lykke med fødselsdagen i morgen.

Viola blev ved med at stirre på billedet af den fede mand i jakkesættet. Det søde kære barn du er. Hun hadede de ord. I går til skolehjemsamtalen var de rosende og fyldte hende med varm lykke, i dag var de de værste ord, der nogensinde var blevet hende omtalt. Larsen med det snoede overskæg gav hende kvalme.

Hun så på sig selv i spejlet. Hun så forfærdelig ud. Lyse lokker der indrammede et sødt dukkeansigt, hvor to blå perler var blevet sat over næsen. Det skæmmede det indre had, der brændte i hendes årer.

For første gang afskyede Viola skolen inderligt. Hun var blevet tvunget af sted af sin mor, så der var ingen valgmuligheder.

"Hej, skat" udbrød et lige så dukkeagtigt ansigt som hendes eget. "Til lykke med de fjorten år. Her har du en gave fra din bedste veninde." Hun rakte Viola en æske. Inde i æsken lå et billede. Det var ikke af Viola, men af Camilla selv.

"Er det det eneste, du tænker på? Dig selv?" sagde hun køligt og hævede et øjenbryn. "Nå, ja. Tak... for ingenting" tilføjede hun, da Camillas blik blev forvandlet til en undrende konsistens af noget, Viola hadede. Det at være falsk. Falsk så det drypper fra ens blik og stemme. Hun svævede videre henad gangen i sin egen mørke sky.

I timen rakte hun ikke hånden op en eneste gang. Det var endda en af Larsens timer. Hun kunne se frygten i hans øjne.

Det var første gang, hans favorit-elev ikke havde tilføjet noget klogt eller fornuftigt i hans timer. Aldrig havde hun afskyet hans fede vom så meget som nu.

"Viola, fortæl mig om en af Oliver Cromwell's bedrifter, vil du?"

"Nej, jeg vil ikke, nu du spørger."

Larsen blev ikke sur, men tørrede blot sveden af panden med sit fedtede lommetørklæde og fortsatte med undervisningen.

Så gik hun.

Hun var ikke en af dem længere. Hun var forandret, og noget brændte i hende. Noget der længtes efter at komme ud. Hun kunne ikke være her længere. Hun kunne ikke være et sted, hvor hun ikke hørte hjemme.

Hendes ben var plantet i jorden. Mudderet løb imellem hende tæer, og regnen skyllede ned ad hendes bare ben, arme og mave. Hun havde fået det til at regne, vidste hun. Fordi hun for fjorten år siden var blevet født denne dag. Et menneske der ikke burde leve. Et menneske der ikke burde være et sted, hun ikke hørte hjemme.

Hendes instinkter havde ført hende op på toppen af den bakke, hun plejede at lege på, da hun var lille. Før havde der været en gynge. Før havde der været en vippe. Før havde der været en sandkasse. Disse ting var blevet fjernet fra virkeligheden, men de havde bosat sig i Viola. Nu skulle hun være sammen med dem. Endelig. Langt om længe. Langt om længe var hun klar...

Hun løftede sit bryst op mod himmelen. "I'VE CHANGED FOREVER" skreg hun. Et lyn slog ned.

Næste gang Viola åbnede øjnene igen, var hun hjemme. Hun var det sted, hun burde være. Hun var ikke død, hun var ikke levende. Hun var bare der, hun burde være.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...