Liv i musikken

En ustabil pige ved navn Catrina, har en forkærlighed for musik. Hendes drøm er at spille sin egen musik for et kæmpe publikum. Den drøm går i gang da hun møder drengen Christoffer. Hans familie ejer et af de største musik selskaber i landet. Hun finder en vej til sin drøm ved at blive tættere med Christoffer. Men Christoffer har særlige følelser for Catrina.

10Likes
12Kommentarer
1805Visninger
AA

3. Guitar for fuld hammer!

Resten af timen går temmelig hurtigt. Jeg kigger bare ud af vinduet og følger ikke rigtig med. Jeg kan ikke koncentrere mig når han hele tiden kigger på mig. Jeg giver ham gå nu væk blikke, men han forstår dem vidst ikke rigtig. Jg prøver at smile til ham og hvisker mimer om han ikke vil lade være, men han høre ikke noget han kigger kun på min mund der bevæger. Jeg laver himmelblik og ryster opgivende på hovedet. Han er for meget. Endelig ringer klokken, og jeg skynder mig at tage min guitar og går ud for at tage noget frisk luft i gården. Han sidder lidt og kigger ud i den blå luft, indtil der kommer nogle piger som prøver at snakke det der pjattende fnisende samtaler. Jeg gider ikke høre på dem, de forstår ikke noget. Jeg fatte ikke engang at drengene gider at være kæreste med dem når de intet har imellem ørene. Jeg går ud i gården og sætter mig på en bænk.  Jeg glider mine fingre over strengene og nynner en fin lille melodi der passer til accorden. Jeg flyver rundt i min egen verden, da den pludselig bliver brudt af en klappen. Jeg åbner øjnene, og ser en høj, veltrænet krop med noget mørkt, pjusket hår. "det lyder rigtig godt, du har en rigtig smuk stemme!"

"tak" siger jeg kort. Jeg har aldrig rigtig fået ros. Mine forældre er altid på arbejde, så de ser mig ikke så tit. Men det har jeg det også fint med. Så blander de sig ikke altid i hvad jeg laver. Men når de endelig er hjemme er det et helvede. De skændtes hele tiden om deres arbejde, fordi at de arbejder inden for politik begge to men på hver sin blok. Det er ikke altid fedt at høre ens mor og far lave deres egen debat over spiserbordet.

 

Jeg kigger lidt irreteret på ham. "du kan hvis du altså vil komme hjem til mig, her efter skole og så kan vi... du ved... hænge ud og sådan?" jeg kigger lidt overasket på ham. Jeg var egentlig ikke overasket, men det var den måde han sagde det på. Den måde han kigger så ængsteligt på mig. Men det er noget jeg bilder mig ind, det må det være. Jeg kigger undersøgende på ham. "ja det kan jeg vel godt" siger jeg lidt tøvende.

"fedt!" Han smiler så meget at man kan se næsten alle hans hvide, naturlige tænder. Klokken ringer ind. Damn! jeg har brugt hele den pause jeg kunne spille i, til at snakke med en nærmest fremmed dreng. Det ligner ikke mig, at være sådan bare at lade være med at spille fordi nogen taler til mig. Jeg plejer bare at ignorere dem og spille videre. Jeg går ind og sætter mig igen i det kolde sterile klasseværelse. Det er ligesom på hospitalet. Koldt og hvidt. Intet personligt overhovedet. Og kun nogle få små vinduer, med udsigt til en masse andre grå klasseværelser. Timen begynder og det går ret hurtigt, med at komme igennem den. Efter de sidste to timer med at sidde og skrive essay, er der endelig pause. Jeg tager den mad... nej jeg har glemt frokost! åh nej det er ikke godt. Jeg SKAL have min frokost! ellers... det vil jeg ikke engang tænke på. Jeg roder febrilsk rundt i min taske den frokost jeg ikke må have glemt. En prikken på min skulder arbryder mig, og jeg vender mig hurtigt så mit brune hår rammer Christoffer i ansigtet. "har du glemt din frokost?" siger han venligt. Han rækker mig min frokost. "du havde tabt den ude i skolegården, og jeg tænkte du nok gerne ville have den" Jeg rev den næsten ud af hans hånd, så han blev helt forskrækket.  "hvordan har du... hvordan ved du det er min?" Spørger jeg indtrængende. "jeg... jeg så den falde ud af din taske. Han virkede helt såret. "åh... undskyld" siger jeg kort. Jeg river papiret af og skynder mig at tage en bid af den lækre kyllinge sandwich. Det virker som en kæmpe lettelse at få noget i maven. mit humør vender tilbage til normal. Det ringer ud. Fri endelig. Jeg tager min taske og lægger alle mine bøger i den. jeg går ud af klassen med afslappende skridt, lige indtil en hvis person kommer bagfra. Han går nærmest hoppende ved siden af mig. Hvad sker der for det dampbarn?. vi går ud af skolens område til den store vej med knap så mange biler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...