Stensøjler

Jeg sidder med ret ryg på Sascha, med min hvide kjole blafrende bag mig da hæren kommer gående. Jeg er som en stensøjle, vinden rører mig ikke selvom den nu pisker mit hår i ansigtet på mig. Mit ansigtsudtryk der først har været fyldt med spænding, herefter glæde og herefter sorg er det samme som resten af min krop. En stensøjle, tom og urokkelig.

7Likes
5Kommentarer
1926Visninger
AA

1. Begyndelsen og enden.

Store dyr har aldrig været min stærke side. Jeg tror faktisk at jeg roligt kan fortælle at dette dyr, der nu står ved min side, er noget af det jeg frygter mest i verden og jeg kan ikke se hvad folk finder betryggende ved at stå ved siden af dette monstrum, der kan sparke ud efter en hvornår det skal være. Måske er min frygt for dette simple dyr urealistisk, men jeg tvivler. Dette væsen er jo højere end en fuldvoksen mand og så forventer de at jeg skal sætte mig op på den? Det tror jeg så ikke lige.

"Evangeline, det er bare en hest." James, en mand i starten af tyverne, har fået den uheldige opgave at lære mig at ride. Jeg tror at han først så dette som en svær opgave, men jeg er ret sikker på at han nu har set i øjnene at det er en umulig opgave bare at få mig op på hesten, som i mine øjne er større end en elefant. Jeg fnyser.

"Det er ikke bare en hest, det er en dødsfælde! Et torturinstrument for bagdelen!" Jeg lægger trodsigt mine arme over kors og planter fødderne solidt i jorden. Jeg har ingen planer om at forlade den sikre og stabile jord, til fordel for en frådende, livsfarlig hest. Okay, den er måske ikke frådende. Endnu. James lægger sit hoved tilbage og hans mørkebrune øjne ville nok have stirret op i høloftet, (Hvilket er en virkelig dårlig idé, tro mig. Det er ikke sjovt at få små, irriterende høstrå i øjnene), hvis ikke han havde lukket dem i fortvivlelse. En bølge af medlidenhed rammer mig. James havde ikke bedt om denne opgave, nej, han ville hellere være ridder eller i hvert fald væbner. Men fyrsten, også kaldet "Farmand" af mig, lader ikke bare fattige byboer komme ind i hans hær sådan uden videre og besluttede derfor at teste denne mands værd, ved en prøve. Hvad James dog ikke havde ventet var vel, at hans uhyr svære opgave gik ud på at babysitte mig og evt. lære mig at ridde, da dette ville give ham "Bonuspoint". Men hans drøm om at blive ridder sidder åbenbart fast i hans lille, dumme hoved og han er fast besluttet på at lære mig at min frygt for heste er irrationel. Denne plan af hans er dog mislykkedes indtil videre og jeg har i sinde at lade det fortsætte sådan. Jeg er ikke en møg forkælet lille unge og jeg vil da gerne hjælpe denne, indtil for to måneder siden fremmede, mand med at udleve hans drøm. Bare det ike betyder at jeg skal ud at ridde. Og jeg tror faktisk også at han har forstået dette, men hvad han ikke har forstået er at jeg er stædig og jeg er ret sikker på at intet han kan sige, vil få mig til at kravle op på den hest. Nuller. Nix. Nada.

"Hør nu her, Prinsesse-" Han stopper brat sin sætning, da det blik jeg sender ham vil kunne få en hest til at løbe skrigende væk. Hmm, det er faktisk en mulighed. "Evangeline, så." Jeg lægger tankerne om den skrigende hest til side og ser på James, hvor jeg faktisk er mentalt til stede. "Heste er ikke så slemme, langt fra faktisk. De kan være meget kærlige-"

"-Og tro dyr, ja-ja det har du sagt!" Et par milliarder gange, tilføjer jeg i mit stille sind men jeg siger det dog ikke højt. Det er uhøfligt nok af mig at afbryde ham og jeg vil ikke lige frem bringe fjendskab i mellem os. Så i stedet tilføjer jeg, med et mindre skarp tonefald end før. "James, hvad du end siger vil det ikke ændre mit syn på den-den tingest!" jeg sender James et trodsigt blik, der siger 'Men du er da velkommen til at forsøge. Igen.' og dette er åbenbart dråben der får glasset til at flyde over. James styrter hen til mig og griber mig om livert, før han smider mig blidt om skulderen og bærer mig hen til hesten. Jeg gør selvfølgelig modstand, men James er overraskende stærk af en mand der nok aldrig har fået nok at spise, at være. Og så sidder jeg lige pludselig i sadlen på det store dyr og klamrer mig til samme, for ikke at falde ned. James ser op på mig (Hmm, en fordel: Jeg bliver højere af at sidde heroppe) og griner kort af mit overraskede og herefter forfærdede blik, da det med gru går op for mig at jeg sidder oppe på den kæmpelignende tingest. Så ryster han mildt på hovedet.

"Jeg fatter dig altså ikke, så uhyggelige er heste altså heller ikke. Og Sascha her er nok den blideste og mest godmodigste hest du kan få." Jeg sender ham et koldt blik, da jeg ved at han skal til at holde et foredrag om den 'fantastiske' Sascha. Jeg ryster rasende på hovedet og siger med sammenbidte tænder.

"Få mig så ned!" James vælger dog bare at grine af mine ord og efterfølgende give Sascha et klap bagi, så hun sætter afsted med mig på ryggen, klamrende fast til hendes mørke manke.

 

 

 

 

 

Jeg kan godt lide at tænke tilbage på min første ridetur, da det, trods min frygt fra den gang, bringer dejlige minder frem. Jeg laver en lav, klikkende lyd med min tunge og får Sascha min, nu ikke helt så unge, hest til at gå i mildt trav tværs gennem marken. Vinden er hård på denne tid af året og min hvide kjole flyver rundt omkring bag mig, afskærpet fra den helt store flyvetur da den er afhængelig af mig. Jeg bevæger mig normalt aldrig ud i sådan et vejr, jeg foretrækker at side indenfor foran pejsen med en god bog, frem for at ride ud på marken i mod den bitre og iskolde vind, kun iført min kommende brudekjole og slør. Jeg kan med klaprende tænder fortælle, at dette er ikke bare koldt men meget koldt. Det er dog det hele værd. Trods vinden og mit lange, krøllede hår der konstant flyver i øjnene på mig, er det besværet værd. For når James vender hjem, sammen med alle de andre riddere der drog i krig, skal han se mig som den første og så selvfølgelig til hest. Det var trods alt ham der fik mig op på samme, for ni år siden. Åh, tænk at det allerede er så lang tid siden! Det vil sige at der allerede er gået fire år siden han drog i krig som den stolte ridder, han lige var blevet slået til.

Vi er blevet ret så gode venner gennem årene, trods mine kun elleve år da vi mødtes for første gang. Og trods at han tvang mig op på en hest, den ting jeg frygtede mest af alt, så endte vi alligevel med at holde kontakten så længe. Også da han drog i krig og jeg troede at det ville slutte her, så begyndte han at sende breve. Jeg kunne selvfølgelig ikke sende ham breve igen, da det ville afsløre hans og de andre i hans menigs, position som jeg ikke engang kender til. Så jeg har måtte nøjdes med at sende "tanker" med nogle budbringere, nogle få gange i gennem årene.

Jeg må indrømme at da jeg i løbet af de seneste par måneder ikke har fået hans ugentlige breve, begyndte jeg at blive lettere nervøs på hans vegne. Jeg fik endda den tanke at han kunne være omkommet, en frygtelig tanke som jeg har nægtet adgang til mit sind, så mange gange siden han drog afsted med ordene "Opfør dig nu ordentligt, Prinsesse" og intet andet. Men da vi i sidste uge fik brev fra tropperne om at sejren var vor, forsvandt tanken helt. Dette var nemlig et brev specielt detikeret til min far, hvor der udover stod et langt takkebrev på grund af al den mad og de våben han har sent, stod navnene på de omkomne og der var ingen James Welton. Jeg tjekkede selv. Når jeg tænker tilbage var det et meget smukt brevpapir teksten var skrevet på, ikke som det beskidte og krøllede James' ord var skrevet på. Undtagen bunden, der var revet let i stykker, noget min far fortalte var sket da budbringeren bragte det til slottet. Gad vide hvad der kan være sket-.

Mine tanker bliver brat afbrudt ved synet af hæren i det fjerne og et smil breder sig på mine læber. Nu kommer han, nu skal jeg endelig se James igen. Min far fortalte, måneder tilbage, at James var blevet forfremmet, hvilket betyder at han vil gå forrest i det togt der vendter mig forude. Jeg klapper Sascha bagi, ivrig efter at se James glade smil, med de svage rynker omkring øjnene og hun sætter i galop. De små prikker i det fjerne, bliver langsomt til mennesker men da jeg er godt ti eller femten meter fra den tilbagevendende hær, får jeg Sascha til at stoppe så pludseligt at hun stejler let. Men jeg er lige glad. For forrest, yderst til venste, dér hvor James skulle stå og smile til mgi lgie nu, står der i stedet to væbnere med hver deres tag i en båre med et hvidt lagen over. Og i det samme ved jeg at jeg aldrig kommer til at se James' smil igen eller høre hans latter, når jeg surmuler over at han kalder mig 'Prinsesse'.

Jeg sidder med ret ryg på Sascha, med min hvide kjole blafrende bag mig da hæren kommer gående. Jeg er som en stensøjle, vinden rører mig ikke selvom den nu pisker mit hår i ansigtet på mig. Mit ansigtsudtryk der først har været fyldt med spænding, herefter glæde og herefter sorg er det samme som resten af min krop. En stensøjle, tom og urokkelig. Selv lang tid efter at hæren er gået forbi, med James' lig på båren, bliver jeg siddende på Sashca's ryg, rank men tom og ser ud mod horisonten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...