Døden Nær

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2012
  • Opdateret: 2 mar. 2012
  • Status: Færdig
Jeg kæmper for at komme på benene igen. Drengen fra Distrikt 4 har fået et stort slag i ansigtet af min fod hvor jeg sparkede ham så hårdt jeg kunne. Mine håndflader er helt klistret af blod og snavs og jeg er bange for at der vil gå betændelse i det. Men hvis jeg ikke kommer væk er det mit liv det går ud over, så jeg slår hurtigt tanken væk igen. Udover mine håndflader har min højre overarm, mit hoved, og min venstre fod det heller ikke særlig godt. Der er kommet er stort snit i min overarm af den kniv drengen fra Distrikt 4 har, mens mit hoved dunker vildt. Jeg har forvredet min fod, da jeg faldt over nogle løse grene og rødder.

18Likes
24Kommentarer
1450Visninger

1. Vinderen

Jeg kæmper for at komme på benene igen. Drengen fra Distrikt 4 har fået et stort slag i ansigtet af min fod hvor jeg sparkede ham så hårdt jeg kunne. Mine håndflader er helt klistret af blod og snavs og i et splitsekund er jeg bange for at der vil gå betændelse i det, men hvis jeg ikke kommer væk er det mit liv det går ud over, så jeg slår hurtigt tanken væk igen. Udover mine håndflader har min højre overarm, mit hoved, og min venstre fod det heller ikke særlig godt. Der er kommet er stort snit i min overarm af den kniv som drengen fra Distrikt 4 har, mens mit hoved dunker vildt. Min fod er blevet vredt om, da jeg snublede over nogle rødder og grene. Jeg er kommet på benene, men pludselig kan jeg mærke hans hånd om min ankel og jeg er lige ved at snuble, men jeg genfinder balancen. Jeg sparker bagud og min fod rammer ham endnu en gang i ansigtet og der lyder en knasende lyd fordi jeg ramte hans næse. Han giver et klynk fra sig, og jeg tror hans næse er brækket, men han giver i det mindste slip om min ankel.

”Det skal du få betalt!” Hans stemme er hård og kold, men med et strejf af smerte i, men jeg har ikke tænkt mig at svarer ham.

Sveden driver ned af min pande og jeg begynder at løbe, men jeg har ingen anelse om hvor jeg skal løbe hen. Der er skov overalt lige meget hvor jeg kigger og jeg ved det vil tage lang tid at komme hen til Overflødighedshornet. Og hvorfor vil jeg også derhen? Der er ikke nogle steder jeg kan gemme mig. Det eneste jeg faktisk kan gøre er at dræbe drengen fra 4 – men mit våben har jeg tabt da han overfaldt mig – så jeg kan komme hjem. Jeg løber videre så hurtigt jeg kan, med en forvredet ankel og med et enkelt blik over min skulder og kan se at han er kommet på benene igen og er hurtig i hælene på mig. Hvis jeg ikke snart får gjort et eller andet, dør jeg som de toogtyve andre soner. Han holder stadig kniven med en knyttet og blodig næve, og jeg ved at mine chancer er meget små, for at overleve.

”Du kan ikke løbe for evigt!” Siger han. Og det har han fuldstændig ret i. Jeg kan ikke løbe for evigt. Det er et spørgsmål om tid, før han enten har overfaldet mig, eller jeg er blevet for træt til at løbe. Men alligevel løber jeg videre vel vidende om at det her ender på et tidspunkt.

Kvalmen i min mave begynder at tage form og før jeg ved af det har jeg kastet det mad op som jeg spiste tidligere på dagen. Nu har jeg hverken mad eller vand i maven. Vand. Jeg kunne godt bruge noget vand da jeg har en væmmelig smag i munden, men jeg løber videre og må synke mange gange får at få den smule spyt jeg har i munden ned. Drengen fra Distrikt 4 er kommet tættere på, da jeg blev nød til at sætte farten ned da jeg skulle kaste op. Men jeg løber videre, mens jeg pruster og stønner både over varmen og smerten i min fod.

Jeg håber at han vil kaste sin kniv efter mig og jeg kan nå at undvige og samtidig kan få kniven. Men selvfølgelig er han ikke så dum, og vil ikke tage nogen chancer hvis jeg nu kan undvige. Vi er kun os to tilbage i arenaen. Der er kun en kniv og den har min modstander. Og en hel arena fuld af farlige ting. Det er adrenalinen som holder mig i gang og får mig til at løber videre. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere i takt med at jeg bliver mere og mere forpustet. Men jeg holder det ud og løber videre og er godt klar over at jeg ikke holder ud længe endnu. Og lige da den tanke løber gennem hovedet på mig har han overfaldt mig og holder mig ned til jorden i et jerngreb, mens han hvæser noget jeg ikke kan hører af mit bankende hjerte. Jeg prøver at vriste mig væk fra hans jerngreb, men nytteløst.

Det her bliver så enden på mit liv. Jeg må dog sige at jeg er ganske imponeret over mig selv. Jeg er en af de sidste to deltager tilbage. Så tæt på at vinde, men alligevel så langt fra. For jeg har ingen mulighed for at vinde over den her ambisoner. Jeg stønner efter vejret efter at have løbet i flere timer i den varme sol og det at han holder mig hårdt ned til jorden hjælper ikke ligefrem. Mit hoved dunker stadig, og jeg tror det er en blanding af hovedpine og hjernerystelse. Og med hensyn til min arm er blodet i det mindeste stoppet.

”Så blev du endelig træt af at løbe?” Efter at hører på hans vejrtrækninger og hvordan han gisper efter vejret efter han har sagt noget er han også forpustet. Endda mere end mig. ”Men det må jeg give dig. Du har godt nok holdt i lang tid. Hvor gammel er du? Tretten? Fjorten?” spørger han.

”Faktisk er jeg femten, og det har intet med alder at gøre for at holde sig i live her i arenaen. Det handler om hjerne og overlevelse. Så jeg er pænt overrasket over at du er nået så langt, når man tænker over at du ikke har nogen hjerne,” svarer jeg spidst igen.

Han stirrer direkte ondskabsfuldt på mig og jeg kan tydeligt se vreden. Hans næse er faktisk brækket hvilket gør mig glad. Han har størknet blod ved læben, men det ser ikke ud til at genere ham. Han vælger at skifte emne. ”Når jeg har dræbt dig, kan jeg vende hjem til Distrikt 4 som vinder. Men jeg har alligevel tænkt mig at trække det ud i langdrag. Du dræbte jo trods alt min medsoner, og det vil jeg hævne,” siger han smilende.

Ja, det er sandt. Jeg dræbte hans distriktspartner. Og jeg gjorde det selvfølgelig for at holde mig selv i live. Det var ham, hende, mig og en dreng fra Distrikt 11. Jeg dræbte hende. Han dræbte drengen fra 11. Så nu er det kun ham og mig. Jeg er ikke sikker på om jeg nogensinde kunne dræbe nogle uden at det galt mit liv. Eller det ved jeg faktisk ikke, for jeg har aldrig været ved tilfældet. Men hvad havde han tænkt sig. At han ville kæmpe mod hende til sidst? Hvis det stod til mig, ville jeg ikke kunne bære at dræbe min medsoner. Selvom jeg ikke rigtig havde snakket med ham, kun set ham et par gange i distriktet og i skolen. Men det er også lige meget nu. For han døde for længst. Og snart vil jeg slutte mig til ham og de toogtyve andre døde.

”Du siger ikke så meget, når man tænker på hvor tæt du er på døden. De fleste ville nok tigge om at det skal gå stærkt og hurtigt,” siger han ligefrem hånligt til mig.

”Men ville du gøre det? Nej, det tror jeg ikke,” svarer jeg igen. For jeg vil ikke bruge mine sidste minutter på at tigge og bede foran hele Panem.

”Næh, du har ret. Jeg ville ikke gøre det. Du dræbte jo trods alt Melanie,” siger han vredt. Hvorfor kan han ikke bare komme sig over at Melanie er død? Hvis han vil levende tilbage til Distrikt 4 så skulle hun jo dø før eller siden.

Jeg leder efter en spydig bemærkning, men kan ikke komme på nogen. Så jeg stirre bare på ham mens en smil spiller på mine læber. Det gør ham forvirret. Og jeg må da give ham ret i at det er lidt forvirrende. Min død nærmer sig, men jeg ligger bare og smiler uden en grund til at smile. Jeg er ret så sikker på at næsten hele Panem er forvirret over min fremgangsmåde.

May Miller. Femten år og sindssyg mærkelig, tænker jeg og mit smil bliver en smule forstørret.

Han synes helt klart at mit smil skal stoppe nu, for han begynder at snitte i min arm. Smerten vælter op i mig, og med store anstrengelser forbliver mit smil. Dog ikke så selvsikkert som før. Men et smil er et smil. Jeg kan mærke blodet løbe ned af min arm. Lugten af jern og rust hjælper ikke ligefrem på min kvalme og svimmelhed. Men jeg bider tænderne hårdt sammen, får ikke at komme med små smerteudbrud. Han løfter kniven og begynder at skærer omkring min pulsåre i min hals. Blodet løber ned af min hals og min arm. Jeg er ret så sikker på jeg snart dør af blodmangel, hvis ikke han dræber mig før.

Jeg er ved at miste bevidstheden, da noget sølvagtigt fanger mit blik. Jeg er ikke helt sikker på om det er virkelig eller hallucinationer, men mit blik forbliver på den genstand som lige så stille svæver ned mod jorden. Han må også have opdaget noget, for han stopper med at skære og vender hovedet om for at se på sølvtingen. Det er en sølvfaldskærm. Og i det samme falder endnu en faldskærm ned og lander ovenpå mig. Faldskærmen er fæstnet til en kniv. Jeg løfter min sårede arm og fjerner faldskærmen fra kniven. Hvilket også er i sidste øjeblik for drengen har fundet ud af at der ikke var noget i den faldskærm han har rakt ud efter og vender tilbage til mig. Men jeg har fået en kniv og med min løftede arm skærer jeg halsen over på ham. Kanonen bliver affyret.

”Det er mig en glæde at præsentere Dem for vinderen af det femoghalvtredsindstyvende Dødsspil, May Miller! Må jeg præsentere soneren fra Distrikt 6!” Claudius Templesmiths stemme buldrer i mine øre et kort øjeblik inden jeg mister bevidstheden og alt omkring mig bliver sort. Men selvom jeg har vundet og kan tage hjem, er Spillet endnu ikke slut og det ved jeg udmærket godt. For det er nu hvor den farligste del af Dødsspillet skal begynde...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...