En lille Kapsel

Dette er i virkeligheden en skolestil - en scince Fiction... eller i hvert fald et forsøg på en. Jeg håber i vil komme med kritisk respons. Og ved godt at der er meget der ikke er forklaret, men det er lidt meningen, fordi man skal læse mellem linjerne, og desuden havde vi læst en virkelig weird sci' i skolen, og prøvede at efterligne det mærkelige i den. Så, værsgo'.

5Likes
20Kommentarer
1099Visninger
AA

1. En Lille Kapsel

 

En lille Kapsel  

           

Jeg stod i et af de meterlange vinduer og kiggede ud over den for længst glemte verden. Vinduerne var sikrede mod luften uden for, men der var kun meget få vinduer i bygningen, så det var sjældent jeg kiggede ud på fortiden.                                                                                                                                                               Mest af alt var der disse utroligt sikre vægge, som kun lukkede mikroskopiske smugler ind. Nul komma et eller andet procent.  Bygningen var enorm, og ved opbygningen var flere tusind mand døde.

I denne bygning skulle flere krige sluttes, og stridigheder ligges på hylden for at projektet skulle lykkes. For at menneskeheden skulle overleve. Men selvfølgelig kunne det ikke lade sig gøre, så flere af områderne i Bygningen var livsfarlige at nærme sig. Selvom Bygningen var stor, fik de fleste alligevel klaustrofobi af at være her, og med udsigt til at være her for evigt og længere endnu fik mange til at begå selvmord i de mere ensomme hjørner af Bygningen. Jeg boede med min familie på en stor sovesal sammen med en masse andre familier. Hver morgen stod vi op, og spiste den samme syntetiske grød lavet af de få afgrøder, som var plantet uden for Bygningen. Inden for den beskyttende cirkel. Vi blev ved med at høre, at vi skulle være taknemmelige for overhovedet at leve. Her var den sidste raske del af verdensbefolkningen samlet, og den mad vi fik, var ofte rådden, efter alle de undersøgelser den måtte udsættes for først. Vi havde det trængt, og var bundet til dette sted, vi kunne ikke komme ud eller videre, og på et tidspunkt ville selv dette sikre sted forsvinde. Forskerne på forskeretagen arbejdede døgnet rundt for at finde på ting og sager, der kunne hjælpe os ud at vores vanskelige situation, vi helt selv havde skabt. Og de problemer vores angriben og kasten med bomber udsprang af, var langt fra væk. Krigen var langt fra ovre, og derfor skulle man også passe på hvor man gik og lade være med at gå alene. Men selvom alle de voksne syntes, her var forfærdeligt og tænkte tilbage på deres tidlige barndom, og deres bedste forældre der levede i små huse med en lille have.  Hvor man kunne gå frit i naturen. Men børnene kendte intet til dette, og de ville hellere have fred i en lille kapsel, end krig, ufred, utryghed og død som der var i den gamle verden.

Lige med et begyndte De at bygge med lynfart, og tog prøver af folk. Dem der var raske nok, fik lov at komme ind i Bygningen. Jeg og min familie klarede den heldigvis, men mange blev lukket ude, og de stod længe og bankede på den store port i Bygningen.

 Her i Bygningen gik mange i skole både børn og voksne, så vi kunne lære det samme sprog, men nogen dannede grupper og talte deres egne uforståelige sprog og ville ikke være en del af Bygningen, men de ville heller ikke leve uden for.  Hvis man ikke passede på, risikerede man at blive overfaldet, og røvet for madtabletter eller personlige værdigenstande. Og derudover blive tæsket til man ikke lignede et menneske mere. Nogen gange skete der endda dødsfald selvom man aldrig fandt ud af det. Lige pludselig manglede der bare en. Der var aldrig nogen der havde set noget, folk forsvandt bare. Hvis nogen blev syg, skete det også at de bare forsvandt og aldrig kom tilbage. 

For mig var det en lettelse at leve her. Inde i Bygningen var der fred, og man havde tid. Men selvom jeg var glad for det på overfladen, vidste jeg også godt at der stadig skete mord og folk stadig døde.

Engang var jeg faret vild, og jeg gik igennem mørke gange og søgte efter kendte ansigter. Men alt var fremmed, og jeg blev bare ledt længere og længere ind i labyrinten. Der var det, jeg opdagede den anden side af Bygningen. Jeg hørte lyde inde fra et rum, og jeg listede nærmere. Jeg lirkede håndtaget op og kiggede ind. En mand var bundet til en stol. Han havde ikke nogen bluse på, og jeg kunne tydeligt se knivsnittene på ryggen. Hans ryg var helt rød, af alt det blod det løb ud af sårene.  Alle hans ejendele lå i en lille bunke på gulvet, og en kvinde stod og vejede et gammeldags ur i hånden. De så mig ikke, og jeg lukkede døren igen og listede væk.

To nætter senere skete det igen, at jeg stødte ind i en kvinde med blod i ansigtet. Hendes kæbe var ophovnet, og jeg kunne se, det blødte fra et sted op i panden. Vi stødte ind i hinanden, da jeg rundede et hjørne, og hun kom løbende. Hun snublede og prøvede at komme forbi mig, men to mænd greb fat i hende og begyndte at slå på hende med et jernrør. De ænsede ikke mig, og jeg kiggede den anden vej, og gik tilbage hvor jeg kom fra. To minutter senere kom jeg tilbage og kiggede forsigtigt rundt om hjørnet. Der var helt tomt bortset fra en stor blodklat i loftet. Jeg begyndte at løbe væk, og siden da havde jeg stået meget og kigget ud af de få vinduer, der var på dette sted. Ud på den verden vi alle havde glemt for længst. Jeg vidste snart ikke, hvad jeg syntes, der var bedst, og kom til den konklusion, at det kun fortsatte herinde og blev værre. For folk var bange. Også mig. Især mig. Og jeg kunne ikke flygte nogen steder hen, og den eneste måde at komme ud var at blive opslugt af disse huller i loftet. Og hvad ville det hjælpe at komme ud? Der ville man bare blive strålet og blive til en vanskabning. Og så var det der, man kunne konkludere, at det hele var vores egen skyld. Også min. Især min.

Jeg bankede på den store hvide dør som var vores eneste håb for fremtiden. Der gik lang tid, før der kom en reaktion. Døren blev revet op, og en mand med langt fedtet hår stod i døren.

”Ja? Er du den frivillige?” Spurgte han mistroisk, og løftede sine buskede øjenbryn.

”Frivillig? Ehm… Ja. Selvfølgelig er jeg det.” Svarede jeg, og håbede jeg ikke havde indladt mig på noget grufuldt. Jeg ville jo bare ikke gå derude og vente på at dø. Det ville jeg simpelt hen ikke gå med til. Jeg kunne se døden, og endda hjælpe døden, men vente på den? Aldrig. Jeg blev lukket ind på forskeretagen og håbede på, at jeg ikke blev smidt ud igen med det samme.

”Hmm.. Ja, vi havde nu ikke bedt om en så ung, men… Nu skal du høre: Vi er i gang med det her projekt om at komme uden for bygningen uden at blive strålet … ” Han fortalte om deres forsøg på en slags raket, som skulle skydes ud og derefter kunne bruges som transportmiddel til at lede efter andre beboelige områder, eller nyt liv i den gamle verden. Hovedsagen var at komme ud uden at blive strålet.

”Okay… Og hvad er det så at jeg kan hjælpe med?” Hviskede jeg, og kendte allerede svaret.

”Du skal styre, og så skal vi sidde med vores kameraer og følge med, og se om du får stråling.”  Han nikkede for sig selv, ”Er du klar på en sådan opgave? Give dit liv for menneskeheden?”

”Gider du lige med de der store ord? Jeg vil gerne være forsøgskanin, for jeg har ærlig talt ikke noget bedre at lave.”

Jeg glædede mig. Var spændt, og rædselsslagen på samme tid. Jeg glædede mig til at foretage mig noget nyttigt. Jeg var spændt på, om det fartøj de havde lavet kunne redde os. Og rædselsslagen for at skulle dø for sagen. Meget naturligt af en pige på seksten år. Men der var også noget romantisk over at dø for en god sag … Men … De forklarede mig alt om ’Forsøg1’, som de kaldte det, og jeg skulle spille hovedrollen. Jeg skulle have en masse ledninger spændt fast til kroppen og et hurtigt kursus i at styre tingesten. De viste mig knappen, som skulle smide mig ud, hvis jeg fik stråling, så de kunne sende ’forsøg1’ tilbage og udvikle til ’forsøg2’. Det var som om, de regnede med, at jeg skulle fejle. Men de var alle meget spændte. Jeg skulle af sted uden at sige farvel til min familie. Forskerne kunne ikke tage sig tid til at lede, og jeg skulle sendes af sted, inden dagen var omme. Jeg satte mig til rette i det hårde sæde og fik ledningerne sat ordentligt på plads, mens jeg sendte et par sidste tanker til mine forældre. Jeg tænkte på manden og kvinden, som jeg havde været for fej til at hjælpe og tænkte, at nu skulle jeg nok være med til, at verden kunne få en fremtid. De trykkede alle min hånd, og jeg trykkede igen og så ind i deres spændte øjne.  Gav et lille smil og en autograf og vinkede en sidste gang før døren lukkedes, og jeg blev alene i en kapsel, endnu mindre end den jeg var vandt til at leve i.

Farvel eller goddag verden. Jeg hørte et drøn, og mærkede hvordan jeg blev slynget ud fra Bygningen. Ud. Ud. Ud. Jeg følte kun lettelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...