Ulvenes skov

Pigen Therise fare en dag vild i skoven, mens hendes forældre er på stranden. Der bliver hun reddet fra at falde ned af et træ. Men ikke af et menneske.

5Likes
9Kommentarer
1670Visninger
AA

1. En dag i skoven

Jeg husker det som var det i går. Jeg var en lille pige. 4 år. Vi var i sommerhus. Mig og min familie. Det var et lille hyggeligt hus. Det lignede et lille bondehus. Rød kalk med sorte bjælker på tværs, og så et stråtag. Bagved lå en lille bakke der førte ned til en offentlig strand.  Stranden havde en gul-agtig farve, og strakte sig så langt øjet rakte. Der lå også en skov i nærheden. En stor grøn, hyggelig en.

Jeg kunne godt lide at gå der med mine forældre. De fredelige omgivelser virkede meget beroligende på, mit ellers ret urolige sind. Mine forældre brugte megen af deres tid på stranden, og de ville ikke altid med ud i skoven. Så en dag tog jeg selv initiativet. Jeg gik derud uden mine forældre. Jeg gik på en lille sti, som jeg kendte rigtig godt. Jeg kendte næsten hver et træ, hver en busk og hver en lyd. Jeg ved ikke hvor længe jeg havde gået, men jeg hørte en sjov lyd lige fremme. Jeg kiggede mig tilbage, for at huske hvilken vej jeg kom fra. Jeg begyndte min rejse ind i den del af skoven jeg aldrig havde set. Jeg gik i noget tid, og jeg så en masse nye træer jeg ikke havde set før. Deres blade lignede kastanjeblade, men de havde nogle lange huller i bladene. Nej, ikke huller, snare rifter. De var også på de andre træer og buske. Det gik hurtigt op for mig at det ikke var et genetisk mærke, men et eller flere dyr. På det tidspunkt havde jeg ikke tænkt på at mine forældre måtte være bekymret. Jeg fortsatte dybere og dybere ind i skoven. Jeg opdagede ikke mørket, før dagen næsten var forbi. Jeg var gået i skoven hele dagen. Og jeg var ikke sikker på at jeg kunne komme hjem.

Min mave rumlede af sult, og jeg havde ikke taget mad med. Jeg troede ikke at jeg skulle være væk så længe. Jeg gik lidt længere, og så så et meget stort træ. Jeg genkendte det fra mine billedbøger. Det var et æbletræ. De var bare knap så elegant. Dens bark var helt sort, og klæbrig. Der var lange rifter i barken og bladene, og størstedelen af dem lå på jorden. Helt oppe i toppen, hang et lille rødt æble. En af grenene hang lavt, og mine atletiske ben kom nemt op på grenen. Jeg klatrede længere op, til at næsten kunne røre æblet. Jeg stod solidt på en tyk gren, mens min arm holdt godt fast i træets stamme. Jeg strakte mig så lang jeg var, bare for at røre æblet. Jeg kunne mærke spændet i min arm, blive mere og mere intens. Jeg kunne mærke æblet med min lange-og pegefinger og dens overflade var en lille smule blød. Pludselig høre jeg en tør knasen under mig. Jeg kiggede hurtigt ned, og så grenen knække under mig. Der var ikke så langt ned til jorden, så jeg ville hurtigt mærke jorden angribe mit ansigt. Men det kom aldrig. Kun en slags pelset, blød fornemmelse. Jeg nåede kun at se et helt blodsprængt øje, før min hjerne slog fra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...